mandag den 6. november 2017

Mit valg af udstyr til fjeldture - Støvler

Her som efterfølgere til den lille artikelserie om sommerens vandretur ved Ábesko er det på sin plads at tale lidt og nødvendigt udstyr til fjeldture, og om hvorfor jeg vælger at have det med jeg har med. Langt hen ad vejen er valget af udstyr individuelt men noget skal fungere og her kan man ikke gå på kompromis!

Lad os starte med det man ikke kan undvære og det grej der stilles særlige krav til for at turen skal blive en succes.

Fjeldvandring er ofte ensbetydende med ujævnt og stenet terræn som her i Gaskkasvággi, Kebnekaise.


Fødderne er dem der bærer os rundt i terrænet der ofte er ujævnt, stenet og hvor krydsning af vandløb og vådområder ikke kan undgås på en fjeldtur. Det er derfor vigtigt at man vælger det rette fodtøj til sine ture.

I disse år er der heftige diskussioner om udstyr og også om valg af fodtøj. Den traditionelle fjeldvandrer der bar mange kilo på ryggen er efterhånden veget for lightvandreren og ultralightvandreren og som noget nyt er trailrunnerne også kommet på fjeldet.

Fra gammel tid hvor al udstyret var konventionelt var det i Sverige meget almindeligt at se fjeldvandrere i specielle gummistøvler og så vådt som der kan være nogle steder lyder det jo også umiddelbart som en god løsning, men det er det egentlig ikke. Man sveder og bliver våd og så giver de ikke megen støtte og selv de modeller som "Sarek" der er beregnet til fjeldvandring er for bløde i sålerne - de er ikke torsionsstive hvilket vi kommer tilbage til senere.

Selv foretrækker jeg en robust læderstøvle og i mange år har jeg vandret i Meindl Island MFS hvor
Meindl Island MFS.
MFS er noget indvendigt skum der ved opvarmning former inderstøvlen til foden. Island støvlen har GoreTex og i en så stiv støvle fungerer det fint og bliver ikke utæt.

GoreTex i støvler er kulde til megen diskussion og flere foretrækker rene læderstøvler. Min erfaring er dog, at ligemeget hvor meget man fedter sine støvler ind så holder den form for imprægnering kun til det første snefelt man skal igennem - herefter er alt slidt af og man bliver våd.

En god støvle er ret stiv i sålen således at man ikke mærker underlagets ujævnheder når man vandrer, og her skal man tænke på at ens vægt øges af rygsækkens vægt uanset hvor let man bærer.

Støvlen bør også være torsionsstiv (der var det)! Torsionsstiv betyder vridningsstiv. Sålen må ikke kunne vrides rundt når man træder på  ujævnheder hvilket vil gøre en træt i fødderne før tid.

Mange ønsker at spare vægt og køber lettere støvler. Nogle ønsker heller ikke at vandre med tunge støvler og så vælger de en lettere støvle i nylonmaterialer og GoreTex, men min erfaring er at den slags støvler ikke holder.

Problemet med de lette støvler eller i hvert fald med de modeller jeg har mødt som guide på fjeldture og andre steder er at man ender med at have våde fødder og støvler er ikke sådan lige at få tørret undervejs.

Er en løsning med utætte støvler og plastposer en god løsning?
Problemet med de lette og fleksible støvler er at støvlen giver sig overalt -det gør bløde støvler- mens GoreTex-membranen er stiv og derfor går i stykker med det resultat at støvlen bliver utæt, og man har våde fødder med de gener det giver under resten af turen.

Når al det her er sagt så skal man ikke nødvendigvis vælge den støvlemodel eller mærke som jeg
Støvlemodel af den bløde og fleksible slags.
Det er iøvrigt den du kan se på billedet med plastposerne.
bruger! Og man skal slet ikke gøre det bare fordi en erfaren fjeldvandrer eller guide bruger dem!

Valg af støvler er meget individuelt for støvlen skal passe til lige netop dine føder og ikke alle mulige andres fødder - og de skal passe fra dag ét!
Glem alt om at "gå støvler til"! Det kan man ikke idet solide vandrestøvler er langt stærkere end dine fødder så resultatet uanset hvor meget du forsøger "at gå støvlerne til" så er det fødderne du går til med de gener det så giver, støvlen vil altid vinde kampen - den giver sig ikke ved at du går med den.

Mit råd vil derfor være at du besøger en velrenommeret specialforretning i friluftsudstyr (ikke en sportsforretning) og gerne flere og prøver støvler. Vær opmærksom på at kvalitetsstøvler fabrikerer deres støvler over forskellige læste så du kan få støvler specielt til kvinder og til dig der har brede fødder eller høj vrist etc.

Mange friluftsbutikker har også en lille bane med sten og andet du kan prøve støvlen på. Prøv dem med de strømper du vil bruge under dine vandringer og hav ens strømper og sokker når du vandrer.

De fleste friluftsbutikker tilbyder at du kan tage støvlen med hjem og gå med den i stuerne således at du får en fornemmelse af hvordan den sidder og er at gå med også når dine føder bliver varme og hæver lidt. Køb derfor støvlen et halvt nummer større end du forventer så passer de også til dine fødder når de bliver varme. Pas på ikke at købe dem for store! Er støvlen for stor risikerer du at tåbukket lægger sig forkert og måske skader dine tæer og giver blå negle og det er ikke behageligt.

Jeg har altid to forskellige strømper og sokker på. En tynd linerstrømpe af nylon inderst og en lidt kraftigere uldblandet sok yderst. Linere er med til at modvirke vabler idet vabler skabes af friktion i huden og med den glatte indersok flyttes friktionen ud i sokkerne i stedet for i huden.

Nogle får det vi kalder skavsår på hælene. Skavsår opstår når støvlens hælkappe ikke passer fodens hæl. Problemet løses ved at købe korkkiler og lime under støvlens indlægssål så din hæl bliver løftet op og derfor passer bedre. Du slubrer ikke i hælen.

Med hensyn til vedligehold af støvlerne er der ligeledes mange forslag men det bedste bud er nok at gøre som fabrikanten anbefaler.

Det var lidt om støvler og jeg håber det vil støtte nogle i valget af de nye støvler.

Vandresko

Nogle sværger til vandresko i stedet for støvler og det kan man vælge som man vil, men sko giver
ikke ankelstøtte og de er ikke særlig høje og derfor vil vandet løbe ind næsten uanset hvilket vådt underlag man vandrer i og i fjeldet er der mange steder vådt ikke kun i vandløbene men også over sumpede strækninger.

Selv har jeg stort set ingen erfaringer med vandresko idet jeg altid bruger støvler men jeg har da tastet et par vandresko på en tur ad Bornholms kyststier og fundet dem ganske udmærkede, men her havde jeg stort set intet på ryggen og Bornholm er ikke vådt som der er på fjeldet. Skoene som var fra Haglöffs var ellers fine at vandre i på stierne.

Trailrunning vil jeg ikke komme ind på for det har jeg slet ingen erfaring i.

Husk at tilmelde dig som fast læser :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar