søndag den 30. november 2014

Kano

Nu er det snart tid at planlægge de første kanoture i foråret 2015. Det er næsten altid her om vinteren forårsturene på vandet trækker, og kanoturen er altid sjove og hyggelige.
Den stille padling, lejrlivet, fiskeørnene over søen, og aftenstemningerne ved bålet med god man og vin sammen med hyggelige friluftsfolker noget jeg ser frem til!

Aftenstemning over Immeln
De fleste af mine kanoture foregår på Immeln, eller en af de andre søer derovre i Blekinge på kanten af Skåne. Det er kanovand der er let at komme til uanset om man er i bil, eller med det offentlige.

Man kan starte i én sø og padle videre til de næste, og altså starte og slutte forskellige steder, men har man kun en weekend til rådighed er det måske bedst, at tage en rundtur fra for eksempel Immeln Kanotcenter.

Immeln og de andre søer bliver populært kaldt, 'Sveriges sydligste vildmark'. Det er måske lidt flot sagt! Vildmark er det ikke, men med den ret spredte bebyggelse der er omkring søerne, kan det alligevel godt illudere vildmark  -man kan i hvert fald sagtens finde sig en smuk lejrplads hver after, hvorfra man ikke kan se civilisationen.

I foråret tror jeg vi skal have to weekendture, eller måske skal den ene være fra torsdag eftermiddag så der er en dag ekstra, for når man er ude tre nætter giver det altid en bedre følelse af en lille ferie.
I år havde vi en tur hvor vi satte kanoerne i vandet i Raslången, og afleverede dem igen i Immeln og det var en rigtig god tur.

Måske skal den ene tur være omkring Store Bededag eller Kr. Himmelfartsdag?

Hvis du vil med på kanotur så kontakt mig gerne. Du behøver ikke at have padlet før. Du skal blot have lyst til vildmarkslivet og overnatninger under tarp, i telt eller i hængekøje, og vi øser naturligvis ud af vores erfaringer, så du ikke møder uforberedt op.

Vi slår alle vore ture op på www.outsite.org.

torsdag den 27. november 2014

Nállu - et sted i Kebnekaisefjeldene

Et sted det altid er værd at stikke forbi er Nállu. Stedet under den spektakulære 'Nállu' (Nålen) der tårner sig op, når man vandrer ind i Stuor Reiddavággi fra Visttas i øst, dominerer stedet. Når man kommer ind i midten af Stuor Reiddavággi og befindr sig under Nállu, ser man den ikke mere.
Her midt i dalen hvor Den Svenske Turistforenings hytte 'Nállustugan' ligger smukt mellem vandløbene, hersker en helt speciel stemning, der får én til at vende tilbag  igen og igen.

Nállu set fra øst
Husk, hvis du kan lide at læse bloggen, så klik på 'følg', ovre i højre side og abonner på den! 
Nállu kommer man til enten fra øst, som nævnt, og Visttasvággi eller fra vest og Kungsleden, hvor Stuor Reiddavággi åbner sig ud for Sealgga-hytterne. Stuor Reiddavággi er en af områdets dale der senest slipper sneen om foråret, og ofte ligger der snefelter langt hen på sommeren.

Nállu-hytten
Der er som sådan ikke nogen godt markeret sti gennem Stuor Reiddavággi, men dalens udformning gør at man ikke kan gå forkert. Der er et enkelt vadested før søen Reiddajávri der kan være lidt bøvlet, men stedet er markeret med varder, og ofte kan man komme over uden at blive våd.

Jeg nævner dette vadested først idet de fleste syntes det er en udfordring, lige på kanten af søen som det ligger.
Ser det, eller syntes man det ser helt håbløst ud når man står der, kan man blive på den nordlige bred og vandre ud den vej. Terrænet er det samme som på sydsiden af søen, og der er et par steder hvor man kan være nødsaget til at vade, hvis der er meget vand fra gletsjerne, men det er lette vad.

Reiddajávri tidlig forår
Der kan også være et vad før man kommer til hytterne, nemlig hvor vandløbet, der kommer ned bagom 'Nålen', møder stien. En kæmpestor varde markerer stedet og skulle der være meget vand i det, så man må vade, er det et let vad.

Har man vadet ved søen går det fladt derudaf hele vejen til nedstigningen mod Sealgga-hytterne, kun afbrudt af vandløbet fra Reiddagjetsjeren, der godt kan være vandfuldt, men også det er et let vad.

Jeg har vandret dalen nogle gange i det tidlige forår, sammen med mine ungdomsskoleelever. Med tidlig forår mener jeg fra Sct. Hans og frem, og her har dalen ofte set ud som på billedet. Værst med sne i det tidlige er i de øvre dele, som er fra vadestedet ved søen og ud til nedgangen til Kungsleden ved Sealgga-hytterne. På hele denne strækning er der iøvrigt ingen teltpladser!

På vej mod Sealgga
Fra Visttas og ind til Nállu-hytten kan man godt finde teltpladser. Denne del af dalen ligger lavere og sneen smelter tidligere, men det er ved eller overfor hytterne der er de bedste teltpladser i dalen.

Der er en unik stemning herinde i hjertet af fjeldmassivet og det uanset vejret. Høj himmel og klar sol giver flot udsigt, og man ser dalen i hele dens vælde. De stejle mørke fjeldsider, gletsjerne de glimtende vandløb, og det grønne græs imellem de mange sten. Især i de vestlige dele af dalen er der temmelig stenet, men stenene er flade og ligger fast så de er ikke til megen besvær for vandringen.

I tåge derimod skifter dalen helt karakter og man får en fornemmelse af mystik der peger hen mod Tolkien, mens man vandrer gennem dalen, men ofte er der højere til himlen i midten af dalen ved hytten og de fine teltpladser.

Nállu er et af de steder man skal besøge når man er i området. Stedet giver et unikt billede af fjeldet og er spændende vandring når man kommer fra de brede dale hvorigennem Kungsleden fører.

Du kan læse mere om Kebnekaisefjeldene i min bog 'Kebnekaise'. De fjeldhistorier der bringes her i bloggen findes ikke i bogen, men er tillæg til den.

søndag den 23. november 2014

Visttasvággi

Visttasvággi, både rost for sin skønhed om efteråret, og forbandet om sommeren med alle sine træer, sumpe og myg. 35 kilometer skov mellem Nikkaluokta og Visttas-hytten byder den på, og i de nedre regioner ved Nikkaluokta, endda ret tæt og høj skov.
Man kan måske sammenligne Laddjuvággi, dalen der fører fra Nikakaluokta og til Kebnekaise fjeldstation, og Visttasvággi på den måde, at begge byder på skovvandring blot med den forskel, at Laddjuvággi 'kun' er 18 km.

