Sommerens fjeldtur 2023 - vol IV

Som tidligere nævnt blev turen i år noget anderledes end jeg havde planlagt. Årsagen lå en del hos mig selv mens en lille del skyldes uheldet med en deltagers støvler - der dog holdt hele turen.

Efter en fin lejr er vi klar igen.
Vi er nede i lavlandet lige i trægrænsen der i området ligger på 800 moh. Det er overskyet men et behageligt vandrevejr.

Meningen var, at vi skulle vandre videre ud gennem Gávgulvággi som er en flot men lidt anstrengende dal at vandre i. Der er meget pilekrat og at forcere den slags tager tid og tid var vi kommet noget i bekneb med.

Alle hold er forskellige når man arrangere ture som jeg gør med deltagere jeg ikek kender og som jeg ikek ved hvor hurtigt vandrer når der er blokfelter og krat, ned ad bakke og op ad bakke.

Vi kom ikke så hurtigt frem som jeg havde troet hjemmefra. Det er jeg vant til og derfor har jeg flere alternativer til ruterne jeg planlægger.

Vi kunne vi ikke nå som det så ud her Gávguljávri så der måtte sælges en ændring. Det er aldrig svært når ingen af deltagerne har været her før. Nogle havde været i fjeldområdet før, men ikke på den rute jeg i år lavede og heller ikke på mit ændringsforslag.

Vi måtte korte turen lidt af så jeg foreslog, at vi drejede mod nord, og i stedet for at vandre gennem Gávguljávri, over Kungsleden og længere væk fra fjeldstationen, så vandre op til søen Liddujávrrit.

Den købte holdet.

Det sker ofte, at noget må laves om på en tur udenfor stisystemerne og med deltagere man ikke kender på forhånd. Det betyder ikke ret meget for deltagerne idet ingen af dem der var med havde været i området før. Det er derfor lidt lige meget hvor man færdes da alt alligevel er nyt.

Jeg har været ved Liddujávrrit mange gange og der møder jeg aldrig nogen. Området er ellers flot og selv om der ikke er mange teltpladser så er det en god tur. Dalen den langstrakte sø ligger i fører over til Laddjuvággi og her er der altid mange vandrere der er på vej til og fra Kebnekaise.

Vi skulle ikke vandre i Laddjuvággi men ville telte før.

Vores lejr ved Gávguljávre lå ret lavt. Vi var helt nede i 700 moh mens Liddujávri ligger i 857 moh så der var altså en god bid op ad bakke før vi nåede søen.

Bortset fra et enkelt vandløb så er turen op letvandret og stigningen jævn over en lang strækning.

Vi slap dog ikke helt fra pilekrat men det var overkommeligt.

Vandløbet klarede vi uden at vade og snefeltet forcerede vi også let.

Vi fortsætter opad og når terrænet ved søen. Her er der fladt og letvandret. Vi kikker efter teltpladser men finder ikek andre end dem jeg plejer at bruge ved søens nordlige ende, men her ligger vi også udmærket.

Vi ligger i lejren og kikker på kort for nu skal der igen tages en beslutning.
Vejret er fint med god sigt så vi vælger at gå tværs over Laddjuvággi og op forbi søen 981 moh og derfra gå direkte på dalen Siŋŋivággi (Singivagge) dagen efter og så forsøge en bestigning af Kebnekaise via Dürlings led.

Vi krydser nu Kungsledens afstikker mellem Siŋŋi og Kebnekaise fjeldstation. Vi har ligget i vores lejr og set på trafikken derovre på sporet, men da vi krydser over om morgenen ser vi ingen.

Vi bevæger os op mod søen højere oppe i passet under Siŋŋičohka. Det er ikke særlig stejlt, men det går støt opad.
Vi når efter lidt besvær søen deroppe og holder hvil.

Planen er nu, at vi skal lidt ned mod Kungsleden der løber i dalen Čeakčavággi under os. Vi vil ikke derned men skrå direkte over imod Siŋŋivággis munding og derefter vandre ind i dalen for at overnatte.

Vi går en del på skrå over mod dalen, men vejret er fint så vi holder de nødvendige pauser og nyder udsigten nedover dalen.

Turen ind i Siŋŋivággi er ikke af de letteste strækninger fjelområdet byder på. Her er stenet og blokmark hele vejen ind. Men, når først man er inde er der fine teltpladser på plane græsplæner.

