mandag den 23. februar 2015

Fryser man på teltture om vinteren?

Kan man tage på telttur om vinteren?
Det spørgsmål har mange sikkert stillet sig selv og andre. Specielt de der ikke i forvejen er så meget for det primitive liv i naturen, men gerne vil have en rigtig seng at sove i og det daglige bad, syntes sikkert at vi der tager ud om vinteren og ligger i telt eller under tarp eller i hængekøjer, er nogle underlige fisk!

Lejrslagning i Sydsverige, påsken ´13
Selv er jeg rimelig kuldskær og fryser let når jeg er ude. Eller jeg fryser den første dag og det uanset hvor lang den er. Dagen efter har jeg vænnet mig til at det er den temperatur jeg nu er i, og så har jeg det behageligt igen.

Det der med at fryse er egentlig noget underligt noget, og man kan faktisk vænne sig til at fryse. Nu har manden da helt fået fjeldkuller vil nogle sikkert tænke, og jeg vidste at det liv han har levet med hundeslædeture i Østgrønland, alt for mange fjeldture i Lapland, og de der sindssyge vintervandreture med overnatninger i hængekøje eller under tarp og nærmest under åben himmel, har været skadeligt for ham, vil andre tænke!

Men ikke desto mindre vil jeg vove påstanden, som ikke er min egen, men noget jeg hørte på min allerførste bådtur fra Tasiilaq til Isortoq i Ammassalik distrikt i Østgrønland.
Jeg var nærmest lige landet deroppe og fik muligheden for at komme med lægebåden til den sydligste bygd i Ammassalik, og hvem siger nej til det?
Isskosser
Isen havde lagt sig i et tyndt lag på havet og ude mod øst sås de første isskosser af isstrømmen der hver vinter presser sig ned fra nord, og ligesom lukker hele distriktet inde, men de inderste vande er næsten altid til at sejle på.
Vi sejlede med en trækutter og foruden mig var en læge og en sundhedsassistent og sygehusets driftsleder med. Sundhedsassistenten sad ude på bagdækket under hele turen. Hun var grønlænder og vi andre var danske så vi søgte ly for kulden i styrehuset der dog hurtigt blev for trangt, og sidde under dæk på den første sejltur i Østgrønland - det kunne jeg ikke få mig selv til så jeg gik også ud.

Fryser du ikke spurgte jeg Nukaaka? Jo, men det er vi grønlændere vant til, var det svar jeg fik tilbage.

Den hoppede jeg dengang ikke lige på og opfattede det som en spøg. Men grønlændere lyver ikke og senere lærte jeg at man faktisk godt på en måde kan vænne sig til at fryse, men ikke helt på den måde jeg opfattede det dengang.
Bålet varmer også

Når man er ude hele døgnet, og altså ikke går ind i varmen for at holde pauser eller for at sove i en hytte, så vænner kroppen sig til temperaturen. Bliver det koldere eller står man længe på den frosne jord eller i sne, så begynder man at fryse når man er inaktiv, men man fryser kun til et vist punkt - man fryser altså ikke mere og mere som man skulle tro. Det stopper og bliver ligesom en 'kold tilstand' der ikke forværres.

Går man derimod ind i en opvarmet hytte, så fryser man forfra om man så kan sige så snart man går ud igen.

Fidusen er altså at blive ude!

Der er mere om vinterture og også nogle ture og kurser du kan deltage i her!

tirsdag den 17. februar 2015

Lidt sjovt og hyggeligt til turene!

Tidligere på året, i januar afholdt vi på outsite.org en vinterworkshop i Sydsverige, og under turen hiver en deltager en lommelærke op med hjemmelavet urtesnaps, og delte gavmildt ud.
Overraskelser til turkammeraterne er altid en kærkommen gestus, uanset hvilken tur man deltager på.
Hændelsen fik mig til at tænke på de mange forskellige slags jeg selv laver, men som jeg desværre ofte glemmer at tage med når jeg er på tur - men det skal der gøres noget ved!

Slåen
Slåensnaps er en simpel én at starte med idet man blot vandrer en tur ud i skoven eller markens hegn, hvor slåen ofte vokser.
Slåenbuske er 2 - 3 meter høje buske med tornlignende sidegrene på hovedgrenene og blå bær.

Slåen er enormt bitre før de får frost så når man har plukket dem man skal bruge, lægger man dem i fryseren i et par døgn så man er sikker på, at de har fået frost nok.

Fuglene kan også godt lide de blå farvestrålende bær, men først når de har fået frost, så derfor skal man være lidt på forkant, men det er jo ikke svært i denne vinter.

Når høsten er i hus og bærrene har været frosset, fylder man et sylteglas med tætsluttende låg med bær. Fyld herefter efter med en neutralsmagende sprit som for eksempel Brøndums eller en billig vodka.

Lad den helst stå et årstid og trække, hvis du har tålmodighed, og herefter filtreres den og hældes på flaske. Den skal opbevares fra start til slut mørkt, da dens ellers flotte violette farve ændrer sig til brun!

God fornøjelse!

lørdag den 14. februar 2015

Vinterturene, bliver det mon vinter i år?

Christian er i Sverige i denne weekend på årets første vintervandretur, og for nogle uger siden havde vi en vinterworkshop i Sydsverige. Den 6. marts tager Jesper og jeg over på "vinterens" sidste vandretur i det sydsvenske.
Men sluttede vinteren med weekenden hvor vi holdt vinterworkshop?
På workshoppen havde vi en smule sne ved Blankaviken, men i denne weekend er det jo nærmest begyndende forår derovre.


Vinterworkshop ved Blankaviken 2015
Det er selvfølgelig aktiviteter fra turteamet på www.outsite.org jeg omtaler i indledningen, og den kommende tur derovre foregår også i outsite-regi, i et af de områder i Sydsverige vi benytter aller mest i årets mørkeste måneder.

Hammock ved Blankaviken
På den årstid gælder det om at have så kort transport som muligt til og fra destinationen, således at vi kan nå at etablere lejr inden det bliver helt mørkt, den første aften. Det er knap så sjovt at etablere lejr i pandelampens skær.

Lejr og overnatningsformer på vore ture kan være mangfoldige, men det første kriterium er at vi skal have søudsigt, men i det område vi oftest færdes i er det ikke noget problem - der er masser af søer, og vandet i dem kan sagtens drikkes uden videre.

Om vinteren må vi ofte hakke hul i isen med øksen for at komme ned til det klare vand. Om sommeren er det lettere, men den "halvkolde" tid som den vi oplevede på workshoppen er faktisk den dårligste vandmæssigt. Der ligger ofte is på søen, men den er for tynd til at man kan gå på den og derfor er man henvist til vand tæt på bredden hvor der ofte er grannåle og andet. Det klare friske vand er svært at få fat på, men det går som regel.

Øksen må i brug
Vores næste tur går til samme område, der er temmelig stort, men ad en helt ny rute. Nu må det være slut med at vandre den samme rute igen og igen. Nej det er det naturligvis ikke! Den traditionsrige rute rundt om Raslången, går vi stadig et par gange om året. Ikke slavisk præcis den samme rute, men lidt til og fra den og rundt om søen Raslången er det jo uanset. Og flot er turen også og også selvom man har været der nogle gange, og det er ind imellem rart at gense flotte spots.

Alligevel skal der fornyelser til. Man kan skifte område, men det resulterer ofte i at man skal køre længere, at transporttiden til destignationen bliver længere, og turen kortere i forhold til at vi ofte kun har en weekend fra fredag til søndag.

Man kan også læse området grundigere på kortet og "opfinde" nogle nye ruter, hvilket vi har gjort nogle gange efterhånden og med godt resultat. Der er i hvert fald blevet flere rutemuligheder i samme område.

Fra et friluftskursus
Jesper og jeg har også i år kikket grundigt på kortene over områderne tæt på Danmark, og det er der kommet et par nye ruter ud af. Ruter vi ikke har vandret, men som skal testes på den kommende tur.
Det er ikke særlig svært at planlægge nye ruter, der gerne skal være rundture fra p-pladsen og tilbage igen, og som gerne skal være en kombination af stier, skovveje og gennem stiløst terræn. Det sværeste er at på denne årstid, at gøre en rute klar på forhånd - vi ved jo ikke om sneen pludselig vælter ned, og gør den det kan vi dårligt vandre gennem usporet terræn. Det har vi prøvet og det er noget bøvl. Så helleren på stier og skovveje.

Men uanset hvordan den endelige rute bliver planlagt når vi kender forholdene derovre, glæder jeg mig til en ny rute og nye flotte lejrpladser.

En vinterlejr
Vi lægger under alle omstændigheder ud fra p-pladsen i Nytebodaskogen. Nytebodaskogen er en spændende biotop der ligger hen som urskov og som ikke bliver passet på nogen måde, og som derfor rummer et spændende fugleliv og selvfølgelig også sjældne planter, som vi jo i sagens natur ikke ser noget til om vinteren.

Vandremulighederne med udgangspunkt fra Nytebodaskogen er mangfoldige både mod øst, vest og nordover og selvfølgelig mod syd og rundt om Raslången som en af de muligheder.

Du kan læse mere om næste tur her!

tirsdag den 10. februar 2015

Grønland

I 'de gode gamle dage' hvilket vil sige omkring 1989 - 1997 hvor jeg drev Vildmarksrejser i Bagsværd, var nogle af vores hovedprodukter fjeldvandringer i Grønland. Specielt to områder var attraktive nemlig rundturen ved Ilulissat (Jakobshavn), med isfjordens imponerende isfjelde, og en alternativ tur ind til indlandsisen ved Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord).
To meget forskellige ture der hver havde deres særpræg. Ved Ilulissat var det isfjeldene og den grønlandske kultur der var i højsædet, og ved Kangerlussuaq den storslåede natur, de bølgende græssletter, afrundede behagelige fjelde og vildtet, hvor især moskusoksen dominerede. Selvfølgelig rangerede de mange kik ind over den vældige indlandsis også turen.
Russel Gletsjer, Kangerlussuaq efterår
En attraktion er moskusokserne der er talrige omkring Kangerlussuaq, og de opleves på alle ture i området uanset om de går ind til indlandsisen, eller den anden vej ud til Sisimiut via ACT (Arctic Cirkle Trail), eller ad den smukke men vanskeligere tur syd for fjorden Kangerlussuaq og ud til Robinsson River og Paradisdalen, men den tur kræver lidt bådtransport, men flot er der derude og gode fiskevande. Vi har taget rigtig store fisk i Robinsson!
En moskusoksetyr poserer nær Granatfjeldet

Moskusoksen er et underligt dyr. Halv ged og hav okse, eller noget i den retning. De er store og kan bevæge sig temmelig hurtigt. 40 kilometer i timen klarer de let også op ad bakke så flygte fra dem kan man ikke hvis man skulel være uheldig og komme for tæt på.

Mange af mine deltagere husker sikkert en tur hvor vi vandrede mod indlandsisen. Vi nëde en passage med en fossende elv på den ene side, en elv der bestemt ikke kunne krydses, og en stejl fjeldside på den anden med en relativ smal passage imellem. Midt på vores rute stod en flok okser og græssede fredeligt på et åbenbart rigtig godt sted mellem nogle pilebuske.

Vi skulle forbi. Vi kunne ikke krydse elven og fjeldsiden gad vi ikke forcere idet vi så skulle ret højt op for at omgå okserne, så der stod vi!

Deltagerne kikkede naturligvis nysgerrigt på mig der var guide med en klar forventning om at den situation fixede jeg let. Helt så optimistisk var jeg ikke. Okserne er ganske fredelige når man observerer dem på afstand, men kommer man tæt på flygter de ikke. De unge tyre laver hellere udfald mod fredsforstyrreren og deres spidse horn havde jeg ikke nogen lyst til at føle nærmere på.