På vej op i Visttas-deltaet med båd
Husk, hvis du kan lide at læse bloggen, så klik på 'følg', ovre i højre side og abonner på den!
Når man er på fjeldvandring, er man der for at vandre i fjeld og ikke i skov, så 35 kilometer der let bliver vandring på to eller tre dage, er meget tid at bruge i skoven, men skoven har også sin charme trods alt.

Fra bådpladsen er der ikke så høje træer
Vandrer man fra de nedre regioner, og op i fjeldet giver det mening. Vandringen fra Nikkaluokta og nordpå hvor man starter i skoven, der gradvis efterhånden som man kommer frem, bliver lavere og tynder mere og mere ud, indtil man står på trægrænsen ved Visttas-hytten, giver mening den vej. Her går man og ser frem mod det fjeld, man glæder sig til at komme ind i. Man ser det hele åbne sig mere og mere. Udsynet bliver alt bedre og mere spændende jo længere man kommer ind i dalen, og udsynet mod fjeldtoppene bedre og bedre.

Går man den anden vej derimod har man fjeldet og udsigten bag sig, og ser kun træer frem for sig.

Nedre Visttasvággi
Man kan betragte det på denne måde; er man på vej ind i fjeldet er det en god start med fyldt rygsæk at nærme sig fjeldet gradvist, men er man på vej ud, føler man det let som om turen stopper ved trægrænsen, og de 35 kilometer blot bliver transporttid hen til bussen. På samme måde i Laddjuvággi, hvor vi derfor altid tager helikopteren ud fra fjeldstationen.

Fra Visttas-hytten og ud er der bare ikke nogen rutehelikopter, og rekvirerer man en koster det kassen, hvilket er omkring 4500 SEK.

Vil man undgå de tætte nedre regioner i dalen, bestiller man en bådtransport op i Visttas-deltaet, hvorved man sparer cirka 12 kilometers vandring. Båden bestiller man i receptionen i Nikkaluokta, eller på deres website http://www.nikkaluokta.com/.

Hvil i Visttasvággi - fjeldene i baggrunden er Siehtagas
med gletsjeren og Vássačorru til højre
Ellers vandrer man blot tilbage ad landevejen mod Kiruna og drejer fra, hvor skiltet mod Visttas peger ind på stien. Herefter er det blot at følge stien mod nord.

Den eneste hytte i dalen er Visttas-hytten der ligger 35 kilometer fra Nikkaluokta, så man må have telt med for at vandre strækningen. Teltpladser er der imidlertid ikke mange af på ruten, men man kan altid finde plads til et par telte hvis man leder i god tid, inden man vil slå lejr.

Mange steder kan man søge ned mod elven og der finde flotte pladser helt ude ved vandet. Her får man også de flotte udsigter ind over fjeldet.

Unna Visttasčohkka forude
Stien er tydelig overalt og der er broer over alle vandløb, der har nogen betydning.

Gennem skov, der bliver lavere og lavere og mere spredt, snor stien sig snart på tør mark, snart gennem sumpede stræk, over spang og klipper og gennem små vandløb, på sin vej mod Visttas-hytten.

I tørvemoserne er der i sæsonen, hvilket er sidst i august først i september, masser af multebær. Mange steder er der også mængder af blåbær og revling.

Det hele virker på en måde ensformigt, men spændende er det hver gang en ny udsigt åbner sig; kan vi se noget længere fremme? Er hytten der?

Det er den ikke og man vandrer videre ad den veltrampede sti. Længere og længere mod nord
Den gamle kåte ved Vássajohka
kommer man og pludselig åbner skoven sig, og stien drejer. Det går lidt opad og pludselig ser man en gammel samekåte på højen, og man ved at man er ved Vássajohka, der hvor en sti fører op langs vandløbet mod fjeldet ovenover, en sti der kan fører én over i Leavasvággi, læs mere om det her!

Kåten er gammel og desværre temmelig forfalden, og desværre også fyldt med vandreres affald. Ærgerligt for de gamle kåter er mindesmærker over en svunden tid og en gammel kultur, så de burde være bevaret eller i det mindste ikke være misbrugt som affaldsskure!

Stedet omkring kåten er en yndet teltplads. Her er udsigt, gode teltpladser og masser af vand.

Død losunge i Visttasvággi
Man siger at der er både bjørn og los i Visttasvággi!
Bjørn har jeg aldrig set, men den er også et meget sky dyr. Endnu mere sky er los'en og det er vist temmelig få vandrere, der nogensinde har set los i området, men den er her. Vi så én. Desværre en død unge, men det indikerer at los'en er i Visttasvággi.

Elg ser man derimod ofte når man vandre i dalen. Særligt når man vandrer udenfor den mest almindelige og mest befærdede sommertid, og om vinteren hvor bladene ikke skygger for udsynet, men bedst er det når man vandrer alene eller er stille.

Fra kåten er der seks kilometer til Visttas-hytten og fra den åbne plads ved kåten, lukker skoven sig igen om én mens man atter vandrer mod nord ad stien. Hist og her åbner skoven for flotte kik over mod Unna Reiddávággi der flankeret af fjeldene Bálggastákčorru og Reaiddáčohkka, skærer sig skarpt ind i fjeldene mod vest.

Visttas-hytten, Stuor Reiddavággi i baggrunden
En bro fører over Visttasjohka og åbner muligheder for at man kan vandre gennem Unna Reiddavággi, eller op over Njunni til Gaskkasvággi. Broen er relativ ny og betyder at man slipper for det ret risikable vadested, der førhen var over Stuor Reiddajohka for at komme ned til Unna Reiddavággis østlige indgang.

Skoven er atter ret tæt og man ser faktisk kun stien et par kilometer frem, men pludselig drejer stien til venstre og man stå ved Visttas-hytten som man ikke har kunnet se på afstand gemt bag træerne som den er.

