tirsdag den 30. september 2014

Undervisning / vejledning i friluftsliv, hvad er det rigtige?


Da den spirende interesse for friluftsliv opstod i mig, vidste jeg ikke hvad det var. Jeg oplevede bare en dragen og lyst til naturen, til at være derude, og en naturlig nysgerrighed og lyst til, at ’vide det hele’. 
Jeg læste alt hvad jeg kunne få fat i om dyr og natur, og fulgte med i naturudsendelser som Dr. Liberkind, og en del svenske naturudsendelser der blev vist på TV, der dengang var i sin vorden, men mit barndomshjems nærhed til Sverige gjorde, at vi kunne tage svensk TV, og da vores familie har aner i Lund i Sverige, var det en naturlig ting både at forstå svensk, men også at se svensk TV.
Knud Rasmussens hus i Hundested

Interessen fik efterfølgende gødning da mine forældre købte sommerhus i Hundested, og jeg opdagede Knud Rasmussen, der sammen med de andre polarforskere senere har været med til at sætte min natur- og friluftsinteresse solidt fast. Alligevel så må hangen til udelivet på en eller anden måde være medfødt, for jeg har altid hellere villet være ude end inde.

I starten skulle friluftslivet imidlertid 'opdages' og på de første ture og overnatninger, famlede jeg mig lidt frem. Der var ikke så mange bøger om emnet ud over lidt om spejderbevægelsen, som jeg aldrig har tilhørt og heller ikke haft interesse for. Jeg var dengang lige som nu, mere end fyrre år senere, stadig drevet af lysten til blot at være derude, men var bevidst om at det nok ikke bare er noget man gør, hvis man vil færdes i polaregne, det havde jeg jo læst om.

Jeg vovede mig længere og længere ud, og endte til sidst i Grønland efter mange år i de skandinaviske fjelde og i Sydsverige. Svensk Lapland mistede jeg dog aldrig interessen for.

Da jeg ikke holder så meget af at vandre på markerede stier, hverken i lavlandet eller i fjeldet, måtte jeg udvide mit territorium. I starten, da jeg ikke var erfaren, gik jeg naturligvis ad de markerede stier både i Sydsverige og i fjeldet, hvor Kungsledens øverste strækning dannede rygraden i min udforskning. Den startede med at vandre Kungsleden et par gange, hvorefter sidedalene, der enten er markerede eller delvis markerede, og med hytter i rimelig afstand af hinanden, blev udforsket. Andre vandrere på ruterne, var også med til at jeg følte mig tryg, på de mange alenevandringer. På de gængse vandreruter i fjeldområderne møder man altid folk i sæsonen, i løbet af en dagsvandring. 
Det har altid været vanskeligt for mig at finde vandremakkere, i mine sociale omgivelser, hvor folk vist har betragtet mig som lidt af en særling – og det gør de såmænd nok endnu, de nænner nok bare ikke at sige noget.
Lejr i Tarfala, Kebnekaise

Efterhånden fik jeg vandret rigtigt mange ruter i Sydsverige, og alle sidedalene til Kungsleden i området mellem Ábesko og Vakkotavare, eller i hvert fald alle dem, der var aftegnet som markerede eller mulige ruter på fjeldkortene BD6 og BD8.

Nu skulle der så udforskes nye, og uopdagede rutemuligheder!

Jeg havde vandret 3-pasleden, eller jo-jo-leden som nogle kalder den idet den går op og ned, samt Mårmapasset, som begge hører til i den hårde ende af ruter, både med hensyn til stigninger og orienteringsmæssigt især i dårlig sigt. Jeg var således forberedt på strabadser, når nye rutemuligheder skulle udforskes.

Det lykkedes ad åre, at få gennemtrevlet hele det fjeldområde, der dækkes af BD6 og BD8, for mulige alternative ruter. Mine ungdomsskoleelever fra de midsjællandske ungdomsskoler, der var med på en hel del ture, vil nok mene at der også var en del umulige ruter, eller ruter der ’kun går op ad bakke’!

Store områder af Sydsverige blev udforsket på samme måde, og specielt skovområderne i Blekinge og i grænseområderne mellem Skåne og Blekinge.

Ind imellem var jeg også i Sarek, og i andre svenske fjeldområder og i Norge ikke at forglemme, men det er en anden historie.
Lejr i Sydsverige vintertid

Med så mange år med friluftsliv, melder ønsket om at formidle glæden og interessen for, ikke mindst fjeldvandring, at melde sig. Andre kunne, og burde få glæde af min erfaring, og kendskab til områderne, men her blev jeg nærig. Jeg ville gerne have de nyopdagede, og ukendte områder for mig selv. Informerede jeg om dem, ville de måske blive overrendte, og så var jeg ikke mere alene i fjeldet på mine ture. I mange år holdt jeg dem for mig selv. Jeg skrev på bogen ”Kebnekaise”, men jeg offentliggjorde den ikke, før for ét år siden og den kan nu købes som PDF via www.kebnekaise.dk eller www.outsite.org.

Jeg var begyndt at undervise i fjeldvandring på diverse ungdomsskoler, og også på nogle aftensskoler under AOF, og jeg oplevede her en markant forskel på, hvad kursisterne forventede, og for hvad de selv var parate til at byde ind med. De voksne forventede klasseundervisning, og mange kom nærmest kun for underholdningens skyld, og fordi de havde en indre forestilling om at fjeldvandring kunen være spændende, men uden at være bevidste om, at de aldrig vil vove sig ud på så meget som en telttur i danmark – det lød bare spændende, og så sad de på rækker foran tavlen og lyttede på, og fik nok ikke meget ud af det, ud over underholdningsværdien, og så måske en fornemmelse af: ”At nu når de gik på kursus, så var de jo næsten derude!” Måske lidt ligesom at melde sig ind i en fodboldklub, og aldrig komme til træningen, men alligevel kunne sige: ”Jeg går da til fodbold!” og derved opretholde en illusion om at være aktiv.
Kanotur i Sydsverige

Ungdomsskoleeleverne var andrledes. De var unge og interesserede, ikke kun i teori, men i at prøve tingene af, og tog gerne med på weekendteltture i Danmark som optakt til fjeldturen, som de alle tog med på. Helt modsat de voksne der aldrig kom på tur, hverken i Danmark eller i fjeldet og havde alle mulige undskyldninger for ikke at tage med på weekendture, for at prøve kræfter med friluftslivet  i praksis.

Men nogle voksenhold fik jeg da ud til sidst, og også på fjeldet.

Erfaringer fra de to forskellige grupper, de unge mellem 13 og 21 år, og de voksne der oftest var mellem 35 og 60, var markant og er det stadig.

Jeg fandt også ud af, at klasseundervisning ikke nødvendig er af det gode i forhold til friluftsliv. Som underviser kan man ikke undgå at præge med sine egne erfaringer og teknikker, hvilket kan være med til at låse kursisternes naturlige nysgerrighed og udfoldelsesmønster, i forhold til selv at finde ud af tingene, med blot nogle basale grundfærdigheder i rygsækken. Deltagerne viste sig at blive langt mere opfindsomme, og udviklede selv teknikker og grej i forhold til de behov de oplevede at have, efter de første ture hvor de høstede egne erfaringer når alt ikke var pindet ud på forhånd.

På de unge virkede dette koncept fint, så klasseundervisningen fik herefter mere præg af noget andet. I stedet for direkte undervisning, blev det til gennemgange af udstyr efter funktionalitet, i stedet for ”dette er en god støvle, eller dette er en velegnet rygsæk etc”. Når eleverne lærte hvad de skulle se efter under valget, og var opmærksomme på de kompromisser deres økonomiske formåen holdt til, fik vi meget bedre debatter om grej og mange opfindsomme løsninger på bordet. Eleverne forholdt sig kritisk til stoffet og grejet, tænkte selv og lærte det de havde brug for også ved selvstudier og på ture uden læreren.
Der gives instruktion

Dette gav sig også udtryk i at de for eksempel, meget hurtigt lærte kort og kompas. De ville nemlig gerne vandre i selvstændige hold under fjeldturen, og det måtte de kun hvis de havde tjek på det hele.

Oprindelig har klasseundervisning ikke være den måde mennesket har lært sig færdigheder på. I tidligere tider lærte børn ved at se på forældre og andre voksne, og eftergøre det de gjorde, og når deres første kluntede forsøg på at efterligne ikke gik helt som forventet, var den voksne klar med vejledning og støtte, så barnet eller den unge blev ansporet til yderlige forsøg, og til sidst besad færdigheden.

Således kan man ikke undervise i moderne tider, eller kan man? Udeskole og Skolen i Skoven viser at meget faktisk kan tages med derud, og derved skabe en mere håndgribelig forståelse for hvad det teoretiske kan bruges til i det virkelige liv udenfor klasselokalet.

Med friluftsliv er det efter min mening det samme som i tidligere tider. Det man skal lære, skal jo bruges derude og ikke i et klasselokale!

Som vejleder har jeg derfor valgt, at nøjes med den absolut nødvendige teori som kan læses ellers forklares, for derefter ved eget initiativ blive afprøvet ude i naturen. En form som fint fungerer for børn og unge, der har en naturlig nysgerrighed og interesse for at lære det de kan se en fordel af at kunne.

Formen virker sjældent på voksne. Dels har jeg erfaret at de fleste slet ikke ”gider” læse det udleverede materiale! Man få jo nok forklaret det hele undervejs, hvor nogle så forventer at alt bliver forklaret, man søger ikke selv løsninger eller informationer ved at spørge vejlederen eller gå sammen med andre deltagere for at finde en mulig fælles løsning. Flere har en tendens til at blive hængende i gamle færdigheder der måske er uhensigtsmæssige, men som ”er det man har lært i sin tid”, og ser derved bort fra nytænkning og måske smartere måder andre deltager benytter sig af.

Narvikfjeldene, Storsteinsfjellet i baggrunden
Essensen af dette er, at jeg foretrække vejlederens rolle frem for underviserens. Jeg stiller mig til rådighed men forventer folk selv er nysgerrige og kaster sig ud i tingene efter en kort skriftlig introduktion, og selv er aktive medspillere undervejs og spørger og lærer. Undervejs forsøger jeg at anspore deltagerne til at deltage, og komme med løsningsmodeller og idéer. Det lykkedes ikke altid, og slet ikke med alle, og det kan der være mange årsager til. En af dem kan være, at turens dagsetaper er lagt for hårdt for nogle, eller nogle har forkert eller for tungt udstyr med, så der ikke er overskud til egenlæring eller opfindsomhed. Det kan også skyldes, at nogle deltagere egentlig ikke er interesserede, eller parate til at lære mere end de de allerede kan på det aktuelle tidspunkt, eller at budskabet slet ikke er er trængt ind, eller at interessen for at udforske og være nysgerrig, slet ikke er til stede. Nåh ja eller vejlederen får ikke budskabet godt nok ud!