Det tog nogen tid at forcere blokmarken men heldigvis var det hele tørt og vejret fint. Omsider kunen vi så telte inde i dalen og forberede os på et toptursforsøg næste dag.

Sommerens fjeldtur 2023 - vol III

Efter indlægget om Siŋŋivággi fortsætter her beretningen fra sommerens fjeldtur.

At noget udstyr går i stykker er altid en fjeldguides største mareridt, og selvom de så ud til at være fixet og at brugeren ikke kunne mærke forskel på at vandre med dem, var jeg alligevel lidt nervøs. Jeg skjuler det men holder i baggrunden øje med udviklingen.

Vi fortsætter turen ...

De havde godt nok lavet noget af et kunststykke ud af de støvler.

Vi lå nu nedenfor en længere opstigning og der var et godt stykke til næste mulige lejrplads.

Inden vi nåede opstigningsstedet måtte vi krydse et vandløb men på trods at de bekymringer jeg hjemmefra havde med hensyn til sne og vandstand så var det meget let. I andre år hvor jeg har gået her har der været snebebro som havde lette overgangen. Den var der ikke i år men til gengæld var der heller ikke ret meget vand i vandløbet.

I 2015 hvor jeg gik samme tur blot fra den modsatte side gik vi nærmest i sne hele vejen ned til Guodekjohka, I år var der ingen sne.

Vi lå lidt ovenfor søen på nogle fine pladser. Nogle ville ned til søen og fiske. En times tid efter kom de op igen med en flot ørred som straks blev tilberedt.

Vi var stadig heldige med vejret. Vi havde masser af sol og ingen regn. Det var heller ikke koldt så indtil videre gik det hele fint.

Da vi næste morgen brød lejren var vejret stadig fint. Vi havde en pæn vandring foran os i blandet terræn.

Mange der vandrer i fjeldet synes, at det er sjovt at finde rengevirer til at tage med hjem som souvenirs.
Sådan er det også på mine hold. De samler de første små og gamle de finder og det også selvom jeg siger at lidt længere fremme er de meget større og der er flere.

Når man vandrer udenfor de markerede ruter så er der ikke megen konkurrence med hensyn til at samle rengevirer, eller renhorn, som samerne kalder dem.

Mine deltagere slæber hjem og det selvom de sikekrt har nok i rygsækken i forvejen, men de er da også sjove at have med hjem som minde om turene.

Vi bevæger os på en kurs der er parallel med Laddjuvággi over imod søen Gávguljávri. Vi kommer længere ned og i dalene vokser der pilekrat. Med klimaforandringerne har pilekrattet, der er fjeldvandrerens fjende nummer et, også bredt sig.

Pilekrat er besværligt at vandre i og det går ikke hurtigt. Sumpet er der også ind imellem, men vi kommer da frem.

Vi passerer krattet og et større vandløb som vi dog også klarer uden at få våde fødder.

Vi holder frokostpause ved en lille sø og Torben prøver igen lykken med fiskestangen og fanger let endnu en fisk.

Vi vandrer nu over et mindre pas og derefter langt ned imod søen Gávguljávri. Dalen søen ligger i er lun og her er træer. Ikke høje træer men fjeldbirke der står spredt og gør udsigten smukkere ud over søen.

Vi leder nu efter en god lejrplads. Dagen har været lang i et ikke alt for let terræn og jeg fornemmer træthed i rækkerne. Der er bare ikke lige de teltpladser vi skal bruge. Vie er jo mange telte.

Vi går videre og finder til sidst et flot sted hvor vi slår lejr.

Fortsættes ...

De andre afsnit kan ses her

Via Siŋŋivággi (Singivagge) til Kebnekaises Sydtop fra Kungsleden

Jeg har i flere bøger og artikler nævnt, at "den letteste" vej til Kebnekases Sydtop går via Siŋŋivággi. Dette er blevet misforstået af flere som troede, at det vr en let vej op - men sådan er det ikke helt.

Det der for mig gør ruten let er, at man kan telte ret langt oppe og at stigningen op til Kaffedalen gennem Dürlings dal til den sidste markerede del af vestra leden, der fører til selve toppen.

Det lette består altså både i, at man kan telte langt opp i Siŋŋivággi og tage turen via en dagstur, men ikke at terrænet mod toppen er let eller at der ikke er stigninger eller blokmark, men der er ingen klatring.

Jeg vil i det følgende give en fyldestgøren guide til turen op helt ude fra Kungsleden.

Lad os se på ruten helt overordnet.
Fra Kungsleden drejer man ind i Siŋŋivággi som er dalen lige efter Laddjuvággi når man kommer fra syd og den sidste inden Laddjuvággi og Siŋŋi-hytterne når man kommer fra nord. Alternativt kan man krydse over via søen 981 under Siŋŋičohkkas vestlige udløber og derved spare turen ned til Siŋŋi-hytterne og op igen. Kommer man den vej er der ingen grund til at vandre helt ned til Kungsleden. Man kan i stedet blive på højdekurven 840 moh og følge fjeldsiden rundt og ind i Siŋŋivággi.

Det er lidt ligemeget om man går på Siŋŋivággis sydlige eller nordlige side ind i dalen, men orienteringsmæssigt er det lettest at tage den sydlige vej. Kommer man. nordfra er den norlige side måske lige for hvis man skråer op fra Kungsleden men vær da særlig opmærksom efter daltærsklen når du er oppe ved den første sø. Det kommer vi til senere.

Begge sider af dalen er blokmark et godt stykke ind. Inde ved tærskelen til dalens øvre dele er der en stigning. Den er ikke ret høj eller svær, og man ser vandet fra søens udløb løbe ud under den.

Efter stigningen ser man de plane græssletter og søerne foran sig.

Du er nu ud for Dürlings leder som du kan se til venstre for dig. Den skal du op igennem på vandløbets højre side. Der hvor mange selv starter problemerne med "den lette vej" er, at de følger de første vandløb op og så ender i uvejsomme blokke. Husk at det altid er lettere at gå op end ned og at vi altid har en tendens til at søge opad. Jeg gennemgår dette lidt mere detaljeret senere.

Når man har fundet det rigtige vandløb følger man det op på højre side helt op til næste dal der er Kaffedalen. Gå helt frem til der hvor Västra leden mødes og den viser vej videre op til toppen.

Västra leden er markeret med røde mærker og der er trapper i klippen.

Og nu til en mere detaljeret gennemgang af ruten.
Jeg beskriver kun den sydlige rute ind i Siŋŋivággis sydlige side. Terrænet er ens på begge sider, men når man kommer ind og er steget op til søerne skal man være opmærksom og følge den her beskrevne derfra.

Indgangen til Siŋŋivággi når du enten via Kungsleden eller via den høje rute rundt om Siŋŋichokkas vestlige udløber. Terrænet stiger og går man rundt går man lidt skråt, men nedefra går det blot opad fra ca. 770 moh ved Kungsleden og 920 moh i Siŋŋivággis indgang. Selve dalen stiger fra 920 moh til 984 lige inde opstigningen til søerne. Opstigningen er kun ca 10 meter.

Der er besværlig blokmark på den første kilometer hvorefter terrænet bliver lettere.

Oppe ved søen lige over opstigningen, hvor vandet skjult løber ud under brinken, kan man telte på flotte græssletter ved søen og nogle vandløb der kommer oppefra.

Opstigningen
Når man går videre op mod toppen skal man være opmærksom på vandløbene. Terrænet er letvandtet i starten så koncentrer om at komme rigtigt på vandløbene.

Gå op i dalen og kryds først det ene vandløb. Gå derefter videre over mod Siŋŋibáktis vestvendte skråning. Kryds vandløbet og vær sikker på at du hele vejen op følger det vandløb.

Jeg ved af erfaring, at mange der ender i unødig blokmark eller for stejlt terræn går forkert. Man har en tendens til at søge op i højderne for hurtigt og derved går det galt.

Går du på venstre side af vandløbet (det er der nogle der forfalder til) så kommer du let til at vandre forkert og for langt op der hvor en andet vandløb kommer ned fra nord.

Vær opmærksom på, at ruten op er længere end du måske umiddelbart tror og derfor drejer du op for tidligt. Gå helt frem til den rødmarkerede sten der fører op til toppen. Ser du dem ikke er du på et forkert sted.

Terrænet veksler men er efter højden ret overkommeligt men der er blokmark. Når du kommer til de røde markeringer er der lavet trapper af blokke i fjeldsiden og de er lette at følge op tio tophytten og videre op til iskeglen der er Kebnekaises sydtop.

