tirsdag den 16. maj 2017

Et fint vandreområde i Sydsverige

Det er ofte man lige ”mangler” et turområde tæt på Danmark. Ikke at Danmark ikke har fine turområder, men Danmark har begrænsninger i forhold til fx Sverige hvor Allemannsrätten råder, og giver frihed til at telte og færdes hvor man vil indenfor ret vide rammer.






































Når man så vælger Sverige frem for Danmark, vil man også gerne have en lidt anderledes natur, og den finder man blandt andet i det østlige Skåne og i Blekinge; og selvfølgelig også længere nordpå.Naturen i det vestlige Skåne ligner Dansk natur ret meget med bøgeskove etc. og byggestilen er også meget lig den hjemlige. Den typiske svenske natur er imidlertid store åbne skove hvor tyttebær og blåbær dominerer i skovbunden sammen med forskellige mosser, Mange vandløb og søer og klipper der stikker op og i det hele taget en helt anderledes natur end i Danmark.

Når man planlægger en weekendtur så skal halvdelen af turen selvsagt ikke være transport. Man vil gerne af sted efter arbejdstid fredag og nå den første lejrplads inden det bliver mørkt – og det også i det tidlige forår og om efteråret. Dette beror naturligvis også på hvor man bor i Danmark!

Der er mange gode områder i hele Sydsverige, og der er en masse markerede ruter som fx Skåneleden, Hallandsleden, Kyst til kystleden og mange flere. Dem kan man naturligvis vælge at benytte sig af, men ind imellem er det mere spændende at ”opfinde” sine egne ruter! Jeg har lavet mange og nogle af dem ligger i umiddelbart nærhed af et af Sydsveriges bedste og mest populære kanovande nemlig det sammenhængende søsystem Immeln, Raslångan og Halen ved Olofström.

Hele området er rigt på søer og vandløb. Klipper stikker op og hvor den specielle svenske underskov med blåbær, svampe, fyrretræer islået birk dominerer. Området er relativt tyndt befolket uden megen landbrug og industrier. Vandet i søerne er rent og kan sagtens bruges efter kogning.

Området ligger cirka 2,5 times kørsel fra København hvilket er overkommeligt. Desværre er det lidt småt med offentlige transportmidler i området hvorfor de her udvalgte ture er baseret på at man har bil med og går eller padler en rundtur fra bilens parkeringsplads. Det kan dog godt lade sig gøre at komme til området med offentlige transportmidler.

mandag den 8. maj 2017

"Danmark og kolonierne" Grønland

Grønland – Den arktiske koloni, fortæller Grønlands historie fra kolonisering, frem til indførelsen af hjemmestyre i 1979 og selvstyre i 2009 og videre frem til i dag, hvor de formelle koloniale bånd er skåret over, men hvor den fælles fortid fortsat spiller stærkt ind i relationen mellem Grønland og Danmark. 

Bogen 'Grønland' i serien "Danmark og kolonierne" er noget af det ypperligste der til dato er skrevet om Danmark som kolonimagt.

Bogen er både faktuel set med videnskabens øjne, men samtidig skrevet med en indlevelse der gør den spændende og givende at læse for alle der interesserer sig for både Danmarks og Grønlands historie.

Bogen er skrevet af virkelige kapaciteter indenfor området.

Grønland - Den arktiske koloni er skrevet af Niels H. Frandsen (Grønlands Nationalmuseum & Arkiv), Hans Christian Gulløv (Nationalmuseet), Jens Heinrich (Inuit Ataqatigiit, Christiansborg), Einar Lund Jensen (Nationalmuseet), Ole Marquardt (Grønlands Universitet), Søren Rud (Københavns Universitet), Inge Seiding (Grønlands Nationalmuseum & Arkiv), Peter Andreas Toft (Nationalmuseet) og Søren Thuesen (Københavns Universitet).

Grønland var første gang bosat af nordboere

Grønland var bosat af nordboer første gang i en 450-årig periode fra år 985, og flere europæiske stater havde haft interesser i bl.a. hvalfangst ud for Grønland, da Danmark-Norge med præsten Hans Egedes ankomst indledte Grønlands kolonisering i 1721. 

Denne forhistorie er en væsentlig del af forklaringen på, at et tilbagevendende tema herefter blev, om Grønland skulle betragtes som ingenmandsland eller som en dansk eller norsk besiddelse – og hvorvidt grønlænderne selv skulle have nogen indflydelse.

Sammen med missionsbestræbelser var interessen for kolonien i begyndelsen tæt forbundet med havets levende ressourcer. Da de samme ressourcer udgjorde livsgrundlaget for den grønlandske inuitbefolkning, var rammen sat for en til tider dramatisk historie. Siden 1900-tallet har Grønland desuden fået en stærkt forøget strategisk betydning.


Grønland – den arktiske koloni, fortæller Grønlands historie fra kolonisering, frem til indførelsen af hjemmestyre i 1979 og selvstyre i 2009 og videre frem til i dag, hvor de formelle koloniale bånd er skåret over, men hvor den fælles fortid fortsat spiller stærkt ind i relationen mellem Grønland og Danmark.


Grønland – den arktiske koloni, indgår i det kolonihistoriske standardværk Danmark og kolonierne, der i fem bind behandler Danmarks rolle i den europæiske kolonialisme. Værkets bind supplerer hinanden, men kan også læses hver for sig.



Fakta
1. udgave 2017
Hardcover m. halvbind
ISBN: 9788712049555
446 sider
Pris: 349,95 kr.
Udgiver: Gads Forlag
 


Andre bind i Danmark og kolonierne:
Danmark - En kolonimagt
Vestafrika – Forterne på Guldkysten
Vestindien – St. Croix, St. Thomas og St. Jan
Indien – Tranquebar, Serampore og Nicobarerne