Nogle forventer helt klart, at et kursus skal være efter modellen: ”Læreren taler og eleverne hører interesserede på”, men skulle man bygge frilufts- eller fjeldkurser op på den måde, skulle man holde et weekendkursus før turen, eller nogle aftentimer, der dog kræver at samtlige deltagere bor i nærheden af underviseren og hinanden, hvilket yderst sjældent er tilfælde.
Når der er tale om voksne kursister burde det også være nok, hvis man i god tid udleverede udførligt skriftligt materiale, der om muligt ikke var 100% fyldestgørende så dog så godt, at det ansporede kursisterne til aktivt at søge dialog, og yderligere informationer. Sådan er det i nogle tilfælde, og her får deltageren utvivlsomt en hel del ud af forløbet, idet de allerede i den indledende fase er i gang med ativt at søge viden.
I rigtig mange tilfælde har deltagerne slet ikke læst materialet, eller højst lige skimmet det igennem inden turen, hvorfor der er store huller i den basisviden de kunne have fået af at læse, men hvordan man løser disse udfordringer ved jeg desværre ikke, men tankevækkende er det.

Jeg vil dog fortsat mene, at kundskaber i friluftsliv er noget man får ved egen erfaring og kyndig vejledning, men hovedinitiativet skal komme fra kursisten der skal være interesseret i at lære, og ikke fra en lærer der står ved en tavle og lirer noget stof af, langt fra naturområdet det hele skal foregå i.

Essensen af dette er, at det at lære at begå sig derude i naturen er noget man aktivt skal gå ind i for at lære, efterprøve under flere ture og gennem tiden bygge kundskaber og færdigheder op i takt med at man anskaffer det grej man trives med og som underbygger de ture og de færdigheder man har.

Og vælg så ture efter evne og efter udstyr og pas på jer selv derude!

mandag den 29. september 2014

Friluftsliv!

Et af de smukkeste steder i Sydsverige hvortil jeg vender tilbage igen og igen......

Jeg kom lige til at tænke på, hvad det er der i så mange år har drevet mig ud i naturen, og frem for alt mod de nordiske fjeldregioner. Og hvorfor mon mest i Sverige?

Jeg bliver ofte spurgt: ”Hvorfor vandrer du ikke sydpå? Der er da meget varmere! Hvorfor gider du vandre så meget deroppe hvor det ofte regner om sommeren og er skide koldt? Der er da meget bedre i Alperne! Og der kan man også komme ind og sove i en rigtig seng og få noget ordentligt at spise.

Jeg svarer altid det samme, nemlig at jeg føler mig hjemme og godt tilpas nord for polarcirkelen, hvilket altid fører til hovedrysten, uforstående blikke, og derefter spørgsmålet: ”Hvad med Caminoen?”. Jeg gider næsten ikke svare på det, men vælger altid at være høflig, og gør folk opmærksomme på, at det jo er sydpå og at jeg ikke bryder mig om at sove indendørs på tur eller vandre ad veje, jeg foretrækker jo også områderne udenfor stierne i fjeldet, og sover altid i telt når jeg er der.

Når jeg tænker over det ved jeg faktisk ikke helt selv hvorfor det er polaregnene der trækker, eller hvorfor det var dét, der trak i starten kan jeg måske godt forklare og det kan man læse lidt om i min profil her på bloggen og andre steder, men derfor kunne jeg jo have ændret mening senere.

Jeg har faktisk forsøgt mig med vandringer sydpå, hvor jeg blandt andet har vandre på Kreta, fra Paleochora og østpå ad den gamle æselsti. En udmærket tur jeg foretog i maj måned for en del år siden. Jeg skrev dengang en artikel i det daværende blad ”Adventure World”.

Vinterlejr ved Raslången
Jeg savnede friheden under turene sydpå. Friheden til at kunne telte og overnatte når jeg havde lyst, drikke vandet direkte fra vandløbene, og at kunne færdes overalt, uden hele tiden at støde på veje, bebyggelser, elledninger og andet civiliseret – og så var det for varmt, selv i maj måned hvor jeg var der.

Det med ”det civiliserede” har jeg også et problem med i Norge, så derfor færdes jeg ikke så meget i Norge som i Sverige. Ligesom enhver dansker med respekt for sig selv har et eller andet der kan sejle, ros eller padles, så har enhver nordmand en hytte på fjeldet. De er alle vegne, og nordmændenes enorme udnyttelse af vandkraft (Ja, ja jeg ved godt det også har ødelagt svenske fjeldområder) betyder at der er dæmninger og anlægsveje næsten alle steder i fjeldet. Nordmændene bor jo også i fjeldet, hele Norge er fjeld så selvfølgelig gør de det, og det gør naturligvis, at fjeldet mere er kulturland end ødemark hvilket er anderledes end i Sverige. Her er det kun 10%, af et ellers stort land der er fjeld, og mange af de områder er meget tyndt befolket, og nogle steder slet ikke. Der er mange fristeder i de svenske fjelde og det syntes jeg ikke der er ret mange andre steder, hvis vi lige ser bort fra Grønland som jo er noget helt andet.

Vel er de svenske fjeldområder også på en måde kulturlandskaber. Samerne har jo boet her i århundrede, og har sat deres præg på landskabet i form af offerpladser, fangstgruber, rengærder, sommerlejre og renvokterhytter, men det syntes jeg ligesom er noget andet! Noget der hører til!

Men, vil mange sige: ”Fjeldet er jo lige smukt uanset om der ligger et par huse”! Og det er jo rigtigt nok, men jeg kan ikke abstrahere fra dem. Jeg ser hele tiden husene og overser naturen, og jeg kan ikke vænne mig af med det.

Lejrbålet er også vigtigt
Dette er også medårsag til, at jeg stort set aldrig tager på tur i Danmark, men foretrækker Sydsverige til de ture der ikke går til fjeldet. Nu bor jeg selvfølgelig også i bekvem afstand fra Sverige. Havde jeg boet i Jylland havde situationen måske været en anden, og måske ikke! Men selv i Sydsverige kan jeg bruge megen tid på at finde ruter der mest går i usporet terræn, væk fra veje og stier, og gerne tværs gennem skoven og med lejrpladser ved skovsøer eller vandløb, langt fra huse – eller i hvert fald så jeg ikke kan se husene eller deres oplyste vinduer om aftenen, når solen er gået ned. Men ellers kan jeg sagtens trives på ture i Sydsverige hvor det er let at komme til og fra, hvor skovene er så store og luftige, at de giver plads, ikke er overrendte og derfor er meget velegnede til weekendture og såmænd også til længerevarende ture.

Fjeldområderne er dog fortsat mine foretrukne. Her kan jeg lave ruter helt på tværs af terrænet idet de nordiske fjelde, der jo består af jordens ældste foldekæde, er så tilpas eroderede at de, i modsætning til Alperne, som jo stadig opbygges på grund af de tektoniske bevægelser sydfra, og er stejle og med høje og få pasovergange, er afrundene og letvandrede.

De blødt afrundede nordiske fjelde er således meget velegnede til vandring, og Allemannsretten der fungerer både i Sverige og i Norge, gør det let at færdes derude, uden at skulle tænke på at finde lovlige lejrpladser. Afstanden til civiliserede områder, industri og landbrug betyder også, at vandet i søer og vandløb er rent, så vand behøver jeg heller ikke tænke på at transportere.

På samme måde, altså det med civilisationen, har jeg det med shelterpladser. De burde jo være 'spiselige', men jeg syntes altid pladserne er slidte, og jeg kan ikke lade være med at irritere mig over affald i bålstedet, og skårne inskriptioner på væggene. En overnatning sådan et sted, får jeg ikke meget andet end irritation ud af. Til gengæld er mine medvandrere ofte irriterede over, at jeg står så stejl omkring shelterpladser. Mange kan godt lide dem og syntes de er hyggelige.

Men hvad er det så der trækker derude?
På vej gennem Rienatvággi i Narvikfjeldene
Jeg er ikke sikker på, det, men når jeg er derude ligesom lever jeg på en anden måde, end når jeg er hjemme i bymæssige omgivelser.
Det er således ikke turen der er målet for mig, når jeg drager ud. Det er mere det 'at være derude'. At klare mig med det jeg har, og som jeg har kunne slæbe med i rygsækken, og så have tid nok til pauser og lejrliv, hvor jeg kan nyde at være der i højere grad end selve turen. Derfor er jeg heller ikke interesseret i lange dagsetaper for at komme hurtigt forbi noget jeg ikke når at opleve.

Man kan faktisk blot putte mig i en helikopter og flyve mig ud et sted i fjeldet, sætte mig af og så hente mig igen en måned efter!

Jeg behøver ikke være i bevægelse derude, blot for bevægelsens skyld og jeg tilfredsstilles ikke ved at gå mig træt, eller overvinde strabadserende strækninger. Det sportslige element, hvis man kan kalde det sådan, ansporer mig således ikke, i forhold til at komme ud!

Disse forhold byder naturligvis på udfordringer, i forhold til at være på tur med andre, og især i grupper hvor deltagernes præferencer ofte er anderledes - også selvom det er sagt eller skrevet til deltagerne. Tilsyneladende overser de fleste min fjeldfilosofi, og forventer at jeg er ligesom alle andre, der gerne vil vandre hurtigt og langt hver dag, være godt træt om aftenen, og føle at man har brugt sig selv. Og så må pauserne og tiden i lejr og telt, ikke være så lang at man kommer til at kede sig, eller være for længe alene sammen med sig selv.

Det at være alene med mig selv, eller sammen med ligesindede, er netop grunden til at jeg er derude, og at omgivelserne helst skal leve op til ønsket om, at være 'rigtigt' ude i naturen.

søndag den 28. september 2014

Vandring på kanten af Ábesko nationalpark


Lejr i Gorsavággi
På alle mine fjeldture skal der gerne være elementer af enten stiløst land, eller udforskning af nye rutemuligheder.
Således var det også på turene i sommer, og her kommer beretningen om én af dem.

Vi ligger i lejr ved broen i Gorsavággi, lige på kanten af nationalparken, efter en relativ kort vandring fra Abisko Turiststation, hvortil vi var kommet samme dag, med toget fra København.

Vi ligger fint på pladserne, og har under os Gorsajohkas brusende vand, hvor det fosser gennem slugten under broen.
Udover vandets brusen høres ikke en lyd, det er vindstille og begyndende efterår i fjeldet. Hist og her bryder de gule farver igennem på de lave krogede birketræer, der står her på skovgrænsens yderpost.

Mod vest ser vi ind i Gorsavággi, der ender blindt langt inde ved den lille gletsjer. Eller helt blindt ender den ikke ved jeg, idet et par ruter gør det muligt, ved hjælp af stejle overgange, at nå Björkliden, og en enkelt rute mod sydøst og Ábeskojávri-hytterne. Specielt den sidste har jeg overvejet som en mulig rute i dag, men valget faldt på en anden, der plejer at byde på storslåede udsigter ned over Abisko nationalpark når vejret og sigtbarheden er god - og det ser den ud til at blive i dag.