Alle disse artikler der bringes her om fjeldområdet omkring Kebnekaise i Svensk Lapland, er nye og har ikke været publiceret før. De findes således ikke i min bog 'Kebnekaise' og er på den måde ekstramateriale. Vil du læse mere om Kebnekaise så køb bogen 'Kebnekaise'!


onsdag den 19. november 2014

Vintervandring

Et af problemerne med vintervandreture er, at man ofte planlægger dem i god tid så alle kan være med. Skal turen foregå i Danmark eller i Sydsverige, ved man aldrig på forhånd om der er sne eller ikke! Og dels er den sne der eventuelt ligger der ofte for dårlig til ski, eller man kan ikke gå på ski under hele ruten, men må bære skiene noget af vejen.

Heste med snesko
Husk, hvis du kan lide at læse bloggen, så klik på 'følg', ovre i højre side og abonner på den!
Ski er heller ikke så praktiske i skovterræn og mellem træernes løse puddersne, og måske kan alle i gruppen slet ikke stå på ski.

Til vandring under disse forhold, er snesko en løsning.
Moderne snesko fylder og vejer ikke mere end, at man sagtens kan have dem på rygsækken. Med snesko kan man komme frem overalt, og snesko er lette lige at spænde på rygsækken hvis der er sne på stedet, eller hvis vejrguderne gennem mediet Anja Fonseca, melder at der er sne på vej.

Vintervandring i Blekinge 2013
I de områder hvor jeg oftest vandrer i Sydsverige, nemlig i grænseområderne Skåne - Blekinge, er man lige netop så meget østpå og så meget højere end terrænet i Danmark, at der oftere er sne her, men sjældent så meget god sne at det er værd at tage ski med, og vil man vandre lidt på kryds og tværs udenfor stierne, er snesko så langt at foretrække.

Da jeg startede med snesko, var de slet ikke til at få i Danmark.
Peter Bang skrev i starten af 80'erne på bogen 'Vinterliv i Fjeldet', og fik i den forbindelse Spejdersport til at hjemkøbe nogle canadiske snesko. Canadierne bruger stadig snesko, og man kan vist stadig købe de originale af træ.

Faktisk har jeg set hækkeløb med snesko under Arctic Wintergames i Iqaluit i Nunavut og i Nuuk i Grønland, men det er en anden historie.

Mine snesko
Spejdersport købte faktisk et antal Huron snesko hjem, men jeg tror faktisk kun de solgte to par til Peter, og resten pynter vel på vægge rundt omkring. De forsvandt i hvert fald fra hylderne, så da jeg skulle bruge et par var de udsolgt.
Efter en gang pub crawl med Peter, lykkedes det imidlertid at købe hans for en billig penge :).

I vore dage vil man nok ikke bruge disse gammeldags snesko, der fylder og vejer en del, og som skal passes og holdes væk fra hunde da besnøringen er af ugarvet læder, og af det samme som de der kødben lavet af hud, man kan købe til sin hund. De skal også lakeres jævnligt lakeres, for ikke at trække vand.

I vore dage, kan man få flere forskellige modeller af snesko i plast og aluminium, og de er mere velegnede og vejer ikke meget.

Medbringer man snesko, er man rustet til såvel de mere eller mindre ryddede skovveje, stierne og også turene ind i mellem træerne, udenfor stier og veje.

Moderne snesko, her fra MSR
Samtidig er man ikke afhængig af, om nogle i gruppen, har eller kan stå på ski, eller på skismøring, der godt kan være en klistret sag, i de temperaturer vi oftest har på vore breddegrader. Og så er snesko lettere at transportere end ski.
Men selvfølgelig skal man investere i snesko!

Med et par snesko, ligger hele vinterperioden åben for én. Vel går det ikke så hurtigt som at køre på ski, men man kommer frem i terrænet, og også inde mellem træer og klipper, i stort set samme tempo som når man vandrer, og det er jo fint for på den måde kan man bruge sommerens rute også om vinteren, og derved få anderledes oplevelser og synsindtryk på de kendte ruter.

tirsdag den 18. november 2014

De kommende vinterture

Nu nærmer vi os december. Måneden hvor de fleste af os håber på hvid jul. Den hvide jul der næsten aldrig rammer Danmark, men som vi alligevel har forhåbninger om i denne årets mørkeste måned.
Når sneen og frosten dækker landet bliver himlen klar, og sneen får landskabet til at lyse op, og fortrænger den mørke triste og regnfulde vinter, vi eller de fleste år må leve med.

Hygge ved bålet i vintercampen
Det er i denne triste vintertid vi drømmer om forår, og flotte ture i den lysegrønne bøgeskov. Lejren med det knitrende bål ved søbredden, eller udsigten fra shelteret vi har valgt til at overnatte i.

Men, er vinteren nu så slem, eller gør vi den værre end den er, hvorved vi afskærer os selv fra nogle gode friluftsoplevelser derude?

Flere tænker sikkert, at om vinteren kan man ikke overnatte ude. Der skal man have en varm hytte med brændeovn eller pejs, for at det er sjovt!

Selv syntes jeg vinteren er en fin tid at tage på tur i, og det hvad enten der er sne eller ikke. Snelandskabet er selvfølgelig mere vinterligt og hyggeligere at være på tur i, men på vore breddegrader er det ofte sådan, at der enten er for lidt sne til ski, og for meget til at vandre, men det klares let ved at sætte de daglige etaper ned. Det bliver de alligevel, da dagene på denne årstid er så korte som de er, og et af vinterturens vigtigste elementer er lejrlivet.

Der er ofte ikke mere sne end at man sagtens kan vandre
Lejrlivet er vigtigt på den måde, at der skal etableres en ordentlig lejr hver dag, så de lange aftener bliver til at holde ud. Der skal være bål, masser af bål, der kan lyse op og give varmen, så man kan sidde ude og nyde aftenen. Det er ved bålet, de gode og sjove historier fra tidligere ture bliver fortalt. Det er her man samles om aftensmaden og hygger efter dagens vandring.

Jeg plejer at springe december over som turmåned. I december er der så meget andet, men fra januar bliver der tid igen.

I tidligere tider havde vi faktisk en nytårstradition, med årets første tur i den første weekend efter nytår. Disse ture gik altid til Sydsverige, og vi havde ofte folk med fra hele landet, hvilket var rigtig hyggeligt.

Nytårsturen er en saga blot, ingen tager initiativ til dem mere, men senere i januar kan vi altid samle et hold af friske vandrere.