Er toppen iset så gå ikke op uden steigeisen. Der er 300 meter ned til denene side og 600 til den anden!

Jeg håber at denne gennemgang er nyttig ...

Sommerens fjeldtur 2023 - vol II

Efter helikopteren med den dygtige pilot, Emmy, ved cyclic sticket haved fløjet tre gange frem og tilbage mellem Nikkaluokta og vores startsted, stod vi alle og var klar syd for dalen Laddjuvággi.

Planen var at følge vandløbet Guodekjohka mod vest og så et stykke oppe dreje mod syd.

Helikopteren bruger vi til at komme væk fra de mere befærdede ruter, men også for at undgå at gå for meget i skov. Vi er på fjeldtur og ikke skovtur og vi vandrer ikke på. markerede stier.

Betaler man en guide for at arrangere en fjeldtur går man ikke på Kungsleden, men i stiløst terræn.

Ikke at der er noget galt med Kungsleden. Den er fin nok og desuden smuk og varieret, men man kan sagtens gå den selv også uden fjeldkundskaber.

Men, det hænder at jeg tilbyder guidede ture på Kungsleden. Det kan være en fin tur at starte sin fjeldkariere på og så behøver man ikke bære telt og al proviant med når man går der. Kungsleden har hytter i bekvem afstand af hinanden og i hver anden kan man købe proviant, hvilket betyder at man kan bære let.

Tilbage til turen ...

Vi landede i strålende vejr hvilket altid er en god start på en fjeldtur.
Jeg havde så lige peget en anelse forkert for Emmy på gps'en så hun satte os af lidt længere syd end det oprindeligt var planlagt. Det betød så, at vi startede med lidt op ad bakke og over kammen mod nord til Guodekjohka, men det er jo godt med lidt ekstra motion efter den lange rejsetid.

Iøvrigt gav det mig et god udkik over en anden rute jeg har overvejet at lave en tur af, nemlig syd om Čeabetčohkka og Váimoåaivi og den vej så absolut farbar ud.

Vi når op til vandløbet i Guodekvággi og følger det mens vi nyder udsigten  mod Kebnekaisemassivets sneklædte gletsjere mod den blå himmel. Når først man er i dalen og følger vandløbet er terrænet letvandret.

Længere fremme skal vi op i kløften vest for fjeldet Čeabetčohkka og derfra er der langt til de nærmeste teltpladser. Vi skal derfor telte inden vi starter opstigningen. Alle var ikek helt tilfredse med den relativ korte vandredag, men jeg vovede ikke at tage passet så sent på eftermiddagen og så risikere at vi skulle forcere for at nå et egnet teltsted. Vi var trods alt ret mange telte der slulle findes plads til.

Jeg har selvfølgelig været den vej før og derfor vidste jeg hvordan forholdene og manglen på teltpladser i højden er. Det var der ikke nogle af de andre der vidste så jeg bestemte.

Nu skete der så det der helst ikke må ske! Et par støvler gik i stykker! Sålerne faldt nærmest af nogle støvler der ikke var ret gamle. Den slags kan få sveden frem selv på en gammel hærdet fjeldguide, men alt kan jo løses. Jeg overvejede at rekvirere en helikopter så vi kunne flyve til Kebnekaise fjeldstation og hente nye støvler - de har nogle i sportudlejningen og da jeg altid medbringer en satellittelefon så vil det ikke være noget voldsomt problem at løse.

Men, holdet var nu ret snedigt og et par af dem opfandt en løsning der faktisk holdt resten af turen - meget imponerende.

Jeg valgte så, for alle tilfældes skyld at ændre lidt på ruten så vi ikke kom så langt væk fra fjeldstationen hvis nu støvlerne ikke holdt.

Det er aldrig noget problem, at ændre lidt på en rute overfor deltagere der ikek har været stederne før, for i den situation er det jo lige meget hvor man vandrer.

Vi fandt en fin plads ved vandløbet og her blev vi.

Fortsættes

Første afsnit kan ses her!

Sommerens fjeldtur 2023 - vol. I

Så er det vist mere end tid til et nyt blogindlæg.

Jeg har været fraværende, idet jeg har haft travlt med at skrive en ny bog færdig, og med at planlægge og udføre endnu en fjeldtur til Kebnekaiseområdet.