Morgenen er kølig, solen lurer bag et blygråt skydække mod øst, hvor solen gør ihærdige forsøg på at bryde igennem. Det lykkedes for den mens vi spiser morgenmad, og snart oplyses dalen, vandløbet og broen i en lavtstående sols varme lys.
Det er vindstille, vi kikker på kort og grovplanlægger en vandrestrategi, der skal føre os op og hen mod renvokterhytten på det lille plateau i skovkanten rundt om 'hjørnet'. Njunesgeačhi's nordlige udløber skygger for udsynet, og man skal helt rundt om den, før man kan se ind i dalen. Der er ingen sti så vi går på retningen, og følger konturer og bevoksning hen over højurtsengenes blomsterfrodige stræk, gennem lave pilebuske og over vandløb, mens vi passer på det ultrargønne mos, der altid indikere vand under – vand der ofte er så dybt, at det når over støvlekanten hvis man træder i.

Den røde stiplede linje angiver ruten
Jeg har været her før nogle gange. Det er en flot etape, der ofte byder på en mase dyre- og fugleliv hvis man er alene og stille. Ofte har jeg set elg nede i dalen ved søen og mellem de lave træer der står spredt langs søbredden. I går så nogle fra holdet jærv under en aftentur i højderne. Vi vil vandre lige under fjeldryggen Njunesgeačhi på kanten af nationalparken, helt frem til dalen, Hoigganvággi. I godt vejr med god sigt, er turen altid værd at gå, og udsigten værd at kæmpe for, som alternativ til Kungsleden der fører gennem lavlandets skovklædte landskab.


Det er sjælden vi 'rammer' renvokterhytten på turen, man har altid en tendens til at søge opad i stedet for henad, eller ned hvis ikke der er en naturlig vej, at vandre ad, og det er der ikke her. Små plateauer afløses af skrå partier, hvor det er lettere at gå opad end henad. Udsigten tilbage mod vores lejrplads lokker også til at stige frem for at bøvle med skråningernes buskbeklædte sider. Vi vil gerne se det storslåede landskab oppefra, og den eneste udsigtsretning vi har, er mod vest idet stejle fjeldsider skygger for videre udsyn mod nord og vest.

Gennem lidt for meget krat, op på en skrå travers, når vi rundt om fjeldkanten, og kan se frem i dalen. Vi er naturligvis endt på et meget skråt stykke med irriterende buske hvis grene og rødder tilsyneladende kun er til for at genere vores fremfærd ved hele tiden at gribe efter vore fødder og ankler. Det er varmt og tørt, sveden driver men kampen, der er hård, kæmpes mens vi længere nede kan se, hvor det havde været meget bedre og lettere at gå. Skråt under os længere fremme ses renvokterhytten på plateauet i trægrænsen og længere fremme åbner Abisko-dalen sig ud mod den azurblå sø.
Renvokterhytten under os
Stilheden brydes af fugleskrig, og over os cirkler et musvågepar mod den blå himmel. De må have rede i nærheden, for deres advarselsskrig varsler om stor utilfredshed med vores tilstedeværelse. Vi kan ikke se redestedet, der dog antagelig befinder sig på klippen over os.

Vi maser videre gennem krat og skrå partier ad den sydøstvendte skråning, hvor der er temelig frodigt ind imellem, imponerende farveflor af både små og store urter lyser op mellem buske og sten.

Små kølige bække krydser vores vej, og rinder ad snørklede veje mellem pilerødder og sten, ned mod bunden for at blive forenede i den store sø Ábeskojávri, langt under os, mens vi vandrer videre mod sydvest.
Vi når endelige gennem moradset, og står på det langstrakte plateau, der som en mægtig hylde lige under Njeunesgeachi’s markante topkam, strækker sig helt frem mod passet til søen Boazojávri.

På plateauet
I strålende sol vandrer vi ubesværet videre ad frodige græsenge, mens vi nyder udsigten. Vi kommer hurtigt frem her og finder et fint sted ved et klukkende vandløb, hvor vi daser i solen og spiser frokost.

Vi når vandløbet, der løber ned forbi Ábeskojávri-hytterne i skoven, langt under os. Her ser vi også varderne, der markerer ruten mellem Gorsavággi-hytten og Ábeskojávri-hytterne. Vi krydser over, og tager bestik af det lille pas, der skal fører os over klippeformationen længere fremme. Passet er let forceret ad skiftevis græs- og stenpartier, og snart står vi oppe og ser ned på søen. Hvilken vej rundt skal vi vælge? Går vi højre om er der ingen vandløb der skal passeres, men strækningen er længere end hvis vi går venstre og altså syd om.
Valget falder på den sydlige rute, der ser ud til at være lettest, og vi tager nu retning over mod samelejren, der skimtes i det fjerne. Turen rundt om søen går let nok, selvom der hist og her er krat. Krattet generer ikke så meget, men vi bliver 'sinket' af , at vi hele tiden møder store mængder af blåbær der selvfølgelig skal smages på. De smager herligt! 
Vi når udløbet fra søen og kikker lidt på det, men det ser let ud. Overgangen kan gøres ad en mængde flade sten, og på den anden side holder vi et lille hvil, og drikker af det klare vand.

Nu går turen op forbi samelejren der dog, på denne tid af året er ubeboet. Forbi den finder vi nogle fine teltpladser ved et lille klukkende vandløb og en sø.

Vi er nu på kanten af Hoigganvággi som vi dagen efter skal vandre videre ind i mod vest. Hoigganvággi er delvis markeret med varder, men ruten langs søerne i dalens bund giver sig selv helt ud til den støder på stien mellem Riksgränsen og Unna Allagas.

fredag den 26. september 2014

Ny stil i grej!

Da jeg startede med at fjeldvandre i 1969, var udvalget af udstyr på markedet ikke så stort som det er i dag.

Udstyrsbutikker som vi kender dem i dag, fandtes heller ikke. Man gik ned til en velassorteret sportsforretning, og så udvalget igennem. Her bestod udvalget som regel af rygsække fra Bergans eller Fjällräven, og Ajungilaq soveposer, mens Spejdersport der dengang vist kun lå i København, havde lidt mere, såsom Trangia og nogle avancerede benzinkøkkener fra Coleman etc.

Noget i den stil, bare i bomuld
Jeg lagde ud med et spidstelt jeg havde lånt. Et bomuldstelt med træstænger sammenføjet med messingferruler, der var meget almindeligt på den tid, før nylon blev rigtig populært. Der kom naturligvis vand ind gennem teltdugen når det regnede.

Jeg anskaffede selv en rygsæk. De mest populære populære på den tid var Bergans Viking, der var en rammerygsæk, og så var den orange!

En sovepose skulle jeg også have, og valget dengang faldt på en Ajungilaq Iglo. En tung sag der fyldte en del, men den skulle jo sidde uden på rygsækken på rammen, og temperaturgrænserne gjorde den velegnet til fjeldvandring. Jeg havde den og brugte den i øvrigt i mange år.
Fjällrävens bukser i G1000 væv fandtes også dengang, og sådan et par Grønlandsbukser købte jeg og så måtte det være det! Resten var blot hvad jeg havde af hverdagsting.

Som regntøj anvendte jeg en poncho, og så skal det nævnes, at man dengang gik i gummistøvler i de svenske fjelde, noget man aldrig ville gøre i dag! (For et par år siden mødte jeg dog en svensk far med 2 drenge på vel en 10-12 år, som alle gik i gummistøvler, så nogle hænger stadig ved det gamle. Manden havde naturligvis også en gammel rammerygsæk, så man kunne sagtens udbrede en teori om at han havde fjeldvandret før han blev gift, og nu tog det op sammen med det oprindelige udstyr og sine drenge.)

Jeg havde også en Trangia med spritbrænder, og frysetørret mad fra Blå Bånd, der dengang var førende på det markedet. Ellers var det havregryn og rugbrød og dåseleverpostej.
Vandrer med Fjällräven gyrosæk

Nogle sidder måske allerede nu og ryster på hovedet over, at man overhovedet kunne overleve uden GoreTextøj, og andet fancy high-tech-grej, men jeg overlevede faktisk på utallige fjeldture, helt op i firserne før jeg skiftede rammerygsækken, der godt nok blev skiftet ud med en Fjällräven såkaldt gyrosæk, senere. Med den slags udstyr, og mindst 25 kg på ryggen, har jeg gennemtravet de svenske fjelde fra Abisko i nord og til Kvikkjokk i syd, Kebnekaisefjeldene, Sarek, Padjelanta og også Jämtlandstriangelen ved Sylarma, Helags og Blåhammaren, og Hardangervidda, Jotunheimen og Narvikfjeldene i Norge.
Nogle gange har jeg vandret alene i en måned ad gangen, og op til 500 km på hver tur. Så lange ture gav en startvægt i rygsækken på op over de 30 kg, og noget afkortede dagsetaper de første dage.

Udviklingen på området har naturligvis også haft indflydelse på mit valg af grej op i tiden.
Rammerygsækken blev skiftet ud med en anatomisk rygsæk, først en Lowe, og senere store 110 liter sække fra Gregory, Trippelpoint tøj fra Lowe, der i 80’erne var et stort mærke i Danmark, senere afløst af The North Face hvis gule GoreTex-jakker lyste op både på fjeldet, og i bybilledet, hvor trendsætterer skiltede med en aktiv livsstil, sikkert uden at komme udenfor byportene, men sejt så det ud.
I rigtig mange år var jeg faktisk tilfreds når min rygsæk, kunne komme under de 25 kg til en 2- ugerstur på fjeldet i en 80 liter Gregory sæk.

Det gik jo også i mange år mens jeg stadig var ung og stærk, men efterhånden, og efter jeg fyldte 60 år blev byrden på 25 kg lidt tung, så næste grænse var på 18 kg, og det gik da nogle år.

Jeg troede ikke helt på kombinationen af Ultra Light og holdbarhed. De mange år i fjeldet både, sommer og vinter havde sat sine spor i min bevidsthed. Jeg havde oplevet rigtig dårligt vejr deroppe, og jeg ville gerne, og det vil jeg stadig, være sikker på at mit grej holder, og at jeg kan holde varmen og være tør under alle forhold.
Jeg er stadig ikke sikker på conceptet, men jeg har i sommer testet forskelligt grej i den retning.

De basale ting jeg mener der let kan spares på, selvom det koster nogle kroner, er telt, rygsæk, skaltøj og kogegrej.
Pinquin Surpass titan fra Spejdergear
Det ville så sige, at min benzinbrænder, der er en MSR Simmerlite blev skiftet ud med en Penquin Surpass Titan brænder, købt i Spejdergear, men det fordrede så, at jeg skiftede fra benzin til gas. Dette skift har jeg ikke været så hurtigt med, idet alt mit grej er baseret på benzin; altså ikke kun brænderen, men også min lejrlampe, som bruges på kanoture. Benzin har været let, idet jeg kun behøvede den mindste metalflaske til pumpen og daglig brug, mens reservebeholdningen kunne ligge i rygsækken i plasticflaskerne, der så efter brug, kunne bruges til at opbevare affald i under turen. Nu skulle jeg have metalgasdåser med som fylder det samme, uanset om de er fulde eller tomme. En dims til at punktere dem kan man imidlertid købe i udstyrsbutikkerne, og herefter kan de mases flade. Jeg kan nu skifte til gaslygte til kanoturene, og der bruge de halvtomme gasdåser så der ikke er spild. En ulempe med gas er ofte, at man pludselig har en bunke halv- og kvarttomme dåser liggende. Disse dåser kan også bruges til at fylde en evt gaslighter med, så man får firesæsongas på sin lighter. Dimsen til at fylde lighter fra dåserne, købes også i udstyrsbutikkerne.