Jeg vil i de næste dage skrive lidt mere om vinterture og forhåbentlig inspirere andre til at tage med!

lørdag den 15. november 2014

Rapporten, 'Til gavn for Grønland'

Grønlands naturressourcer - Udvalget for samfundsgavnlig udnyttelse af Grønlands Naturressourcer

Rapporten, der er nævnt i Martin Breums bog 'Balladen om Grønland', og som er et essentielt skrift i forståelsen af de debatter, der i forhold til Grønlands mulige indtjening og eventuelle løsrivelse fra rigsfællesskabet, kører i Grønland for tiden.

Tankerne er specielt Aleqa Hammonds i forbindelse med hendes udtalelse:  Jeg ser gerne Grønland som selvstændigt nation i min levetid'.

Rapporten belyser de faktisk forhold og muligheder omkring minedrift og olieudvinding, og hvilke indtjeningsmuligheder Grønland kan forvente, og om det er tilstrækkeligt til at kunne undvære bloktilskudet fra Danmark.

Rapporten kan hentes her: http://nyheder.ku.dk/groenlands-naturressourcer/rapportogbaggrundspapir/Til_gavn_for_Gr_nland.pdf

Boganmelselde - Martin Breum, 'Balladen om Grønland'

Næsten alle danskere kender nogen der er i familie med nogen, der har tilknytning til Grønland, eller har selv tilknytning til Grønland enten familie-, vennemæssigt eller ved at have arbejdet deroppe, og de fleste danskere har en mening om grønlandske forhold.

Hvordan ser Grønlands fremtid ud?
Skal rigsfællesskabet med Danmark bestå, eller har den 47 årige Aleqa Hammonds vision om et selvstændigt Grønland 'i min levetid', sat uudslettelige spor i befolkningen?

Hvem er grønlænder? Er man grønlænder når man er født i Grønland, eller skal man også beherske det grønlandske sprog til fulde, for at være det? Hvad med alle de grønlændere der har dansk far eller mor, men som er født i Grønland?

Der er mange spørgsmål der trænger sig på, for det grønlandske samfund. Hvad ender det med?

Bogen er delt op i 2 dele, startende med en interviewrejse blandt Grønlands politiske ledere, fiskere skolelærere og intellektuelle.
Anden del handler om politik, om minerne og olieboringerne, visionerne og drømmene.

Bogen giver således også et indblik i forholdene i Grønland, ikke mindst i bygderne på kysten, og i hvad grønlænderne tænker og føler i forhold til Danmark, og de markante ændringer et liv med minedrift og olieboringer vil føre med sig.

Hvordan vil eventuelle udenlandske investorer reagere på en forcering af selvstændigheden, og de risici økonomisk der vil være ved det?

Det er mange spørgsmål der tårner sig op over det nye grønlandske selvstyreparlament, men også spørgsmål der vedrører Danmark, og hvis Grønland begynder at sælge uran, hele verdenssamfundet og aftalerne om 'Nuklear ikke spredning'.

I bogen forsøger Martin Breum at belyse problematikkerne fra begge sider.

Ganske interessant læsning der svarer på nogle spørgsmål, men åbner for andre.

Fakta
Forfatter: Martin Breum
Sprog: Dansk
Forlag: Gyldendal
Sideantal: 248
Indbinding: Hæftet
ISBN: 978-87-02-15755-0
Pris: 249,95

fredag den 14. november 2014

Hoigganvággi - Valffojávrrit, Svensk Lapland

Solens stråler fejer lavt gennem dalen, varmer teltet op og sender lange skygger mod vest. Vi kryber langsomt ud af teltene, spejder mod himlen, der stadig er mest blå, men skyer har sneget sig lidt ind på os. Det er stille, ingen vind, men køligt mens vi spiser morgenmad.

Vi får pakket lejren sammen og får rygsækkene på mens vi spejder opad fjeldsiden mod syd. Vi skal op i kløften langs vandløbet, og hvad der venter os derinde ved vi ikke. Jeg har været igennem fjeldet før, men ikke ad denne rute.

Historien er fortsat fra første afsnit som du finder her!

Husk, hvis du kan lide at læse bloggen, så klik på 'følg', ovre i højre side og abonner på den!
Opstigning i passet
Den første bakke man ser, er aldrig den sidste i
Ruten, se oversigtskortet i foregående artikel
fjeldet. Bagved ligger altid mindst en til, og vi fortsætter opad. Men så pludselig er vi oppe og holder et lille hvil ved vandløbet, sidder på nogle store blokke og nyder udsigten ned i dalen bag os, og retter på rygsækkene.
Vi er nu oppe i cirka 1100 moh, og altså en stigning på 300 højdemeter fra vores lejr i Hoigganvággi.

Gearbeljávri
Nu går det relativt ligeud og fladt i stenet terræn, videre ind i området. Vi følger vandløbet frem forbi Jorba Gearbil's sider, og kommer frem til  Gearbeljávri. Vi fortsætte vest om søen og tager retning mod vandløbet, der løber fra den, i dens sydlige ende.

Først skal vi lige krydse vandløbet foran os. Det løber gennem et grønt område der indikerer megen vand, men på afstand kan vi ikke rigtig bedømme, hvor meget vand der er i selve vandløbet. Mon vi allerede skal vade?

Himlen er blevet mere overskyet, men det regner ikke og det er stadig lunt.

Vandløbet i det grønne område
Vi kommer frem til vandløbet, og der er ikke mere vand end vi sagtens kan gå tørskoet over det.
Det er et spændende terræn vi er kommet ind i, og når vi ser os omkring er der flere muligheder, for at krydse igennem det. Jeg har tidligere gået igennem ad en vej rundt om Gearbeljávri, og har krydset ind mellem de mange småsøer ved Unna Doaresoaivi, men det gav mig problemer med vandløbene ved søen 835, længere nede.
Det burde være lettere at krydse ved rasthytten ved Valfojåkka, så derfor havde jeg denne gang valgt den her omtalte rute.

Vi fortsætter nu over et bredt fladt stræk, frem mod endnu en opstigning.

Vi kommer let op, og kan snart se fremad og over den norske grænse mod Storsteinsfjellet, langt ude i horisonten. Skyerne er ved at trække sammen over os. Blygrå og tunge ligger de og lurer, og bliver tættere og tættere. Det ser ud til regn.

Snefanen i kløften
Nu har det nærmest slet ikke regnet i fjeldområdet hele sommeren. Den forrige tur jeg var på, i næsten samme område, havde budt på mellem 20 og 25 graders varme og skyfri himmel under hele turen, der varede i 13 dage, men nu skulle regnen åbenbart komme, og det mens vi vandrede rundt heroppe uden for stierne, og uden at vi vidste hvad der ventede os i dalbunden, længere nede ved Valffojohkka.

Vi holder frokost på en sydvendt skråning, lidt i læ for den vind der altid kommer før et regnvejr. Vi har udsigt ned mod vadestederne nede mellem søerne, og er lidt spændte på om vi kan komme over.

Jeff på vej gennem kløften
Vi går ned gennem en lille smal kløft, hvori der stadig ligger rester af sidste vinters sne. En mægtig dynge ligger på den ene side, og så meget er der at det nok ikke smelter, før den nye sne kommer.

Nede ved vadestedet ser det ikke for godt ud. Der er meget vand, og det bevægeer sig hurtigt. Her kommer vi ikke over!

Landskabet er ellers flot, klippefyldt og svært overskueligt, idet hele dalen nærmest er en kløft, hvor vandet fosser ned i små søer, for så at samle sig i enden, og løbe en etage længere ned, til en ny lille sø eller bassin.

Den her kommer vi ikke over
Vandet kommer inde fra gletsjerne på den norske side, fra Beatnatčorru og Oallačohkka's vældige massiver der har store ismasser på østsiderne. Vi kan ikke se fjeldene derinde. De nærmeste fjeldsider skygger for udsynet.

Vi kan se stien på den anden side af søerne. Som et lyst bånd, snor den sig ned langs søerne. En sti går også på vores side, og et spor fører ned til det første vadested. Vi ser på det, men bestemmer os for at det ikke går, og vandrer videre ned langs vandløbet.

Hylden
Regnen kommer, og vi stopper for at tage regntøj på. Det siler stille ned, mens vi ser på næste vadested, men der er endnu mere vand i et meget smallere løb, så det tår vi ikke gå ud i.

Fra en høj ser vi at det hele flader ud længere nede, hvor vandet breder sig ud, og det ser lovende ud.
Lidt klatring


 Nu var det ikke sådan lige, at vandre langs søen, og hen til vadestedet. På den første strækning, gik klippen lodret ned mod vandet, så først gik det hen ad en hylde, og dernæst var der lidt klatring, for at komme forbi en pynt, og op hvor det var muligt at gå videre langs søen - noget bøvlet, men ellers fint nok, da først vi var oppe.

Udsigten fra højen er i øvrigt formidabel, selv i regnvejr, for det regner stadig en smule, og det ser himlens blygrå skydække ikke ud til at stoppe med. Vi skal altså vade det der vandløb i regnvejr for komme over. Uden at vade tror vi ikke på vi kan komme over.

På dalens modsatte side står rasthytten Valfojåkkå og ser indbydende ud, men det gør vandet der spærre os vejen derover ikke så vi må videre ned til det brede stykke.

Ad stien i regnvejr
Det regner stadig da vi sidder og ser ud over det vadested vi har valgt, mens vi tager vadeskoene på. Vandet er koldt, men der er ikke så meget fart på det her og det er ikke ret dybt. Til gengæld er det bredt, stenene er glatte, og det gælder om at holde tungen lige i munden, og ikke falde, men over kommer vi og kan nu fortsætte ad stien, ned mod Unna Allakas.

Over for Sjangeligruvans faldefærdige og forladte bygninger telter vi i øsende regn, men vi er kommet gennem fjeldområdet, ad en spændende og flot rute, man sagtens kan bruge igen.

Nyt nummer af Tidsskriftet Grønland er nu på gaden.
Tidsskriftet Grønland udgives af 'Det Grønlandske Selskab', og for at få bladet skal man være medlem af selskabet.

Har man interesse i grønlandske forhold, er det et godt medie og en interessant forening at være medlem af.

En smagsprøve på bladet kan ses her: http://issuu.com/greenland/docs/tg-3-2014-isuu

Nærværende nummers indholdsfortegnelse ses på illustrationen.

Specielt i dette nummer finder jeg første artikel, om 'hvornår og hvordan den grønlandske iskappe blev dannet' interessant, men også artiklen om Kolonialisme og forsoning er jo oppe i tiden efter den senere tids debat om Grønlands regering.

Den sidste artikel om 'mission og handel' er også interessant
ligesom den om 'Fair embedsmandslogik eller magtspil'.

torsdag den 13. november 2014

Hoigganvággi i svensk Lapland

Hoigganvággi, denne underlige dal der fører tværs igennem fjeldet fra Gamavággi, og over til Stuor Gerbil ved den norske grænse. En høj dal man skal vandre op til i begge ender, og som har et helt unikt terræn i forhold til andre dale i området.
Vandløb der krydses i Gamavággi
Husk, hvis du kan lide at læse bloggen, så klik på 'følg', ovre i højre side og abonner på den!

Hoigganvággi er bred, med relativt lave fjelde på
Hoigganvággi og ruten over fjeldet
begge flanker, og i sommersolen er den lys og venlig, omend den er ret stenet og småkuperet. Stien der fører igennem, er imidlertid meget letvandret.
Et vandløb løber gennem hele dalen og igennem en mængde store og små søer, der ligger som perler på en snor.
Et enkelt sted er den dog 'tør', nemlig ved vanddeleren der er dalens højeste punkt, hvor vandet begynder at løbe den anden vej, ned mod Stuor Gerbil rasthytte.

Den stenede, men spændende Hoigganvággi
På vores tur kom vi ned i dalen fra søen 802, via fjeldkammen Njunesgeahči, på kanten af Abisko nationalpark. Vi havde vandret kammen fra Gorsavággi-broen og frem til søen, for at finde teltpadser udenfor nationalparken. I Abisko nationalpark må man nemlig kun telte to steder, ved Nissonjohka og ved Abiskojaure-hytterne.

Under vandringen fra vores teltplads og hen mod dalbunden, hvor en utydelig sti fører ind langs søerne mod vest, ser vi tydeligt dalens særegne natur. Den ligner nærmest et månelandskab med sten strøet tilfældigt over det hele, og ret sparsom bevoksning de fleste steder. Der er ellers ikke tørt i dalen. Mange små klukkende vandløb løber på kryds og tværs, i deres bestræbelser på at blive forenet med hovedvandløbet længere nede, men alligevel virker dalen på en eller anden måde gold.

Hoigganjávri og fjeldet Beatnatčorru i Norge
Måske skyldes det et meget tyndt og udvasket jordlag, der gør det vanskeligt for planterne at få rodfæste og suge næring eller måske den sene snesmeltning herinde, men særlig frodigt er her ikke.