Men hvad er tæt på? En vinter hvor jeg var medunderviser på et hold Grønlandske Outfittere (Turismemedarbejdere) fandt nogle af grønlænderne på en konkurrence om hvem der kunne komme tættest på en lille flok moskusokser der stod nede ved Lake Fergusson. Nogle af os var rene kyllinger og jeg tror ikek at jeg var indenfor 20 meter af dem før jeg ikke turde mere, men Ino Fleicher og Mathias Ingemand var meget tættere på.
Mathias vandt. Han var i hvert fald indenfor otte meter før en af tyrene fik nok og satte af. Havde vi også sat en præmie af til den der kunne løbe hurtigst af os mennesker så havde Mathias også vundet den.

Det nok mest fotograferede skilt i Grønland
Nå, men jeg stod så der som den erfarne grønlandsguide og skulel forbi de der okser så jeg tænkte at hvis jeg nu gik resolut og støjende frem så skred de nok! Det gjorde de ikke, men en ung tyr satte af i min retning og jeg smed hurtigt rygsækken og spænede hen til de andre der stod grinende og kikkede på.

Tyren opgav og luntede tilbage, men nu lå min rygsæk derhenne og okserne græssede roligt videre mens jeg stod forrevet i ansigtet af pilebuskenes grene som jeg havde spurtet igennem.

Nu prøvede vi at gå skulder mod skulder rem mod dyrene og på den måde se store ud og nu gad okserne åbenbart ikke mere men satte af i samlet flok op ad fjeldsiden og vi kunne komme videre men nogen forsinkelse.

ATC er med årene blevet en populær vandrerute. Den er cirka 130 kilometer lang og strækker sig fra Sisimiut ude ved kysten og til Kangerlussuaq. En flot tur der sagtens kan anbefales og som mange vandrer. Erik B. Jørgensen beskriver turen her!

Naturen herinde ved indlandsisen er storslået, men bølgende græssletter og græsende moskusokser der fører fantasiens tanker hen på efteristidens store sletter hvor man forventede at se mammutter og andet, men må nu 'nøjes' med moskusokser, men det er nu imponerende nok.

Man kan også vandre  fra Kangerlussuaq og ind til indlandsisen gennem sandflugtsdalen hvilket giver cirka 25 kilometer tung vandring. Her kører turistbureauets firehjulstrækkere også  turister ind tæt på Russel gletsjer, men det bliver isen ikke mindre imponerende af.

Et tip her er selv at foretage turen medbringende telt ved at vandre op ad Køkkenfjeldet bag købmanden til søerne ovenfor og så vandre med flot udsigt ind til isen. En ganske imponerende tur som også er let når først man har møvet sig op ad fjeldet.

Ilulissat

Ilulissat sygehus og isfjeldsbanken i baggrunden
Miljøet ved Ilulissat er meget anderledes end i de fleste andre egne af Grønland. Hvor Kangerlussuaq er en forhenværende amerikansk base, med den byggestil man kan forestille sig en sådan har, er Ilulissat en rigtig grønlandsk by ligesom Sisimiut. Det er i de oprindelige grønlandske byer og bygder man oplever Grønlands særegne kultur, og byggestilen med de mange forskelligfarvede træhuse, vi kender så godt fra billeder fra Grønland.

Ilulissat betyder 'byen ved isen' og is er her! Hundrede meter høje isfjelde rager op over byen ude på isfjedsbanken, hvor de står 'i kø' og venter på at have smeltet så meget af bunden, at de kan flyde over banken. Et betagende syn der sætter sig varige spor på nethinden.

Ilulissat er også Knud Rasmussens fødeby. Her voksede Knud op i et grønlandsk miljø, men med en dansk far og en mor med grønlandske aner, og fødehjemmet fungerer den dag i dag som museum der er et besøg værd når man er i byen.

Rodebay, eller Oqatsuut som den hedder på grønlandsk, er oprindelig en hollandsk hvalfangerstation der efter hollænderne forlod den, blev en grønlandsk bygd. Små træhuse i de kendte klare farver præger bygden, men hist og her ses spor af hvalfangst der stadig drives fra stedet, men nu af grønlandske fangere.

Et ophold i bygden er altid en dags tid værd og der findes faktisk overnatningsmuligheder her, men ellers er det jo gratis at telte.


Læs mere om Grønland her!
Og har du lyst til at tage med på en tur så se under Fanen 'Tag med på tur' i toppen af denne side!

fredag den 6. februar 2015

Låktjatjåkka

Vest for Abisko Turiststation, ovenfor Björkliden i 1228 meter over havet ligger Låktjatjåkka fjeldstation.
Ikke mange kender den og mange kommer aldrig forbi den, men den har ligget mellem fjeldene Loktačohkka (1404 moh) og Bajip Gohpáčohkka (1410 moh) siden 1939.

Låktatjåkko Fjällstation
Låktjatjåkka fjeldstations historie går helt tilbage til den tid hvor man opdagede de store jernmalmforekomster i Kiruna og malmbanen, den jernbane der går fra Kiruna til Narvik, blev bygget.

På den tid var hele fjeldområdet vest for Kiruna et stor urørt vildmarksområde, hvor kun samerne boede og hvor de røgtede deres rener.

Kort over området med fjeldstationen markeret
Da minen sattes i gang blev der behov for at få udskibet jernmalmen, og det nærmeste sted var den altid isfri havn i Narvik i Norge, og man startede derfor byggeriet af malmbanen mellem Kiruna og Narvik. Et gigantisk projekt gennem et meget stort øde område, men i 1902 indviedes jernbanen der også gav plads til persontog, foruden malmtogene. Med persontogene startede turiststrømmen til området og allerede fra starten, blev det et populært ski- og vandreområde.

Turene udgik fra den lille station Låktjatjåkka hvor togene i mange år standsede fast, men hvor man i dag blot kan stå og se dem køre forbi. I stedet standser bussen, for i 1972 indviede man landevejen mellem Kiruna og Narvik, da den sidste strækning endelig var bygget færdigt.
I flere år derefter stoppede toget stort set ved alle stationer når man bad om det, men i de senere år er det som nævnt, kun bussen der stopper.

Før standsede toget, men nu kan man blot stå og se det køre forbi ...
Det skulle vise sig at være et noget anstrengende arbejde at få bygget Låktjatjåkka Fjeldstation, og især efter man ændrede planer fra kun at bygge en lille rasthytte, til en rigtig fjeldstation, med 18 sengepladser fordelt på 2 enkeltværelser og 8 dobbeltværelser.

På Låktjotjåkka finder du også Sveriges højst beliggende restaurant med alle rettigheder.

18 kilometer skulle man bære alle byggematerialer op ved hjælp af heste gennem usporet fjeldterræn nede fra den lille station, hvilket har været noget af en bedrift.

Men færdig blev den og den dag i dag er det et populært mål der ligger strategisk midt i et storslået og meget anderledes fjeldlandskab.

Hele området omkring stationen er et meget højalpint miljø som flere delvis markerede ruter gennemskærer og det er et perfekt område for kortere ture eller for rundture med fjeldstationen som base.

Jeg vil gerne anbefale en rute fra Björkliden, hvor toget altid standser og frem til Låktjatjåkka og derfra ned til Gorsavággi hvorfra man kan vandre tilbage til Abisko Turiststation, eller selvfølgelig fortsætte sin vandring længere ind i fjeldet.

En anden spændende rute, der afslører hele området heroppe er at tage bussen til Låktjatjåkka og derfra vandre op til fjeldstationen hvorfra man foretager en rundtur omkring fjeldmassivet Gohpasčorru og vender tilbage til fjeldstationen.


søndag den 1. februar 2015

Om at 'være derude'!