Alt i alt kan skiftet godt forsvares på sigt, og er i hvert fald med til at bringe vægten ned. Brænder og gasdåse kan i øvrigt være i en 1,5 l titaniumgryde sammen med lighter, krydderier og andet hvis man pakker omhyggeligt.

Nu skulle jeg bo alene i et lille telt, samt kun lave mad til mig selv, under de to ture så en 1,5 liter gryde var lige i overkanten.

Kogesystemet se nu således ud!
Jagten gik nu ind på en 1 liter titaniumgryde. Der findes en del hvor siderne er højere end bunden er bred, og den slags ville jeg ikke have. Jeg bruger godt nok frysetørret proviant, men jeg syntes det vinder i smag ved at blive varmet ordentligt igennem i en gryde, frem for blot at hælde varmt vand i posen. Skal man koge noget, er et stort bundareal i gryden bedst, så de høje gryder duer ikke til det.
Hos Backpackinglight.dk fandt jeg en velegnet gryde, nemlig en titaniumgryde fra Ewernew – en super gryde jeg er blevet rigtig glad for. Den vejer næsten ingenting, og størrelsen på 1 liter er passende.

Så langt så godt, men nu til soveposen.
Jeg har en Apache fra Western Mountaneering, men det burde kunne gøres lettere og med mindre pakfylde, og her faldt valget på en Yeti Vib 600 også fra Spejdergear. Denne pose vejer 1 kg og fylder sammenpakket 15 x 15 x 32 cm hvilket er noget mindre end Apachen.

Min 80 liter Gregory rygsæk skulle så også udskiftes. Gregoryen er en god rygsæk der sidder perfekt på min ryg, men dens egenvægt er lidt høj. Imidlertid har jeg altid gået efter et godt bæresystem der kan holde rygsækken på plads uden at genere ,mens jeg vandrer så et ultra light bæresystem med tynde skulderstropper og hoftebærebælte, var jeg ikke så interesseret i lige umiddelbart. Jeg ville også være sikker på, at den nye og lettere rygsæk faktisk kunne holde til fjeldbrug, så valget faldt på en Deuter ATC Lite 50+10. Denne rygsæk har et bæresystem der ligner ”almindelige” rygsækkes, men sækken er meget lettere end Gregoryen og vejer 1,5 kg. Ikke ultra light, men en klar reduktion i forhold til Gregoryen.

Så skulle der vælges telt og det er en svær én!
Nordisk Svalbard i Hoigganvággi
Peter i Spejdergear foreslog, at jeg lånte et Nordisk Svalbard som vejer 1,5 kg. Dette lød meget godt, så det kom med på den første tur.

Så blev der pakket, og rygsækkens vægt endte på 14 kg med det hele. Hertil kom naturligvis støvler og det tøj jeg havde på samt vandrestave, et par Italienske Fizan fra Outdoor Rødovre, men alligevel 4 kg under hvad jeg havde med på forrige tur, så noget var der sparet.

Turen grejet blev testet på foregik i området syd og sydvest for Abisko.

Jeg må sige, at alt det nye grej fungerede perfekt undtagen teltet, som jeg vender tilbage til. Jeg skal lige nævne, at jeg også havde skiftet det ret tunge Arcteryx GoreTex skaltøj ud med et par lette Haglöfts bukser og en ditto jakke.
Bukserne holdt fint vandet ude, men jakken regnede det tværs igennem, hvilket betød at jeg tørrede tøj hver nat i 4 nætter i dunsoveposen. Jeg bruger silkelagenpose og soveposen holdt fint til det, men irriterende var det jo alligevel.

Teltet som var et Svalbard fra Nordisk, er et godt telt til en absolut rimelig pris. Det står i selv meget kraftig vind, det er let og hurtigt at slå op, og der er plads nok til én person + grej. Absiset er ikke så stort, og det er en kunst både at have støvler og rygsæk i det Et regnovertræk til rygsækken ville have kunne klare at den lå ude, men det gik. Det der imidlertid ikke passede mig er indgangen som er i enden af teltet. Jeg syntes det er bøvlet at komme ind og ud, men jeg er jo heller ikke så adræt mere. Yngre personer vil sikkert finde det udmærket.

Alt i alt grej der fungerede i det store hele på første testtur, altså bortset fra skaljakken fra Haglöfs!

Men vægten burde kunne komme længere ned så jeg var parat til et sats!

Montane Aero Event pullover
Skaljakken skulle under alle omstændigheder skiftes ud og i min søgen efter en ny og forhåbentlig bedre, faldt jeg over en Montane Aero Event pullover nedsat til 1559 kr., og så i en flot farvekombination. Event havde jeg aldrig før prøvet, så den blev bestilt hjem. Desværre, eller heldigvis, er det jo sådan, at er man inde på en udstyrsside så stopper men ikke – man skal lige kikke om der er noget spændende man ikke kan leve uden. Jeg er ikke bedre end andre, så der blev klikket rundt og også på rygsække!
Nu var jeg jo i gang med de sjove farver, så mit blik faldt på en Klättermusen rygsæk i grøn, Hugin hedder den og vægten var angivet til 950 g, hvilket var lidt mere end den er angivet til på Klättermusens egen website, hvor den angives til 1100 g. 60 liter og nedsat fra 2000 kr til 995 kr! Den røg med i indkøbskurven med et enkelt klik – en tusse kan man altid satse på noget nyt der skal prøves, og Klättermusen plejer jo ikke alt lave noget skidt.

Jakken, eller anorakken er fed og på årets sidste fjeldtur holdt den fint regnen ude og den vejer kun 300 g!
Rygsækken er en sjov én. Der er sparet på en masse for at få vægten ned, men bæresystemet er faktisk super godt og alle mene ting til en efterårstur, inkl. lidt varmt tøj jeg ikke ville have haft med på en sommertur, kunne let være der uden at det var mokket pakket.

Teltet fra forrige tur var blevet skiftet ud til et Helsport Ringstind Light på 1,4 kg. 100 gram lettere end Nordiskteltet, men med indgang i siden, hvilket passede mig meget fint. Ringstind er ligeledes et vindstabilt telt der er let at slå op så det fungerede fint under turen. Også dette telt var venligt udlånt af Spejdergear.

Sidste turs rygsækvægt var så røget ned på 12 kg på trods af det ekstra varme undertøj, hue og vanter. Ret godt syntes jeg!

torsdag den 25. september 2014

Stadig intet spor efter den forsvundne Joey Ravn!


Det er en gåde at der slet intet spor er efter den forsvundne dansker Joey Ravn, der forsvandt i de svenske fjelde den 25. Juli 2012!
Her 2 år efter iværksætter det danske eftersøgningshold atter en eftersøgning efter spor i området.


Lejr ved Irkkajaure
Joey Ravn forsvandt under en kort tur til toppen af det lille fjeld Allak, i det nordlige Sverige tæt på den Norske grænse. Joey der havde vandret et lang strækning af den såkaldte ”Nordkalotleden”, ville den sidste aften han og hans kammerat var på fjeldet, op og tage nogle billeder af udsigten over mod det kendte fjeld Akka.

Joey blev overrasket af tåge der pludselig drev ind over Allaks top og antagelig fuldstændig har spærret hans udsyn. Inden han forlod kammeraten havde de aftalt, at han skulle være tilbage i teltet igen kl. 20:00. Joey havde således ca. 4 timer til rådighed for turen, og altså god tid til den lille tur op på toppen af udsigtspunktet.

Da kammeraten kikker ud af teltet kl. 20, er der tæt tåge og Joey er ikke i sigte. Han søger efter ham ad den vej Joey gik op mod toppen, finder ham ikke, og løber derefter tilbage til Kutjaurehytten der ligger ca. 3 km. fra deres lejr. I hytten er der hyttevært og nødtelefon. Han får hytteværten til at kontakte politiet og melde Joey savnet.

Politiet og fjeldredningstjenesten sender folk ud til stedet, men kan ikke få en helikopter i luften, på grund af tågen, før dagen efter.

Toppen af Allak der fremstår som et plateau med mindre slugter, vandløb og småsøer, er for store dele dækket af sne det år. Vinteren havde været meget snerig, og sommeren ikke varm nok til at al sneen var smeltet her helt inde i juli måned. Var Joey gået på sneen ville de første på toppen have set friske fodspor, men da fodspor i sne hurtigt forsvinder når solen skinner, og da han måske har valgt ikke at gå på den, fandt man ingen spor efter ham der.

Der blev søgt i vandløb, slugter, søer og alt hvad man kunne forestille sig på toppen, men uden at man fandt noget spor af Joey.

Efterfølgende eftersøgte man med mandekæder i fjeldbirkeskoven på Allaks skråninger på 3 sider. Den sidste ender i et letvandret fladt græsklædt sletteområde, der strækker sig helt ind til den Norske grænse ca. 30 km væk mod vest.

Da politiets fjeldredningstjeneste opgav at finde ham efter en uges tid, trådte et dansk eftersøgningshold til ledet af den mig.

Det danske eftersøgningshold koncentrerede sig om området på Allak, og ind over sletten mod den Norske grænse. Et område politiets eftersøgningshold ikke nåede ind i. En teori gik ud på, at Joey, da han mistede orienteringen i tågen, ville forsøge at vandre sig ud af problemet. Går man langt nok i samme retning, vil man nå mennesker kunne hans have været. En metode joey i følge forældrene havde benyttet sig af på en rejse i Tyrkiet. Men nå andre mennesker gør man bare ikke sådan lige i fjeldet, og man risikerer at blive udmattet inden man når så vidt.
Eftersøgningen gav intet resultat og gruppen tog hjem igen med samme resultat som den svenske eftersøgning – helt uden nogen form for spor efter Joey!

En norsk eftersøgning på, og over den Norske grænse, gav samme negative resultat hvilket en svensk eftersøgning året efter i 2013 også gjorde!

Der er naturligvis blevet eftersøgt fra luften med helokoptere, med hunde på landjorden og med dykkere i søer og vandløb, men alt indtil videre uden noget spor eller forklaring på hvorfor eller hvordan Joey er forsvundet.


Ny eftersøgning i 2014
Lejren pakkes ned i tåge
Det er temmelig frustrerende, når man slet ikke finder noget spor efter så storstilede eftersøgninger. Og det på trods af, at man føler at have ledt alle de steder, det er tænkelig muligt at en forsvundet person kan være, i et område som på og omkring Allakfjeldet!

Vi fra det danske hold mente alligevel, at der var nogle uafprøvede teorier. Dels kunne han ligge i et vandløb under sammenfaldet sne, og dels kunne han have været faldet i et stort vandløb, der ligger i eftersøgningsområdets yderste grænse. Vandløbet, Sieberjåkka, havde været gennemset, men en sø, ”Irkkajaure”, på bagsiden af Allak, havde ikke været grundigt eftersøgt, da den ligger udenfor politiets primære efterforskningsområde. Derudover var der en del snefelter der fandtes i sommeren hvor Joey forsvandt, men som her i sommeren 2014 var smeltet bort.

Den 8. August 2014 drager jeg og 3 andre danskere, Susanne Snej, Krister Larsen og Christian Milbo atter til Allak for at lede efter spor! Samtlige deltagere i denne nye eftersøgning er enten gamle kendinge fra sidste hold og dels erfarne fjeldvandrere.

Femkanten viser det primære eftersøgningsområde
Kerneområdet er et femkantet område vest for søen Irkkajaure samt bredderne af vandløbet der løber fra søen og ned i den større elv Sieberjåkkå længere nede.

Området vid Irkkajaure viste sig langt mindre interessant end først antaget idet det er fladt og uden det vi kalder ”dødsfælder”, let at overskue både fra luften og på landjorden. Friske motorcykelspor fra samernes arbejde med deres rener vidnede desuden om, at dette var et område flere mennesker jævnligt færdedes i.

Vandløbet fra Irkkajaure
Mere interessant var en lang klippefyldt strækning af vandløbet, der efter et uheld godt kunne gemme på noget man ikke lige så, med mindre man vandrede langs med det. En plausibel teori kunne være, at Joey havde forsøgt at forcere et vandløb og var faldet og havde skadet sig.

En grundig eftersøgning på begge sider af vandløbet gav dog intet brugbart resultat, ud over fundet af en rød plastikmug, som vi ikke mener Joey havde medbragt, hvorfor den må have tilhørt en anden. Både sommer og vinter færdes der folk i området. Om sommeren på motorcykler og ATV’ere og om vinteren på snescootere. Samerne har deres rensdyr i området og efterår drives der jagt på fuglevildt og om vinteren kører mange rundt på snescootere.

Et par dage efter vores ankomst, fik vi selv så tæt tåge, at vi ikke kunne se noget som helst, men da området var gennemsøgt, valgte vi at se nærmere på det store vandløb Sieberjåkkå. Sieberjåkkå er en rivende strøm, vi havde set på under første eftersøgning, men som stadig ”lurede” som et teoretisk område han kunne være forulykket i, og derefter være blevet skyllet ud, først i søen Kutjaure og derefter måske helt ud i den kæmpestore sø Akkajaure.

Sieberjåkkå
Den nederste del fra Kutjaurehytten og opad, har mange vandfald og fosser. På den tid af året hvor vi var der, nemlig i efteråret er vandstanden moderat, men strømmen stadig rivende, dog uden at det ville være umuligt at vade den i dens brede partier.
Vandløber er imidlertid så fyldt med klipper, at noget der flød ned ville blive fanget og let kunne findes. Hullerne under fosser og vandfald var blevet undersøgt at dykkere tidligere uden resultat, og da vi vandrede længere ud til udmundingen i Kutjaure stod det tydeligt, at intet ville flyde videre fra udmundings sandholmfyldte delta og videre ud i Akkajaure. Alt ville aflejre sig her og ville være blevet fundet enten af eftersøgningsholdene eller af de samer der om sommeren bor ved bredden, og som fisker i søen. Den teori blev således også elimineret.

Deltaet i Kutjaure med sandholmene, hvor Sieberjåkkå flyder ud



I det hele taget er området rundt om Allak temmelig befærdet af samer, lystfiskere og helikopteroverflyvninger. Samerne har adskillig sommerlejre med hytter rundt omkring i området. De fiske i de store søer og en velvandret turistrute fører gennem området og tæt forbi Allak.

Fra starten, og altså lige efter Joey blev meldt forsvundet, var jeg overrasket over at nogen kunne forsvinde i området omkring Allak, og min forundring er ikke blevet mindre, efter at have gennempløjet både Allak og dets omgivelser med stor hjælp fra mine medeftersøgere.

Det underlige er, at der slet ikke er fundet det mindste spor af ham. Vel medbragte han ikke meget på sin tur til toppen, men et kamera, en kikkert, tøj etc. burde ikke kunne forsvinde helt ud i den blå luft.

Det hele er stadig en gåde der måske nu aldrig bliver løst!

onsdag den 24. september 2014

Forsvundet i vildmarken

Den 25. Juli 2012 forlader Joey Ravn sin kammerat, og påbegynder en alenevandring ca. 7 km op mod toppen af det 1250 meter høje Allakfjeld. Joey har valgt en rute langs et vandløb der fører næsten til toppen. Kammeraten kikker efter Joey på vej op langs vandløbet, og går så ind i deres fælles telt.
Han er den sidste der ser Joey! Joey dukker aldrig op igen!

Allaktoppen set fra helikopter
Joey og hans kammerat har vandret ad den markerede og letvandrede Padjelantaleden (leden = rute), fra Kvikkjokk og indtil den krydser Nordkalottleden syd for søen Kutjaure. Her vælger de at vandre videre ad Nordkalottleden. En vandrerute som kammeratens far har anbefalet, idet den er let vandret og godt markeret, og desuden forsynet med hytter med nødtelefoner samt hyttevært i bekvem afstand af hinanden. Ruten er velbesøgt, og man er derfor ikke alene i fjeldet, så længe man holder sig til stien.
Det to venner er i god form, har gået mere end 20 km om dagen, og overnattet i deres telt undervejs langs ruten. Da de når Kutjaure-hytten er det deres næstsidste dag på fjeldet.
De spiser frokost i hytten, og vil nu vandre nogle få kilometer nordpå, og etablere deres sidste lejr der. Næste dag skal de nå frem til Vaisaluokta, cirka 15 kilometer fra deres sidste lejr, hvor båden skal føre dem over søen Akkajáure til Ritsem. Her skal de med bussen til Gällivare, og toget videre hjem til Danmark.

Cirka tre kilometer nord for hytten, telter de ved en bro over et vandløb. Da de har slået lejr er klokken ca 14:30 iflg. kammeraten. Joey er rastløs, og vil gå en aftentur op på toppen af det lille fjeld Allak, som de ligger ved foden af. Planen er at tage de sidste billeder af udsigten oppe fra toppen. Kammeraten vil ikke med, og de aftaler at Joey skal følge vandløbet, der deler sig lige før teltpladsen, og som fører næsten til toppen, og være nede i lejren igen senest kl. 20. Joey forlader lejren alene, godt påklædt og med en lille kikkert og et kamera, men ellers ikke andet på sig.

Kammeraten går i teltet og går ikke ud, men da Joey ikke er tilbage kl. 20, går han ud hvor han opdager det er fuldstændigt tåget, og man ikke kan se mere end få meter frem. Joey er ikke i sigte så han vandrer lidt op langs vandløbet, men uden at finde ham.
Turen fra lejren og til Allaktoppen er ca. 7 kilometer, og tager under 5 timer at vandre frem og tilbage.  Han dukker jo nok op når tågen letter, men 5 timer efter Joey har forladt lejren, er han stadig ikke dukket op, og kammeraten vælger at løbe de tre kilometer tilbage til Kutjaurehytten, og via dens nødtelefon slå alarm! Dette sker kl 21:30.

Kammeraten var naturligvis stærkt berørt af situationen da han nåede frem til hytten, men indvilgede i at gå tilbage til teltet og vente der, i tilfælde af at Joey skulle finde tilbage.
Dagen efter er det stadig tåget om morgenen, og Joey er stadig ikke dukket op.

Kutjaurestugan
Kammeraten er tilbage ved teltet omkring midnat, der er nu tæt tåge på teltpladsen. Torsdag morgen, 5:50, går han fra teltet ned til hytten for at få sat eftersøgningen i gang. Der er ikke tåge på teltpladsen, men det er der stadig oppe på Allak. Eftersøgningen starter omkring middag med helikoptere fra firmaet Fiskflyg; politihelikopteren skulle først flyves til området andetstedsfra. Alle vandrere der kom forbi Kutjaurestugan blev informeret om, at Joey var faret vild i området.

Jeg håber, at denne tekst vil hjælpe, hvis nogen vil starte en frivillig eftersøgning af fjeldet, og ellers kan den i det mindste informere folk om de nærmere omstændigheder ved Joeys forsvinden. Den er selvfølgelig kun skrevet ud fra min hukommelse, så hvis der er nogle uoverensstemmelser imellem hvad jeg siger politiet har gjort og virkeligheden, er dette på ingen måde tilsigtet.

Et par af de vandrere, der også var i Kutjaurehytten om aftenen kommer forbi på deres rute, og vælger at vandre op langs vandløbet for at se efter Joey, men de må opgive og vende om på grund af dårlig sigt.

Tågen lettede ikke lige med det samme, og den bestilte redningshelikopter kunne ikke komme i luften, så bortset fra en kort overflyvning i et øjebliks klarhed mellem tågebankerne, hvor en helikopter fra Fiskflyg foretog en tur over Allaktoppen, startede den egentlige eftersøgning først dagen efter om morgenen.

En større eftersøgningsgruppe med fodfolk og helikoptere, ledet af det svenske politi, indledte en storstilet eftersøgning der blev udvidet, idet meldinger fra familien mente Joey var typen, der hellere vandrede sig ud af en krise, end satte sig og ventede. Joey var en stærk ung mand der kunne vandre langt og sagtens vandre ud af det område politiet eftersøgte i, inden eftersøgningsområdet blev udvidet, men efter mere end 2000 timers forgæves eftersøgning, hvor der intet spor af Joey blev fundet, opgav politiet og eftersøgningen blev indstillet.
Eftersøgningen har været omfattende og effektiv, for eksempel har der har gået en kæde af mænd, med omtrent fem meters mellemrum, ned fra Allak, til den store elv i sydvestlig retning. De har så fulgt elven ned til Kutjaure, er gået langs Kutjaures nordlige bred hvorefter de har fulgt elven på den anden side til Akkajaure (den store sø man kan se halvdelen af på østsiden af kortet) og til sidst er gået langs Akkajaure til et punkt på den anden side af Vaisaluokta.

Hvis Joey lå nede i en af elvene ville han være let at se, da hans bukser og regnjakke er ret lyse i farven, og bunden i elvene er meget mørk.
Samerne er blevet spurgt om diverse grotter, sprækker og lignende steder, hvor Joey kunne sidde fast i området, og der er blevet ledt der.
Området inden for en tyve kilometers radius er faktisk blevet finkæmmet så tæt, at man har fundet et par sko der dog ikke var Joeys.

Jeg sidder i Danmark og følger med i medierne. Jeg er gammel inkarneret fjeldvandrer og har som sådan naturlig interesse for hvad der hænder i fjeldområderne. Jeg har selv være i området der her er tale om et par gange og husker det godt. Først hører jeg forkert, eller måske kan jeg blot ikke forestille mig nogen ”blive” væk omkring Allak og forestiller mig i stedet at der er tale om det det mere end 2000 meter høje Akka hvis forrevne gletsjeromkrandsede toppe er kendt fra Selma Lagerlöfs historie om Nils Holger der på en gås fløj over massivet. På den anden side virkede det ikke særlig sandsynligt at en nybegynder i fjeldet ville begive sig i kast med den klatremæssige mastodont og en nærlæsning bekræftede da også at der var tale om det langt mindre og relativt flade Allak-fjeld.

Kommer man gående langs søerne fra Kutjaurehytten mod nord, går man i en bred dal flankeret af fjeldet mod vest hvor Allak er den nærmeste top og  Muvrratjåhkka og Gasskatjåhkkå mod øst der spærre vejen over mod Akka, men som naturligt leder stien mod nord til den lille samelejr Vaisaluokta ved Akka-søens bred.

Terrænet bag Allak mod vest
Bag Allak er terrænet fladt med god sigt i godt vejr og man kan se helt ind til den norske grænse 25 kilometer mod vest. Alt i alt et letvandret og overskueligt terræn jeg havde vanskeligt ved at forestille mig at man kunne blive ”væk” i og da der på toppen af Allak oven i købet står en radiostation med en mast der rager nogle meter op over terrænet er området rimeligt letorienteret.

Joey interesserede sig ikke meget for kort og kompas men overlod dette til kammeraten og måske derfor medbragte Joey hverken kort eller kompas på sin tur op mod Allak-toppen. Ikke at medbringe kort og kompas på en kort tur som denne er der i og for sig lige så lidt odiøst i som at vandre turen alene. Ikke mange af os fjeldvandrere ville betænke os på at vandre turen op uden noget. Vandløbet førte næsten til toppen og er man lidt årvågen og lægger mærke til omgivelserne er turen op og ned til lejren igen ikke noget der ville kræve betænkeligheder hos en erfaren fjeldvandrer så hvorfor nogen skulle blive væk på den tur var lidt gådefuldt, men det var det jo også at politiets storslåede eftersøgning samt Fiskflygs daglige overflyvninger under deres transporter af lystfiskere ind i området, jo også.

Efter at have kikket en del på kort og lyttet og læst til pressens dækning i Sverige, Norge og Danmark var jeg overbevist om at han var forulykket allerede på vej op fx ved at være gledet og styrtet i elven. Vandløbene deroppe kan godt være temmelig vandfyldte og det havde regnet en del gennem sommeren så det kunne være en mulighed, men hvorfor fandt man så intet spor efter ham?
Jeg spekulerede fortsat over det da en kammerat guidede mig hen på en Facebokside til støtte for eftersøgningen. Her var en masse fyld om håb og ønsker, clairvoyance og andet der praktisk ikke førte til så meget. Nogle familiemedlemmer og kammeratens far havde været oppe og følge eftersøgningen, men da den var afsluttet skete der ikke så meget. Man undrede sig naturligvis over at der ikke var nogen reaktion fra de danske myndigheder, men ellers ikke det store.

Der fostres en teori om at Joey faktisk kan være nået så langt som ind over den norske grænse og altså befinde sig i Norge. Med teorien om at han bare er vandret derudaf i god fart er der en teoretisk mulighed for at han er kommet til Norge, men som terrænet er findes der kun én vej ind fra det flade område bag Allak. Den vej følger stien og ender i Helmobotn. Norsk Folkehjælp samler folk og foretager en grundig eftersøgning af området ned mod Helmobotn, men må afslutte uden at finde det mindste spor af Joey!

På trods af politiets storslåede eftersøgning, så eftesøger politiet efter et sæt fastlagte systemer som folkene i fjeldredningstjenesten er uddannet og trænet i. Lidt lige som brandfolk! Når der bliver slået alarm så tager alle deres udstyr og møder op og derefter eftersøger man som man har trænet hvilket er ret effektivt.
-Men, man tager naturligvis ikke højde for hvordan personen er eller tænker over hvad han kunne have tænkt på som en løsning på sit problem!
Jeg tænkte at jeg som erfaren fjeldvandrer kan være på stedet og sætte mig bedre ind i hvad en fjeldvandrer ville have gjort i situationen og derved agere uden hensyn til organiserede eftersøgningers regler. Selvfølgelig er det klogeste, når man bliver overrasket af så tæt tåge på et sted man ikke kender, at sætte sig ned hvor man er og vente. Vente på at enten tågen letter eller at nogen eftersøger én. Forlade stedet og vandre rundt i tågen bør man aldrig gøre!
Dette er naturligvis lettere sagt end gjort og en nybegynder på sin første fjeldtur kan man ikke fortænke i at gøre anderledes.

Holdet finplanlægger i toget
Tiden går og der er grænser for hvor længe man kan holde sig i live hvis man er faret vild i området, så findes inden for en overskuelig tid skulle han jo så jeg tilbød at samle et hold og drage op på endnu en eftersøgning. Med informationer fra familien om at Joey var en type der hellere handlede end satte sig og ventede i kritiske situationer sammenlagt med hans styrke og kondition fik og til at tro på den teori at han sagtens i tågen kunne have valgt en retning og var vandret derudaf i troen på at går man længe nok møder man noget eller nogen. Dette kunne have ført ham ud over det flade terræn mod den norske grænse. Et terræn man sagtens kan vandre 20 kilometer om dagen i! Det var også det eneste sted han kunne have gået hen uden enten at møde den markerede vandresti eller være kommet ned til et vandløb han ikke kunne forcere, men så formentlig ville have gået ned langs med og derved ende ved Kutjaurehytten! Havde han krydset vandløbet var han kommet ind i et område med stor aktivitet idet samerne arbejdede meres rener i det område! Politiet havde eftersøgt i området ved vandløbet og også i de lave og spredte fjeldbirkeskove rundt om hele Allak.

Facebookgruppen startede en indsamling og pengene væltede ind. DR og TV2 var på pletten og pludselig hold der en DR transmissionvogn med antenne oppe i naboens indkørsel mens TV2’s transmissionsvogn stod i min forhave og der var gang i interviews og transmission fra min stue. Jyllandsposten, Politiken og vore lokale Dagbladet kimede mig ned. Jeg var i Radio 24/7 og en mase andet. God dækning der fik endnu flere penge til at rulle ind, men endnu vigtigere. Joey’s kammerats far meldte sig  som deltager på eftersøgningen og efter det to af mine gamle vildmarkselever fra mine vildmarkshold fra Centralungdomsskolen i Sorø. Vi var nu fire på holdet, men jeg ville gerne have en mere med og spurgte min kammerat Christian Milbo på DR om ikke han ville med. Han mente ikke at han lige kunne få fri, men vi talte så om at han skulle tilbyde sin arbejdsgiver reportager undervejs så hoppede de nok på den og gav ham fri. Selvfølgelig gjorde de det og nu tog sagen fart. Der blev bestilt billetter, lejet bil i Gällivare der skulle køre os og al vores grej inkl. DR’s satellitudstyr der skulle med ud så vi kunne sende ned dagligt til Dr update. TV2 sendte Søren Juhler og en fotograf med på turen op og betalte helikopter helt ud til toppen af Allak hvor de filmede det første hold der blev sat af der mens vi andre fløj ind til en faldefærdig bro over vandløbet mellem Stibokjaure og Gálbejaure ca. 15 kilometer inde i området. Her etablerede vi standlejr der skulle danne base for eftersøgninger sydpå i Padjelanta Nationalpark og ind mod den norske grænse mens det andet hold bevægede sig ind fra Allaktoppen og eftersøgte området undervejs.

I løbet af 4 dage eftersøgte vi mere end 50 kilometer fjeldområde på kryds og tværs. Vi vandrede hver mere end 25 kilometer om dagen med kikkerter og spejdede rundt, undersøgte alle hytter i området, grotter og vandløb, men uden at finde det mindste spor efter Joey. Vi kunne umuligt hav e misset noget. Vejret viste sig fra den bedste side. Det var 20 grader varmt om dagen og solen skinnede fra en skyfri himmel, men intet spor efter Joey.
Vi sendte dagligt med til DR update og til DR4 med informationer og direkte billeder fra vores eftersøgning via satellittelelefon og det fungerede helt fint og folk i Danmark var glade for de løbende informationer der jo desværre ikke var glædelige på anden måde end at vi ikke havde fundet ham forulykket.


Sneen der ellers havde dækket det meste af Allaktoppen og den små søer og vandløb var nu smeltet i varmen og helikopterpiloterne foreslog at vi skulle foretage endnu en eftersøgning deroppe og den nærmeste omgivelser. Vi havde fra starten ellers undgået de steder hvor den svenske meget grundige eftersøgning allerede havde været og også at eftersøge på den norske side hvor et norsk hold dels af frivillige og delas organiseret af det norske politi havde eftersøgt. Dette for ikke t gå den i bedene og spilde kræfter på noget der allerede var eftersøgt i.
Vi konstaterede at han umuligt kunne være vandret mod Norge for selvom han havde taget den retning så kunne selv han ikke vandre hele vejen i løbet af natten. Han og kammeraten havde allerede vandre 20 kilometer med fuld oppakning i løbet af dagen. Det er tåget og man kommer langsomt frem i det kuperede og stenede terræn oppe på Allak og han måtte også forsøge at sove og få fornyet kræfterne. Joey havde ikke spist inden han gik fra lejren og selvom man er ung og stærk skal der energi til at vandre hurtigt selv i let terræn.
Da morgenen gryr og eftersøgningen går i gang er der masser af aktiviteter på Allak og også i luften. Med den gode sigt der er fra slettet og op mod Allak i godt vej han man sagtens se og høre helikoptere på lang afstand og dette ville få enhver der var faret vild til at vende om og tage retning mod aktiviterterne.

Vi flyttede hele vores base til Den Svenske Turistforenings hytte i Vaisaluokta nede i skoven ved bredden af Akkajaure.
Vi blev nu alle sat af på Allaktoppen ved radiolinket og gik i hold på to og to og jeg alen ud i en stjernform og eftersøgte søer, vandløb, grotter og alle de steder man kunne forestille sig nogen var krøbet i ly eller faldet ned, men uden resultat.

Hen ad eftermiddagen trak mørke skyer op fra syd og vi endte med at stå i en mindre snestorm der skulle drive over før vi kunne blive hentet af helikopteren.

Vi havde nu eftersøgt al det vi hjemmefra havde planlagt og lidt til og kunne nu ikke se eller komme på noget sted Joey kunne være, men i området på eller ved Allak kunne vi ikke mere forestille os at han kunne være. Have nået ud af området uden at blive fundet virkede heller ikke sandsynligt. Havde han overlevet tågen, der jo lettede allerede næste morgen ville han uden problemer være kunnet vandret ud af området og ned til de mange vandreruter der ikke lige overses i terrænet og på den måde have fået kontakt med andre mennesker.

Men hvor var han så?
Det svenske politi foretog endnu en eftersøgning, denne gang med hunde, på og omkring Allaktoppen, men uden at finde det mindste spor af Joey!
På nettet i FaceBook gruppen spøger alle mulige og umulige forklaringer og teorier. Nogle efterprøves da alt efter familiens mening skal efterprøves og forståeligt håber alle at Joey dukker op på en eller anden måde. Det sker ikke. Heller ikke da et lille hold i en helikopter flyver ud for at se på et helt specifikt sted han måske kunne være.