For mig har Hoigganvággi imidlertid altid været en af områdets mest spændende dale, men måske er det fordi den ligger som den gør, utilgængelig for andre en teltere, langt fra hytterne.
Man møder ikke mange herinde og i sommeren '14 så vi kun to andre vandrere på vores vej fra søen og hen til vanddeleren hvor vi teltede.

Der er masser af teltmuligheder i hele dalen, men er man flere telte skal man kikke sig omkring hvis man vil ligge samlet.

I dalen er der nogle få vandløb der i vandrige perioder godt kan føre megen vand med sig, men noget egentlig vad er der ikke i dalen. Man kan næsten altid kommer tørskoet over på sten gennem strømmen.
Lejr ved Jorba Gearbil
Der er kun to markante fjeldformationer i dalen. Jorba Gearbil ligger som en markant lille top i dalens sydvestlige side og langt inde mod nord ser man gletsjerne på Gorsačohkkas sydvendte sider.

Vi skulle ikke hele vejen igennem dalen, men videre mod syd fra vanddeleren dagen efter så vi teltede på det tørre sykke under Jorba Gearbil ved en lille sø og vandløbet der løber ned fra søen 1080 mellem Stuor Gearbil og Jorba Gearbil.

Hvordan det gik videre frem herfra får I at læse i morgen. Herfra går det nemlig i helt stiløst terræn videre mod den norske grænse.

Læs 2. del her!


Boganmeldelse - Weekendvandra i Skåne

Når vi taler om friluftsliv og ture, er det næsten altid med telt- eller anden overnatning for øje, hvad enten det er på markerede ruter, eller på kryds og tværs i naturen.

Mange af os tager til Sverige og nyder Allemannsretten, der giver os mulighed for at campere hvor vil vil, eventuel lave bål og leve det primitive liv midt ude i naturen.

Mange af os har sikkert haft svært ved at få kæresten med, og det uanset om kæresten eller ægtefællen er en mand eller kvinde.

Det er for primitivt, jeg skal have mit daglige bad og et rigtigt toilet - ikke noget med at sidde ude i skoven med bar røv, og blive ædt af myg! Og det der frysetørrede mad ser altså ulækket ud!

Mange kender sikkert disse udtalelser, i hvert fald de første gange vi har foreslået noget så formasteligt, som en telt- eller sheltertur i Sverige.

Man vil jo gerne have lokket partneren ud på ture. Måske skal man prøve lidt blidt først.

Hvad med en weekendvandring med overnatninger indendørs, med gode middage og alle moderne bekvemmeligheder i naturskønne omgivelser? Hotel- eller kroværelset der venter for enden af en lang dagsvandring med let oppakning?

Eller hvad med en kæresteweekend i Skåne, med flotte vandreture og kroovernatninger undervejs?

Bogen 'Weekendvandrature i Skåne beskriver 13 vandreture i Skåne der alle er baseret på luksusovernatninger og god mad.

Drakmöllans gårdhotel
Hvad med 'En vandring i sagaernes verden' sammen med kæresten. Gennem bøgeskov og bølgende hedestrækninger i Drakamällans Neturreservat, med overnatning på Drakamällans gårdhotel?

Drakmöllans gårdhotel ligger idyllisk, og har en super standard.

 En vandretur på i alt 20,5 kilometer, fordelt som 13 km om lørdagen og 7,5 om søndagen, og med en herlig overnatning og god mad lørdag.

Eller hvad med en tur ved Hovs Haller på Skånes
Hotel Hovshallar
vestkyst, med vandring langs vandet på klipper og langs smukke haver i et meget varieret landskab, og med en vandring der i sværhedsgrad kan tilfredsstille de fleste.

23,5 kilometer fordelt som 15+8,5. Lige tilpas til en weekend med en super overnatning på hotel Hovshallar.

Bogen er rigt illustreret med kort og billeder over de skønne turforslag, hvor der er noget for enhver smag og ture til mange weekends, og mon ikke partneren er blevet mør på en telttur efter de første 4-5 ture med luksusovernatninger?

I bogen finder du alt hvad du behøver for at planlægge og gennemføre en forførende weekendtur.
Du finder detaljerede turforslag med seværdigheder, kultur, natur og historie.
Fakta om gårdhoteller, gæstgiverier og slotte.
Vejbeskrivelser og information om offentlig trafik så du let kan finde frem.

Fakta
Forfatter: Pelle Estborn
Sprog: Svensk
ISBN: 9789197818179
Forlag: Calazo
Sideantal: 213
Format:12,5 X 18 cm
Pris: 258 SEK
www.calazo.se

onsdag den 12. november 2014

Goavddis - den samiske shamantromme

Troldtromme, runebomme shamantromme.
Den har mange navne, men det er shamanen, eller medicinmandens tromme som relaterer sig til samernes oprindelige religion. Den samiske shaman kaldet Noaide.
Noaiderne var vigtige personer i samernes liv før 1700'tallet idet han var forbindelsesled mellem menneskene og guderne.

Figurerne, eller nogle lignende, på planchen til højre har mange, der har været i Lapland sikkert set, og nogle har måske undret sig over hvilken betydning de har.

Figurerne hører til noaidens tromme. Trommen er framstillet som en træramme med et udspændt skind, hvorpå der er malet forskellige tegn. Tegnene, eller figurerne kan ligne dem på planchen, men kan ellers se meget forskellige ud, alt efter hvorfra trommen stammer.

I 1700'tallet forbød man den oprindelige samiske religion, og trommerne blev samlet sammen. Det kristne Sverige ville ikke være ved den afgudsdyrkelse, som man betragtede den oprindelige religion som.
Samerne blev kristne, men nogle af trommerne fandt statens mænd aldrig, og i dag findes der cirka 70 originale trommer, der alle er på museer.

Noaiden
Der var stor forskel på kvinder og mænds religion, idet ritualerne og gudeverdenen fordeltes mellem kønnene, og kun mændene spillede en vigtig rolle ved de religiøse ceremonier. Nogle mænd der havde særlig indsigt, var specialister eller rådgivere i forhold til guderne, og kaldes derfor Noaider. Som nævnt var noaidernes opgave, at skabe forbindelse til gudeverdenen.

At være noaide var et kald, og ikke noget man blev uddannet til. For eksempel kunne man blive 'kaldet' i teenagealderen, hvor man første gang stiftede bekendskab med og blev indviet i det overnaturlige, og måske fik personlig kontakt til de hjælpeånder, som skulle bistå ham i hans opgave.

Hjælpeånder fandtes i dyreverdenen, og kunne for eksempel være en fugl, en fisk eller en rentyr.

Når Noaiden trommede på sin tromme endte han med at gå i trance, og derunder få forbindelse med guderne.

Noaiden havde også andre opgaver. Han var så at sige klanens 'kloge mand', og var vogter af traditionerne, men også fornyer af dem, så de passede til tiden og omgivelserne.
Han var også medicinmanden, der kunne diagnosticere lidelser og ordinere urtemedicin, og var derfor kyndig i planter og andets helbredende virkning.

Blandt ikke-samer betragtedes noaiden som en troldmand med mystiske kræfter, som han også kunne nedkalde over andre, hvorfor folk var bange for ham. Det kan ikke udelukkes, at nogle også anvendte den magt til at få sin vilje igennem eller for egen vinding skyld.

Trommen
Trommen var ikke noget musikinstrument, men et hjælpemiddel der hjalp noaiden. Lyden hjalp noaiden med at komme i trance, og derved føre ham til gudernes verden, til dødsriget eller til fjerne lande, som han kunne søge indsigt og viden i.

Det var kun gennem trancen han kunne få forbindelse til den anden virkelighed, der som nævnt for eksempel dødsriget eller gudernes verden.

Trommeskindets billeder eller figurer udgjorde en slags kort over universet, og ved hjælp af hans trommen flyttede sig en lille brik rundt på skindet. Hvor den gik hen forudså for eksempel jagt og fiskelykke, og hvilke guder som krævede offer for at trommens spådom skulle gå i opfyldelse.

Selve trommen var hellig, og den kunne man ikke bare flytte rundt med. Skulle den flyttes, skulle den føres ad forudbestemte veje. Ernst Manker nævner Basstavággi i Sarek som en af de dale den kunne transporteres igennem, men alle havde deres egne bestemte og godkendte veje.

Trommens univers
De forskellige billeder og symboler trommen kunne være malet med, og her var der stor variation fra klan til klan og fra egn til egn, giver en unikt billede af den samiske kultur. Billederne giver både et indtryk af natur og kultur, og i det hele taget af samernes verdensopfattelse.
Der findes boliger, forrådshuse, byttedyr og meget andet der var vigtigt i den samiske hverdag.

Solen var central og en meget vigtig figur, der ofte tegnedes i midten af trommen. Stjerner har sikkert haft betydning for samernes orienteringsevne, men afbildes sjældent.

Renen er central i samernes liv, og således også på trommen og er let genkendelig.

Bjørnen har sin helt egen historie, og plads på trommen. Bjørnen havde en særstilling idet den var stærk og farlig, og repræsenterede en kraft som man gerne ville have overført til sig selv.

Elgen var ikke kun et vigtigt jagtbytte, men forekom også i sin egenskab af et af samernes stjernebilleder.

Ulven havde man ikke så stor respekt for, som man havde af bjørnen. Man kunne ikke spise kødet. Bjørnens kød var derimod eftertragtet. Ulven betragtedes mest som et skadedyr, hvilket ikke har ændret sig her op i nyere tid.

Forskellige jagtscener er også rigt repræsenterede. Illustrationenerne viser jægere efter vildren med bue og pil, og fiskere med net.

Også renholdet og renen brugt som trækyr findes på mange trommer, ligesom bygninger, kåter (boliger) og arbejdet med renerne, ja selv både er med.

Den øverste gud i samernes univers var Ráddi, rådgiverens eller verdens mand. Det var ham der bar kosmos. Han skabte menneskeemner, som siden af andre guder førtes til kvindens livmoder, og blev et foster.

Også tordenguden havde stor betydning. Horagállis kaldtes han blandt andet, men han havde mange navne alt efter hvor man hørte ham omtalt.

Den mest skræmmende var Ruto, som på sin hest bragte sygdom og død med sig, og ham kunne man kun formilde ved at ofre en hest.

Bieggolmmái, vindguden, skovlede vind hen over landet med sine skovle, og så var der selvfølgelig jagtguden Leaibolmmái, som specielt var bjørnens beskytter, men som også hjalp jægerne, når de gik på bjørnejagt.


tirsdag den 11. november 2014

Boganmeldelse - Jette Bang - fra isbjørnens bug

Jette Bang, som er kendt af de fleste der beskæftiger sig med, eller har beskæftiget sig med Grønland på en eller anden måde.

Bogen 'Fra isbjørnens bug' er et pragtværk og et flot dokument over Grønland og grønlænderne. Store flotte fotografier samt en DVD-film, 'Inuit' dokumenterer grønlændernes liv på Jette Bangs tid.

Læs hele omtalen på outsite.org
For dig der interesserer dig for grønlandske forhold, så er det nye nummer af epublikationen 'Polarfronten' nr. 3/2014 udkommet og kan læses her!

Husk, hvis du kan lide at læse bloggen, så klik på 'følg', ovre i højre side og abonner på den!

Vi skriver i dette nummer om:

Med Activ i felten
Polarfronten var i juli-august inviteret med på en ekspedition langs den sydøstgrønlandske kyst. Det er der kommet en lille håndfuld artikler ud af. Du kan læse om, hvordan geologer forsøger at rekonstruere gletsjeres fremstød og tilbagegang, om livet om bord på en forskningsskonnert, en flyvende gummibåd – og ikke mindst - mødet med en sulten isbjørn.

DNA studie giver ny viden om Grønlands forhistorie
Grønland var befolket af genetisk set én og samme gruppe palæoeskimoer gennem mere end 4.000 år. Det opsigtsvækkende resultat blev publiceret i august i det anerkendte tidsskrift, Science. Her redegør en international forskergruppe under ledelse af professor Eske Willerslev for deres studier af bevaret humant DNA materiale fra fortidige kulturer i de arktiske egne. Men de nye resultater udfordrer arkæologerne.

Grønlands jernalder kom fra rummet
For mellem 5.000 og 10.000 år siden bragede en meteor gennem atmosfæren over Nordgrønland. På sin vej brækkede den flere meter store klump i mindre stykker, der blev spredt ud over Indlandsisen og i havet ved Innaanganeq (Kap York halvøen) nær Thule. Få tusinde år senere gav meteoritten anledning til, at en egentlig jernalder opstod i Grønland tre århundreder før, de islandske bønder bragte jernet og landbruget til landets sydlige dele.