Men der har også været tid til at afholde foredrag, bl.a. i Eventyrernes Klub.
Nu skal det så handle om fjeldturen sommeren 2023, som på flere måder endte noget anderledes end turene plejer.

Jeg siger det med det samme - der er ingen grund til at gemme på det. Der var ingen, der kom til skade eller måtte tage hjem eller ud af fjeldet før tid! Men noget af ruten var nok lidt hård for nogle, men det klarede vi selvfølgelig også, så alle fik en god tur, hvilket er det vigtigste.

I år blev turen lagt ret tidligt på sæsonen, og den var som sædvanlig allerede udsolgt i januar. Grunden til den tidlige periode var dels at gøre noget anderledes, men først og fremmest fordi jeg havde lejet en kunstnerbolig på Bornholm i hele august måned for at skrive en bog færdig. Det betød begribeligvis, at jeg skulle være hjemme senest den 1. august.

Foråret i fjeldet kan også noget for at bruge det moderne udtryk. Alt er i sin vorden, og myggene er ikke helt parate til den første storoffensiv mod håbefulde fjeldvandrere.

Vi lagde ud med afrejse fra København den 30. juni. Tidligt, men ikke tidligere end jeg mange gange tidligere har startet ud. Førhen, da jeg guidede fuldtid om sommeren, startede jeg altid lige når skolesommerferien startede, og det gjorde den i mange år lige omkring min fødselsdag, som er den 22. juni.

Vel vidende, at der stadig kan være en del sne i de høje dale på den tid, lagde jeg vores rute med start i lavere liggende dale, for derefter mod slutningen af turen at stige lidt i højderne for at slutte med højere ruter og udsigt og måske en bestigning af Kebnekaises Sydtop.

Nu skete der jo det, at der pludselig kom en masse sne sidst på vinteren, samtidig med at vejret ændrede sig, med det resultat, at sneen smeltede. Ikke bare smeltede som det plejer, men alt for hurtigt, med det resultat, at vandløbene løb over deres bredder. Der var så meget vand, der løb ned fra højderne, at fjeldstationens pumpestation væltede, og fjeldstationen nærmest gik i stå. Toiletterne virkede ikke. Folk kunne ikke vandre, og mange strandede på Kebnekaise fjeldstation i flere dage.

Oven på de meldinger fik jeg det begribeligvis noget varmt under håret, for nåede forholdene at stabilisere sig inden vi skulle afsted? Ingen vidste det!

Dagen oprandt, hvor vi skulle afsted. Jeg havde fået positive meldinger fra fjeldstationen og fra helikopterpiloterne deroppe om, at vandstanden havde stabiliseret sig. Dog fungerede toiletterne ikke på Kebnekaise fjeldstation, men man var i gang med at bygge nødtoiletter, og indtil de var færdige, fløj man toiletvogne ind.

Pumpestationen havde vandet væltet ...

Vi mødtes som sædvanlig på Københavns hovedbanegård i god tid inden togets afgang. Det er godt at være i god tid og få samling på tropperne, så man er sikker på, at alle er med.

Vi endte med at blive et lidt stort hold i år, og også større end dem, jeg plejer at have med, men man vil jo nødig skuffe nogen, såå ...

Togturen til Stockholm startede fint, og der var højt humør undervejs, indtil togføreren meldte, at toget var en halv time forsinket på grund af sporarbejde, som vi intet vidste om hjemmefra. Den melding gav lidt kriseidé, at vi ville få svært ved at nå næste tog, som var nattoget til Kiruna. Da det var et andet selskab end SJ, garanterede SJ ikke for, at det ventede. 

Nå, jeg er jo rimelig cool i den slags situationer og regner med, at alt nok går godt. VY-toget ventede naturligvis og kunne sagtens indhente den time, vi endte med at være forsinket i løbet af natten. 

Og ganske rigtigt - vi ankom til Kiruna helt planmæssigt og kunne derfor også nå bussen mod Nikkaluokta. Jeg havde chartret helikopter hjemmefra, så da vi ankom til Nikkaluokta, gik vi direkte over til heliporten, hvor piloten ventede. Jeg har en konto hos Kallax flyg, så jeg flyver, når jeg vil, og fakturaen sender de på mail, så jeg betaler det hele, når jeg er hjemme efter endt fjeldtur. Let og bekvemt.

Vi siger farvel til piloten og hans hjælper, og så er vi på vej ud i fjeldet i stille og øde terræn syd for Kebnekaise fjeldstation. Forude venter mange dage, hvor vi ikke regner med at møde andre.

Fortsættes ...

Sommerens fjeldtur 2022 vol. VI

Dette afsluttende indlæg om fjeldturen sommeren 2022, samler op på turen.
Turen er slut og en ny planlægges til sommeren 2023, og i det følgende vil jeg fortælle lidt om hvordan jeg gør - måske kan det bruges af nogle ...

Jeg har gennem årene guidet et utal af fjeldture. Faktisk har jeg slet ikke tal på hvor mange det er blevet til. I de senere år har jeg kun guidet én enkelt tur om året i fjeldområder, men tidligere har det været 8 hver sommer og 6 hver vinter. Det er mange og da de fleste er gået til Kebnekaisefjeldene, så kender jeg efterhånden det området godt.

Der er mange ting at tage hensyn til ved planlægning og udførsel af en guidet tur. Det er ikke nok blot at kende et område man måske har være i et par gange. Guider man som jeg udenfor stierne, skal man kende området yderst grundigt - især hvis man tager nybegyndere med.

Som guide ved du ikke meget om de personer du tager med. Du ved ikke præcis hvor langt de kan vandre med rygsæk i fjeldterræn eller hvordan de takler det at være langt væk fra alting.

Du ved heller ikke hvordan den enkelte reagerer i pressede situationer eller hvordan de forskellige deltagere reagerer på hinanden. Eller med andre ord, du ved ikke hvordan gruppen vil agere.

Som guide skal du således ikke kun være teknikker og vide alt om fjeldvandring og om området du guider i. Du skal også kende til gruppedynamik, psykologi og andet der gør dig i stand til at vurdere situationer lynhurtigt og agere inden der sker noget uhensigtsmæssigt, men hvordan gør man det?

Du kan selvfølgelig køre den strikse guidemodel hvor dine ord er lov. Du går altid forrest og dine deltagere holder sig bag dig. Du bestemmer hvor og hvornår der skal være pauser. Du sætter en masse regler op om rygning, indtagelse af alkohol eller hvad du nu synes der skal til for at du hele tiden har styringen. Sådan er der nogle der gør - jeg gør det ikke.

Jeg vil kun agere som guide hvis noget er ved at gå galt. Jeg holder mig lidt i baggrunden og forsøger at være en deltager i gruppen. Ja ok jeg er måske en mere vidende deltager i forhold til området og ruten end de andre deltagere, og derfor bliver jeg naturligt spurgt og det ene og det andet og det er helt fint. Men jeg svarer så ofte jeg kan som meddeltager og indgår i gruppen på lige fod med de øvrige.

På den måde bliver mine ture mere et samarbejde end en, tilsyneladende, guidet tur.

På den anden side så får deltagerne også selv erfaring i at tage beslutninger undervejs. Beslutninger de tager i samarbejde med os andre.

En anden kunst du skal beherske som guide, er ikke at sætte egne mål over deltagernes. Det er i bund og grund deltagernes tur, og det er dem der skal føle at de har den tur de forventede hjemmefra, og som er dem blevet lovet.

Men hvordan klarer man så den når man ikke kender deltagerne?
Det er der sikkert flere måde at få styr på. Min er så udførligt som muligt at informere potentielle deltagere om hvad det er for en slags tur de kan sætte i udsigt. Og allerede her bestemmer jeg jo så hvilken tur jeg laver. Det er altså en lidt omvendt måde at gøre det på, idet jeg allerede inden deltageren har tilmeldt sig stikke nogle retningslinjer og krav ud.

Da jeg gerne tager begyndere og meget lidt erfarne fjeldvandrere med, så sætter jeg dagsetaperne relativ korte. Jeg pointerer, at turene ikke er for hurtigløbere, der vil have masser af kilometer i benene hver dag. De er heller ikke for den der vil præstere og hvor målet er målet i sig selv og dagsetaperne blot er noget der skal overstås i en fart.

Ved at sætte krav hjemmefra så er det lettere for mig at slå ned på en eventuel deltager der undervejs forsøger at forcere både tempo og distance.

Deltagerne skal også være indstillede på at hjælpe hinanden således at gruppen arbejder sammen om et fælles projekt, nemlig det at alle skal have en god tur.

Jeg kører altid med tog frem og tilbage og det gør jeg dels fordi det er afstressende, men også fordi jeg har en filosofi om hvordan enhver ferie eller tur bliver en god tur. 

For mig har en tur flere faser.
Den første er planlægningen, hvor skal vi hen?
Når det er bestemt så kommer næste fase hvor man forbereder sig og glæder sig til turen.
Herefter kommer rejsen til destinationen, hvor man glæder sig, er på vej og lærer hinanden og hinandens forventninger at kende.
Så er der turens første fase og det er den hvor man vænner sig til at være på tur.
I den næste fase har man styr på turen. Man har fundet rytmen, ved hvor ting er i rygsækken og man har styr på madlavning og lejrslåning.
Herefter følger en fase hvor man ser frem til at komme hjem og kan se målet.
Til slut er der hjemrejsen hvor man sammen ser tilbage på turen.

Ingen af disse faser må være for lange eller for korte. Er de tilpas så har man haft en god tur og har fået nok uden at det har været for meget eller for lidt, men lige tilpas og sådan som en ferie skal være.

Sommerens fjeldtur 2022 vol. V

Turen nærmer sig sin afslutning og om to dage vil vi lande på Kebnekaise fjeldstation, men først skal vi lige have klaret endnu en spændende dag.

Vi skal forlade vores vindblæste lejrplads og skal gennem passet ved søen 956 moh. og ned i Neasketvággi.

Det blæser stadig mens vi vandrer gennem et noget vildt landskab. Det er ikke så let at vandre gennem passet og man skal passe på at komme rigtigt igennem så man undgår at gå for meget op og ned.

Vi når ned og vandrer i godt terræn gennem dalen. Terrænet i bunden er letvandet og meget frodigt med et væld af blomster.

Vi går på en slags bred hylde et godt stykke over selve dalbunden hvor vandløbet snor sig ud mod Čeakčaeatnu ude hvor vi skal krydse Kungsleden. En samesommerlejr ligger ved udmundingen, og vi vælger en rimelig teltplads men kommer til at ligge en smule spredt.

Vejret er blevet bedre. Det blæser stadig, men vi er kommet længere ned og har derfor mere læ for vinden.

Mens vi ligger i lejren passerer et par vandrere vores lejr. Det er de første andre vi hidtil har mødt på turen, altså hvis vi ser bort fra Hytteværten.

Neasketvággi og i det hele taget området vest for Kungsleden har jeg altid godt kunnet lide. Området er ikke befærdet og det heller ikke selvom Nordkalottleden går igennem.

Området har også adgang til Narvikfjeldene på den norske side af grænsen.

Vi forlader vores lejr og forsætter mod øst og broen over Čeakčaeatnu.

Nedstigningen til broen er lidt bøvlet i et stenrigt terræn hvor det ikke helt er til at se hvor det er bedst at gå før man har gået den besværligste vej. Vi når broen og vandrer over. Vi står nu på Kungsleden og her vandrer folk i lange rækker.

Vi skal nu op forbi fjeldet Siŋŋičohkkas sydlige udløber og ned i Laddjovággi der skal føre os til Kebnekaise fjeldstation.
Vi går ikke ned til Siŋŋi-hytten, men går direkte tværs over Kungsleden og op i passet mod søen 981 moh. Det er en lang og sej opstigning og når man er ved søen er man ikke engang oppe endnu. Der mangler en lille bid, men så går det også nedad igen til Laddjuvággi og de små søer Laddjubahta hvor vi vil slå lejr.

Den her strækning har jeg efterhånden vandret så mange gange at jeg er ved at være træt af den, men der er ikke så mange veje ud af fjeldet og den letteste er den ud gennem Laddjuvággi. Her ligger Kebnekaise fjeldstation og derfra er der kun 20 km. ud til landevejen - og dem kan man flyve og på den måde slippe for en lang skovstrækning med ryggen til fjeldet.

Vi finder de gode pladser ved de små søer og slår lejr.

Næste morgen når vi ikke at slå teltene ned før det regner.

Det ender med at turens sidste dag blot skal overstås og vi ender med at vandre spredt frem til stationen.

Efter en god middag, bad og sauna samt en god nats søvn i rigtige senge venter vi om morgenen på helikopteren der ad to omgange skal flyve os til Nikkaluokta og bussen.