Ugerne går og det bliver efterår i Danmark hvilket betyder at det 200 kilometer nord for polarcirkelen bliver vinter. Den første sne falder i området omkring 1. Oktober, efterårsstormene sætter ind og der falder mere sne. Kulden daler ned over området i det tiltagende vintermørke og vandløb og søer begynder at fryse til. Der er endnu intet spor af Joey!

Jeg tænker stadig på Joey og hvad der kan være sket. Jeg kikker på kortet der efterhånden er godt slidt og mine tankebaner vender tilbage til min første indskydelse nemlig at han er forulykket på vej op og ligge skjult et eller andet sted eller at han i tågen har forvildet sig for langt mod syd og er nået til vandløbet Siebokjåhkka som politiet godt nok har søgt langs med uden at finde ham. Men hvis nu han har stået ved det og har hørt stemmer, atv-støj og helikoptere ovre på den anden side hvor samerne arbejdede med deres rener! Har han så taget chancen og har vovet sig ud i vandløbet og vandmasserne har fanget ham og ført ham ned ad og ud i søen Kutjaure? Fra Kutjaure kan man blive ført ud i elven Vuojatådno der føre megen vand med sig og derfra ud i den opdæmmede kraftværkssø Akkajaure!

Efterskrift
At færdes om sommeren i de nordiske fjeldområder er ikke farligt. Vel at mærke så længe man enten holder sig til de markerede ruter eller har oparbejdet en god portion fjelderfaring

Padjelantaleden & Nordkalottleden
Kort over Padjelantaleden
Padjalantaleden (lede= sti) strækker sig 140 kilometer gennem fjeldet mellem samebyerne Kvikkjokk i syd og Ritsem i nord. Ruten er velegnet for mindre erfarne vandrere idet den er vel markeret og der findes overnatningshytter i bekvem afstand fra hinanden. Ruten er desuden letvandret uden de store stigninger og få mindre vanskelige partier.
Fra Kvikkjokk starter ruten gennem frodig fjeldbirkeskov der er rig på elge og stiger jævnt langs med Sareks Nationalpark og ender i Padjalanta Nationalpark ovenfor trægrænsen som den holder sig på det meste af vejen mod nord for at ende i Änonjalmes samelejr hvor en båd fører over til Ritsem.
Nordkalotleden, der er en meget længere rute der fører helt til Finland krydser Padjelantaleden lige før søen Kutjaure og fortsætter under Allak til samebyen Vaisaluokta nogle kilometer vest for Änonjalme og den same båd sejler fra begge steder til Ritsem.

Allak
1250 meter højt fjeld beliggende lige nord for Kutjaurehytten på Nordkalottleden ca. 200 kilometer nord for polarcirkelen og ca. 18 kilometer syd for Akkajaure i svensk Lapland. Stien nedenfor er i omkring 800 moh og der er således ca 7 kilometer og 450 højdemeter fra stien til toppen.

Kutjaure-hytten
Fjeldhytte ejet og drevet af Den Svenske Turistforening.
I hytten kan man overnatte eller holde dagshvil mod betaling. Hytten er bemandet med en såkaldt hyttevært og er udstyret med køjer, tæpper, køkkenfaciliteter og nødtelefon.
Hytten er en i en stor række af fjeldhytter og fjeldstationer der dækker det meste af de svenske fjelde. Et lignende system findes på den norske side.

Ordforklaringer
Leder= sti/rute
Jaure= sø
Stuga= hytte

De 9 fjeldregler
1. Tag ikke på lange ture uden træning
At skulle opgive en tur på halvvejen, fordi du ikke havde den fornødne træning er bare for ærgerligt, og kan også sætte dig i en farlig situation. Du skal derfor have en rimelig god kondition. Træningen kan du gribe an på forskellige måder. Løb, cykling, gymnastik er super konditions- og udholdenhedstræning. Det er også vigtigt, at du træner med dit udstyr. Gå lange ture i kuperet terræn med alt grejet på ryggen. Her får du også de nye støvler gået til. Det er vigtigt du kender dit udstyr og får checket, at det er i orden inden du tager af sted. Er formen i top, har du overskud til at nyde naturen og klare evt. vanskelige situationer.
2. Giv besked om, hvor og hvornår du går, samt hvornår du forventer at være tilbage
Går du fra hytte til hytte kan du give besked om hvor du skal hen. Derved har redningsfolk mulighed for at spore din vej. Det er noget vanskeligere når man er på telttur. Giv familie og venner besked om i hvilket område du vil gå og hvornår de kan forvente dig tilbage igen. Husk i planlægningen at inkludere overliggerdage. Der kan hurtigt opstå forsinkelser.
3. Vis respekt for vejret og vejrmeldingen
I fjeldet kan vejret skifte utroligt hurtigt. Det ene øjeblik skinner solen og ikke en vind rører sig - det næste øjeblik raser snestormen. Uanset vejrmelding skal du være rustet til vejrskift. En frisk vind kombineret med slud eller kulde kan sagtens give forfrysninger. Lyt til vejrmeldingen, hvis du har mulighed for det, eller check den ophængte vejrudsigt på fjeldhytterne. Tag det med i din planlægning, men vær opmærksom på at vejrmeldingen ikke kan give detaljeret varsel for de lokale vejrvariationer. Lad være med at prøve kræfter med naturen, og tag en overliggerdag i stedet. Kendskab til meteorologi kan spare dig for mange overraskelser.
4. Lyt til erfarne fjeldfolk
Før turen kan du få værdifulde oplysninger fra andre vandrere, der har været i området. Hvis du møder folk undervejs på turen, så stop op og få en sludder. Det er hyggeligt, men der er også gode informationer at hente fra vandrerkollegaer, der kommer fra det område du skal igennem, hytteværter eller lokalfolk. De kan fortælle om vandmængden ved næste vad, hytte- og stiforhold, snemængden i passet osv.
5. Vær forberedt på uheld og dårligt vejr - selv på korte ture
Du skal altid medbringe rygsæk med nødvendigt sikkerhedsudstyr: chokolade/energibar, vind - og vandtæt tøj, kort og kompas, plaster/forbinding, kniv, fløjte. Når du ser uvejret nærme sig eller det bliver koldere, bør du skifte tøj eller tage mere tøj på. Det er vigtigt du gør det i tide. Stå med ryggen mod vinden og hjælp andre med at få deres tøj på. En vindsæk kan være en fordel.
6. Husk altid kort og kompas
Det er ikke nok at have kort og kompas med på tur. Du skal også vide hvordan du bruger det. Lær det inden turen. Følg med på kortet også i godt vejr. Så ved du til enhver tid hvor du er, specielt hvis vejret bliver dårligt. Brug evt. kortmappe, så kortet ikke bliver vådt eller flyver fra dig.
7. Gå aldrig alene
Går du alene kan ingen give dig øjeblikkelig hjælp eller få varslet redningsmandskab. Man skal dog ikke være fanatisk. En tur alene i fjeldet kan være en utrolig oplevelse. Giv besked om din rute og hjemkomsttid til venner eller familie, så de kan reagere hvis de ikke hører fra dig.
8. Vend om i tide - det er ingen skam at gå tilbage
På din tur kan der hurtigt opstå kritiske situationer. Ændring af vind og vejr, ulykker eller overvurdering af egne evner. Det er vigtigt at vende om mens tid er, så andre ikke skal sætte livet på spil for at redde dig. Husk at give besked, hvis nogen venter dig. Er det nødvendigt at gå ud i dårligt vejr, er det en fordel hvis du kan starte ud i modvind. Det gør det lettere, hvis det er nødvendigt at vende om.
9. Spar på kræfterne, og søg ly i tide
Lad være med at presse dig selv til det yderste. Du kan hurtigt få brug for overskud, hvis uheldet er ude. I vinterfjeldet skal du f.eks. have kræfter til at grave en snehule. Du bør på turen jævnligt vende dig, for at se om alle er med. I uvejr er det meget vanskeligt at høre nogen råbe. Sørg for at spise og drikke. Får du for lidt bliver du svag og kan miste modet. Under fysisk anstrengelse har du brug for mere væske end du tror.
Kronologi
Uge 31

Søndag aften d. 5 august startede Sofie Gruppen "Eftersøgning af Joey" og allerede dagen efter var vi oppe på lidt over 800 medlemmer. Det er meget flot! Siden da er det gået slag i slag med tilgang af nye medlemmer og nu er vi næsten oppe på 1500 medlemmer og der kommer hele tiden nye til.
Søndag aften melder den erfarne bjergvandrer René Ljunggren sig på banen og tilbyder sin hjælp og ekspertice. René har 40 års erfaring og kender området hvor Joey forsvandt. Af hjertet tak Rene <3


Uge 32

Mandag.
Om aftenen blev der lagt link ind til de Norske og Svenske politikredse og det reagerede vores medlemmer på. Der er både blevet skrevet til det Norske og Svenske politi.
Det danske Justitsministerium fik også et brev.
Samme aften modtog jeg kort og beskrivelse fra Joeys rejsekammerat Ole. Dem kan i se her i arkiver og i filer.

Tirsdag.
Vi har fået fat i vores Norske brødre fra Nordnorge der har meldt ind med deres lokale ekspertice og tilbudt frivilligt at lave en eftersøgning i området der støder op til den Norsk/Svenske grænse tæt på Allak bjergkæden.

René Ljunggren har fået samlet et hold og har fået sponsoreret grej og proviant fra Spejdergear.

Onsdag

Norsk Folkehjelp og frivillige starter eftersøgningen i morgen fredag eller måske allerede i aften.
Citat Kenneth Pettersen:  med folk fra NF Andøy, NF Vesteråle, NF Harstad, NF Narvik, NF Midt-Troms og NF Tromsø. NF Narvik vil starte søk fra Skjomen inn til grensen. Resten vil starte fra Hellesmoboten inn mot grensen. Sådan Norge!!! :-)
Der er også kommet fokus på gruppen her i de Norske medier og der kommer flere og flere norske medlemmer ind på vores gruppe. Tak til jer norske broderfolk.

Torsdag.
Norsk Politi melder ud af de vil starte en eftersøgning nu. Allerede fra om eftermiddagen skulle der være små fly i luften fra Bodø Flyklubb.

Der er blevet oprettet en konto hvor man nu kan bidrage til René Ljunggrens team så de kan komme afsted og lede efter Joey. Se nederst på siden.

Endeligt er der kommet fokus i medierne herhjemme igen og i Norge. Både TV2 nyhederne og Tv2 News og DR update har en super god dækning af Joey sagen. Stort tak til jer :-D

Dorthe har modtaget svar fra sin skrivelse til Justitsministeren. Du kan læse den i Filer.