Solen skinner og når jeg ser ud ad vinduet flygter tankerne fra den uslåede græsplæne, jeg nåede ikke den sidste græsslåning i det efterår der varede alt for længe og lod vinteren vente på sig. Den vinter vi i 14/15 ikke har set eller mærket meget til - endnu!
Tankerne flyver til de mange ture i Sydsverige jeg skal på i 2015 og hvor den første allerede er i marts i Sydsverige, men også hen mod sommerens fjeldtur eller måske fjeldture og efter at tjekke nye ruter af både i Sydsverige og i fjeldet!

Rener på højfjeldet
Nu skal man jo ikke altid vandre nye ruter hverken i Lapland eller andre steder. Man kan sagtens vandre de samme ruter flere gange. Lysets forskellighed sammen med årstidernes skiften gør, at man får nye oplevelser selv på 'gammelkendte' ruter. Nye lejrpladser giver også nye oplevelser af dem man har mere tid til at opleve end når man blot passerer stedet under vandring.

Flot lejrplads i fjeldet
Ofte finder man nye spots under sine vandringer, husker dem og lægger næste rute efter dem for måske at dvæle lidt mere ved en flot udsigt, eller en lejrmulighed der ser spændende ud.

Egentlig er det ikke så vigtigt hvor man vandrer i forhold til at samle gode oplevelser med dem du er på tur med, eller opleve gode spots i naturen. De findes alle steder både i lavlandet og i fjeldet. Måske trækker de øde fjeld lidt mere. De øde vidder og spektakulære fjelde og gletsjere, der giver én følelsen af at være 'derude'. At være derude hvor ikke mange andre kommer. At være derude hvor man kan føle sig alene og i den mægtige og uforudsigelige naturs vold, og at spille med på naturens vilkår og klare de situationer den er med til at skabe for en selv.

Flot lejr i Sydsverige
Har man en trang til at være langt væk, og det er vi nogle der har, så er Sydsverige eller Danmark måske ikke lige stedet, selvom man sagtens kan finde lejrpladser hvorfra man ikke bliver mindet om civilisationen, der findes lige om hjørnet. Alle lande og områder har deres egen charme og spændende natur.

Alligevel er det naturligt at man efter utallige ture i Danmark og Sydsverige føler at man kender områderne, og gerne i hvert fald én gang om året vil se noget nyt og anderledes, og for os der holder af arktis så er fjeldene i Nordskandinavien lidt 'Det forjættede land', der er let at komme til i forhold til steder som for eksempel Grønland og Alaska.
Lapland kan alle komme til, og alle kan få gode og relativt billige oplevelser på ture deroppe. Ofte er det jo langt billigere at tage på fjeldvandring, end er er for eksempel at tage på charterferie sydpå.

Får du nu også selv 'blod på tanden' og vil ud så er det blot at komme af sted.
Mangler du nogle af vandre sammen med, så er der måske en eller flere af disse ture der kan friste: http://www.outsite.org/ture-kurser

Outsite er non profit og driver Danmarks største friluftssite til fremme for interessen for et aktivt friluftsliv, og medlemsskab er naturligvis gratis. Outsite.org 'lever' af sponsorpenge og som sponsor, vi kalder det Outsite+, giver du et lille bidrag, og til gengæld yder vi lidt ekstra til dig. Du kan læse om Outsite+ her: http://www.outsite.org/outsite-klubben

Er du begynder og gerne vil 'snuse' lidt til friluftslivet, så er der gode muligheder på fællesture eller guidede ture. Er du på tur med erfarne vandrere får du ofte en mase letkøbt erfaring allerede på første tur, og er du ligesom mig, der ikke kendte nogle i min omgangskreds der var til vandring og friluftsliv, så møder du sikker nogle allerede under din første tur, du måske vil planlægge flere ture sammen med.

Jeg håber vi ses derude og vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte mig personligt på ljunggren@outsite.org.