Læs også om, at børn og unge i Østgrønland er resiliente, og få en forklaring på, at det er en god idé at være flere, når man går i fjeldet – for tænk hvis man mødte en qivittoq.

Du kan besøge Polarfrontens hjemmeside her og hente bladet her.

Test af Deuter LTC lite 50+10

Jeg har på én af sommerens fjeldture testet en Deuter LTC lite 50+10 rygsæk.

Rygsækken blev testet i forbindelse med mit forsøg på, at få rygsækkens samlede vægt ned.
Jeg er jo ikke så ung længere, og tiden indbyder i øvrigt til, at man bærer lettere end man gjorde for år tilbage. Fabrikanterne er ligeledes fokuserede på at anvende lettere materialer, der stadig er lige så stærke og holdbare som de traditionelle.

Det lykkedes faktisk at få vægten ned fra 18 kg til 14 kg. Læs testen på outsite.org!

mandag den 10. november 2014

Test af Casio Pro Trek 280-1ER ur

Nyt ur i Pro Trek-serien fra Casio.
Casio har siden 1979 fremstillet interessante ure til aktive folk, og dette nye ur i typen PRG, er det nyeste på stammen.
Uret er i en yderst solid konstruktion, og er desuden vandtæt ned til 20 bar, hvilket svarer til 200 meters vandtryk.
Uret er derudover pænt og præsentabelt, og signalerer aktivt liv, men på en rimelig diskret måde, så det ikke dominerer alt for meget, selv når man er i sit pæneste sæt tøj på vej til svigermor.

Uret har et vælg af funktioner og  er meget velegnet som outdoor-ur.
Uret har ikke GPS, men det mener jeg heller ikke er så nødvendigt. De fleste har en håndholdt GPS eller mobiltelefon med på tur.

Læs den fulde beskrivelse på outsite.org

søndag den 9. november 2014

En vintervandring ved Sorø

Det er sjældent at vinteren i Danmark er noget særligt ud over rusk og regn og skiftende temperaturer lige omkring frysepunktet, men sjældne år kommer der alligevel sne.

Husk, hvis du kan lide at læse bloggen, så klik på 'følg', ovre i højre side og abonner på den!
Gennem skoven ad snedækkede stier
Jeg havde arrangeret en vandretur fra Sorø til Sorø som en rundtur. Turen var lagt på Outsite.org som en tur fra medlem til medlem som er en god mulighed  for at finde ligesindede vandre kammerater.

Områderne i og omkring de store skove på Midtsjælland, er meget velegnede til vandreture, idet det meste er statsskove. Et problem er blot, at der ikke er så mange overnatningspladser der ligge med en dagsmarchs afstand - de er mere egnet til cykelfolket, men det kan lige lade sig gøre.

Den sneklædte skov
Nu kunne det faktisk være rart at vide, om cyklisterne faktisk anvender de shelterpladser, der er anlagt. For eksempel blev Jyderupstien, der går igennem området, faktisk anlagt som en cykelrute. Og det på trods af, at flere af os der dengang sad i diverse udvalg, faktisk helst så den som en vandrerute, men det havde det daværende amt og kommunerne der anlagde den, intet øre for. Cykler var sagen, vandring er der ikke noget i, eller i hver fald ikke stemmer. Årsagen er nok, at det 'rigtige friluftsfolk' vandrerne, aldrig har formået at slå sig sammen i én fælles organisation der kunne få nogen slagkraft, men det har cyklisterne.

Dansk Vandrelaug, der dengang var det oplagte organ med mange medlemmer, var ikke helhjertet interesseret i at være eller blive vandrernes talerør. Den daværende formand, som jeg ikke her skal nævne navnet på, ville faktisk hellere 'snobbe opad' mod Friluftsrådets mere prominente medlemmer, så vandrerne og friluftsfolket som sådan, blev helt tilsidesat.

Jyderupstien blev anlagt som en cykelrute, og jeg tror faktisk ikke overhovedet, at der er nogle cyklister der bruger den til overnatningsture, og så ligger den der med shelterpladser, der ligger med alt for stor afstand for de fleste vandrere.

I vore dage kan man sikkert bruge retten til at telte eller bruge hængekøje i statsskovene, og så kan det lade sig gøre at vandre den, men ellers ikke.

Shelterpladsen bag Kongskilde Friluftsgård
Vi startede ved Sorø station, der jo ligger i Frederiksberg, et par kilometer syd for det egentlige Sorø. Herfra kan man vandre sydover gennem skov hele vejen til Kongskilde friluftsgård, der ligger ved Tystrup sø's nordende. Bag friluftsgården er der en shelterplads, som vi havde reserveret.

Weekenden var den eneste det år, hvor vejrguderne havde valgt at kaste en halv meter sne ned over landskabet. Det var ellers ganske mildt, lige omkring frysepunktet, så sneen lå tung på landskab, og på veje og stier. Når vi gik knirkede den arrigt under vores støvlesåler, og fandt sig kun lige i at blive presset sammen. Den var tung at vandre i, og trætte nåede vi frem til shelterpladsen, der ligge ved en lille bæk.

Et flot landskab at vandre i
Al træ var drivende vådt, og bål var det ikke muligt at få lavet, men hyggeligt var det alligevel i shelteret.

Gennem skoven vandrede vi mod nord, mod turens næste shelterplads. Det sneede fortsat, og temperaturen lå lige på frysepunktet. Turen var tung i al den sne, og kun få steder var der nye hjulspor, der lettede vandringen lidt.

Ruten mellem Friluftsgården og frem til shelteret ved Vedsø Vang, er flot og varieret og man vandre stort set hele vejen ad skovveje og -stier. En del af vores rute fulgte strækninger af Jyderupstien, som shelterpladsen også ligger på.

Shelteret ligger i udkanten af skoven, lige under nogle højspændingsledninger, og det er ikke så idyllisk, men shelterne var dengang i hvert fald fine.

Shelterpladsen Vedsø Vang
Herfra vandrer man lidt på vej, men derefter langs Sorøsøerne, ned til Sorø station igen.

Da jeg gik denne tur, var det ikke lovligt at telte frit i statsskovene, men det er det nu, så man kan sikkert arrangere turen anderledes, og flottere.

Hele området fra Jyderup og sydover, samt Sorøskovene, er meget velegnet til ture.

I mange år havde vi en traditionel tur Tystrup- Bavelsesøerne rundt, men det er en anden historie.