Hvis man ønsker at deltage i en fjernhealing for Joey vil der også snart være et event for dette. Joey er alene og har brug for at vide vi tænker på ham. Det er der mulighed for her. Joey har altid været nysgerrig og spørgende når det kommer til det spirituelle. Lad os honorere ham og vise vi tænker på ham. Følg med på vores væg <3

Norsk Folkehjelp og frivillige rykker ud her til aften med at søge efter Joey. De regner med at afsøge hele området der støder op til grænsen i retning mod Allak.
Jeg har sms kontakt til Kenneth Pettersen der løbende opdaterer mig og FB gruppen.

Fredag
Norsk Folkehjelp og frivillige går i gang med at søge med hjælp fra ca. 20 mand/kvinder og en 4 til 5 ATV. De har 3 baser fordelt de søger ud fra for at dække området bedst muligt.

Indsamlingen går strygende og rigtigt mange bidrager. Hvor er det fantastisk. Tak!! <3
I skrivende stund er der 6.500 kr. det er meget flot men der er et stykke vej endnu. Mandag morgen tikker der flere bidrag ind når banken åbner for transaktioner. Bliv endelig ved med at bidrage. De bidrag der er modtaget indtil videre bliver overført i weekenden den danske eftersøgningsgruppe.

Lørdag
Der er blevet overført 7.200 kr. til det danske eftersøgningshold der tager afsted søndag middag. De forventes at ankomme til destinationen omkring mandag middag.

Jeg kontakter Missing People i Sverige for at høre om de kan undvære et par frivillige til at passe standlejren for det danske eftersøgningshold.

Søndag
Norsk Folkehjelp og friviliige har nu afsøgt hele området på den norske side og indstiller eftersøgningen. De har været meget grundige. Ingen spor efter Joey.
Tak til jer alle der har brugt mange timer på at lede efter Joey og sovet alt for lidt. Nu skal I have noget velfortjent søvn. Tak for kampen <3

Den danske eftersøgningsgruppen med René Ljunggren i spidsen tog afsted med middagstid. Holdet består i alt af 5 erfarne vandrere. De ankommer ved Allak i morgen ved middagstid.
Skulle der være nogle der gerne vil passe deres standlejer mens de er ude og søge kan I kontakte René på +45 31600978. Det vil være en stor hjælp. Fjelderfaring behøves ikke.

Uge 33

Mandag
Her til morgen har jeg overført penge der er indkommet over weekenden. 10.750 kr. Det vil sige der indtil videre er blevet bidraget med 17.950 kr. Det er rigtigt flot. Tusind tak!! <3 Vi er over halvvejs.

Det danske eftersøgningshold er ankommet til Allak. På grund af den gode plankælgning hjemmefra og på vejen derop kunne de starte eftersøgningen med det samme. Held og lykke i brave svende :-D

Tirsdag
Det er fantastisk at være vidne til den fantastiske opbakning og vilje til at støtte eftersøgningen, pengene hele tiden løber ind. Her til morgen stod der 25.400. Det giver i alt 43.350 kr. De bliver overført med det samme. Tusind tak for I støtter eftersøgningen <3

Onsdag
Endeligt lidt nyt fra eftersøgningsholdet. De har afsøgt 45-50 km og i dag går de lidt nordpå. I følge Christian stopper de ikke før alle muligheder er udtømte. Tak til jer alle 5 I gør et fantastisk stykke arbejde <3
I dag har jeg overført 1820 kr. til eftersøgningsholdet. Jeg modtager nu også bidrag fra Narvik så vore Norske venner har fået hul igennem. Tusind tak!! <3

Torsdag
Idag blev der overført 2700 kr. til eftersøgningsholdet. Vi er nu oppe på 47.870 kr. Af hjertet tak <3 I morgen er atter en dag og mon ikke der fortsat vil komme bidrag ind til kontoen?! Små som store beløb er stadigt meget velkomne.

Der er nyt fra holdet. Som I sikkert kunne se fra nyhedsindslaget på DR Update virker holdet ikke særlige optimiske, og forståeligt nok. De har afsøgt alle de steder hvor det Svenske Politi ikke har været, de har sat sig ind i en Joey tankegang for at kunne spore sig ind på ham, de har været i samtlige fjeldhytter de har mødt på deres vej, uden held.
En god nyhed er dog at holdet fangede en fisk i elven med de bare hænder, hvis de kan, så kan Joey også :-)

I morgen tager hele holdet op på Allak toppen for at afsøge. Meget is er smeltet og og det betyder, at hvis Joey har været uheldig (gud forbyde det) er der større chancer for at finde ham end det Svenske Politi. Dette vil så betyde en afslutning af eftersøgningen og en afklaring for os alle.
Hvis de derimod ikke fiinder ham, er der stadig chance for han er i live :-D
Fredag kan man kalde en skæringsdag og når den går på hæld og holdet er færdige vil vi få besked. Er det en afslutning eller fortsætter håbet?
Puha. Jeg føler med holdet deroppe. Lad os fortsætte med de positive tanker og lad os forstærke håbet om at Joey er i live, at han bliver fundet og snart kommer hjem <3

Fredag
Det danske eftersøgningshold indstiller eftersøgningen af Joey. Som de selv skriver "Alle muligheder er nu udtømte". Det har været en hård omgang for dem for de har gået mange kilometer i svært terræn. For ikke at snakke om den psykiske belastning som også har været en hård omgang. Hvor er det sejt gået!!! Tak til det danske hold <3

Fra vores støtter her i FB gruppen er der mange der fortsat ønsker en aktiv søgning efter Joey.
Hvis det skulle blive aktuelt med en ny søgning, er der tale om en lidt mere utraditionel en af slagsen for hele området er afsøgt ned til mindste græsstrå. Så der skal tænkes anderledes og ud af kassen.
Når eftersøgningsholdet og svensk politis data bliver sammenholdt vil det give et klart billede af hvilke områder der er afsøgt. Mon ikke der bliver lagt et billede af et kort ind over området hvor der er blevet søgt?!
Lige nu slår vi koldt vand i blodet og væbner os med tålmodighed.

I løbet af denne uge har politiet haft dykkere i flere af søerne der er i området. De sidste par dage har der været helikoptere i luften, og i næste uge bliver hundene sat ind.

Lige nu står der lidt over 11.000 kr på støttekontoen som er gået ind torsdag og fredag. Vi må se hvad der kommer ind over weekenden.

Søndag
Hvad blev der af lørdag?! Eftersøgningsholdet er på vej hjem, så ikke så meget at opdatere.

Her til aften lander holdet hjemme hos dem selv. Og her inden for den nærmeste tid vil der blive lavet regnskab over de transportudgifter der har været, og så må vi se om der har været god dækning. Mon ikke der er det ;-) Det har været fantastisk at være vidne til den opbakning der har været for at finde Joey. Endnu en gang tusind tak for jeres bidrag og støtte <3
Så indtil videre har jeg fået besked på at holde de penge der er på kontoen lige nu.

Uge 34

Tirsdag
Mange tanker og teorier er i spil. Hvor er Joey? Området er blevet afsøgt og finkæmmet overalt. Alle muligheder er udtømte. Ingen spor efter Joey overhovedet.

Vi fortsætter derfor indsamlingen til Joeys familie. Det har ikke kun været hårdt psykisk men det har også tæret på det økonomiske. Sammenholdt med Joeys forsvinden syntes det at være en lille detalje i forhold at måske Joey ikke kommer hjem, men hverdagen skal også køre for familien.
Kontoen står stadig åbent for bidrag for dem der ønsker at støtte Joeys familie.

Uge 35

Tirsdag
 8 hundepatruljer gik i gang med at afsøge Allak toppen igen. Nu var alt sneen og isen væk. Hvis Joey var på toppen, så ville han blive fundet. Det blev han ikke, så nu er mysteriet endnu større. Hvor er Joey?


Joey's kammerats beretning

Vandreturen startede i Kvikkjokk og skulle slutte i Vaisaluokta. Vi har fulgt Padjelantaleden under hele turen, bortset fra den sidste del, hvor vi fulgte Nordkallotleden (markeret med rødt på kortet).

Da vi slog lejr onsdag den 25. juli var klokken kun omkring 14:30. Joey, der havde ekstra energi, valgte at begive sig op på Allak-toppen, på højre side af det vandløb der deler sig lige før teltpladsen. Vi havde aftalt, at han skulle være tilbage klokken 20:00. Klokken 20:06 går jeg ud af teltet og opdager at der er tåge kun en 20-30 meter over teltpladsen. Jeg tager straks en kompaskurs i omtrent den samme retning som Joey gik, og går omkring 500 meter, mens jeg kalder på ham. Da jeg ikke er så heldig at komme i kontakt med Joey, vender jeg tilbage til teltet og følger Nordkallotleden tilbage til Kutjaurestugan for at bruge deres nødtelefon til at komme i kontakt med politiet.

Politiet bliver kontaktet 21:30, og der besluttes, at jeg skal overnatte i teltet, hvis nu Joey vender tilbage; og politiet vil samle ressourcer til at sætte en eftersøgning i gang tidligt om morgenen den følgende dag, hvis Joey ikke vender tilbage. Jeg vender tilbage til teltet, og er der omkring midnat, der er nu tæt tåge på teltpladsen. Torsdag morgen, 5:50, går jeg fra teltet ned til hytten for at få sat eftersøgningen i gang. Der er ikke tåge på teltpladsen, men det er der stadig oppe på Allak. Eftersøgningen starter vel omkring middag med helikoptere fra firmaet Fiskflyg; politihelikopteren skulle først flyves til området andetstedsfra. Alle vandrere der kom forbi Kutjaurestugan blev informeret om, at Joey var faret vild i området.

Resten kan i store træk læses i diverse aviser, især Norrbotten-kuriren har meget information om politiets indsats og udviklingen igennem hele forløbet. Der er dog nogle detaljer, jeg ikke mener, de har fået med, og som jeg lige vil fremhæve:

·       ·  der har gået en kæde af mænd, med omtrent fem meters mellemrum, ned fra Allak, til den store elv i sydvestlig retning. De har så fulgt elven ned til Kutjaure, er gået langs Kutjaures nordlige bred hvorefter de har fulgt elven på den anden side til Akkajaure (den store sø man kan se halvdelen af på østsiden af kortet) og til sidst er gået langs Akkajaure til et punkt på den anden side af Vaisaluokta.

·       ·  Hvis Joey lå nede i en af elvene (7-9-13) ville han være let at se, da hans bukser og regnjakke er ret lyse i farven, og bunden i elvene er meget mørk.

·       ·  Samerne er blevet spurgt om diverse grotter, sprækker og lignende steder, hvor Joey kunne sidde fast i området, og der er blevet ledt der.

·       ·  Området inden for en tyve kilometers radius er faktisk blevet finkæmmet så tæt, at man har fundet et par sko.

Jeg håber, at denne tekst vil hjælpe, hvis nogen vil starte en frivillig eftersøgning af fjeldet, og ellers kan den i det mindste informere folk om de nærmere omstændigheder ved Joeys forsvinden. Den er selvfølgelig kun skrevet ud fra min hukommelse, så hvis der er nogle uoverensstemmelser imellem hvad jeg siger politiet har gjort og virkeligheden, er dette på ingen måde tilsigtet.

Med venlig hilsen Joeys ven, Ole