søndag den 25. februar 2018

Boganmeldelse - De Otte Årstiders folk, af Jonna Odgaard

De Otte Årstiders Folk er en trilogi der i bund og grund er en kærlighedshistorie om to mennesker der, i bedste Barbara Cartland stil skal så grueligt meget igennem før de får hinanden.
Oven i den fortælles samernes historie samtidig med et plot om krybskytteri og samernes uoverensstemmelser med de lokale svenskere og skovejere.


Man kan sikkert diskutere om romaner bør anmeldes og omtales her og jeg er selv i tvivl, men efter at have læst de første to bøger må jeg sige at ser man bort fra den lidt for sukkersødeagtige romantik, så retfærdiggør forfatterens grundige research i samernes historie bøgerne i en vis grad. Så, i hvert fald for de af os der interesserer os for Lapland og samerne, gives der under læsningen faktisk en unik indførelse i samernes historie, shamanisme og anden kultur og en masse om rendrift.

Grunden til at jeg læste det første bind skyldtes en bekendt som nævnte den og som foranledigede at jeg fik et anmeldereksemplar. Jeg kastede mig over den vel vidende at den nok ville være lidt feministisk, men det kan man normalt godt leve med når man læser romaner og romanen her handler jo trods alt om Lapland!

Det første bind i trilogien, Ulvens blik, må jeg tilså røg over i hjørnet (hvor papirkurven står) et par
gange, men på en eller anden måde fanger noget i bogen mig. Som nævnt er forfatterens researcharbejde både omfattende, grundigt og nøjagtigt og da bogen foregår i et lidt sydligere område i Lapland end det jeg har brugt mest tid på, så er der mange interessante detaljer som er divergerende fra det nordsamiske jeg har forsket i.

Det jeg havde det meget svært ved er de utrolig mange superlativer forfatteren betjener sig af i beskrivelserne. Det er så overvældende at det for mig, grænser til pladderromantik.

Jeg læste den imidlertid færdig idet jeg tillod mig at skøjte lidt svævende hen over de passager jeg syntes er værst, men jeg er jo en mand. Min kone har den mening om bøgerne at superlativerne og romantikken ikke er værre end i andre femibøger.

Bogen fortæller meget detaljeret om samernes shamanisme som i en af hovedpersonernes skikkelse er ført op i nutiden. Om der er noget om shamanisme skal jeg ikke komme ind på her, men der beskrives en ret nøjagtig animismen som er alle oprindelige folks grundlæggende tro.

En anden sidehistorie i bogen foregår omkring den anden hovedperson der er biolog og ulveekspert men som i bogen også bliver viklet ind i samernes arbejde med renerne. I den historie beskrives samernes mere praktiske arbejde også detaljeret og meget autentisk.

Forfatteren er også inde på de problemer der gennem tider har og stadig er mellem svenskere og samer, hvilket er medvirkende til at Sverige faktisk stadig den dag i da ikke anerkender samerne som et oprindeligt folk.
Og selvfølgelig viser det sig at begge hovedpersonerne har samisk blod i sig.

Konklusion
Det er en roman og det uanset der er meget fakta om området, samernes historie og kultur og om de
problemer med racisme, forfølgelse og andet der kendetegne områder i verden hvor to divergerende folk støder sammen, men kan man leve med superlativer og andet er det udmærkede bøger.

Fakta om forfatteren
Forfatter til Ulvens Blik og Shamanens lærling er journalist Jonna Odgaard, der har diplomuddannelse i natur-, miljø- og videnskabsjournalistik.
Har arbejdet 12 år som freelance miljøjournalist og tre år som projektleder i Grønland, herunder to år som projektleder for en kampagne om bæredygtig udnyttelse af Grønlands dyreliv. Derudover været ansat på Frederiksborg Amts Avis og Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Har tidligere udgivet to fagbøger: ”Natur og Miljø. En debatbog” (Munksgaard) og ”Job i Miljø” (Studie & Erhverv).
Jonna Odgaard har som journalist rejst over hele verden og rapporteret om natur- og miljøforhold, fortrinsvis fra lande og egne med storslået, vild natur som Mongoliet, Alaska, Galapagos øerne, Ghana, Stillehavet, Grønland – og Lappland.
Fritiden bruges til fugle- og vandreture i den vestjyske natur og rejser, og til bestyrelsesarbejde i Fugleværnsfonden og Danmarks Naturfredningsforening Ringkøbing-Skjern. Bor i Ringkøbing.
Ulvens Blik og Shamanens lærling er bind 1 og 2 i trilogien ”De otte årstiders folk”, som samerne kalder sig.



Fakta
Ulvens blik
Forfatter: Jonna Odgaard
Sprog: Dansk
ISBN-13: 9788785092519
Sideantal: 432
Udgivet: 02-01-2014
Udgave: 1
Forlag: Forlaget A. Rasmussens Bogtrykkeri
Indbinding: Bog, indbundet
Originalsprog: Dansk
ISBN10: 8785092517
Pris: 199,00 kr.

Fakta
Shamanens lærling
Forfatter: Jonna Odgaard
Sprog: Dansk
ISBN-13: 9788785092601
Sideantal: 680
Udgivet: 01-11-2016
Udgave: 1
Nr. i serien: 2. bind
Forlag: Aras
Indbinding:
Bog, indbundet
Originalsprog: Dansk
ISBN10: 8785092606
Pris: 249

torsdag den 22. februar 2018

Fjeldturen sommeren 2018

Så er sommerturen helt på plads. Deltagerne er på og det ser ud til at være et godt hold.
Nu mangler blot den sidste planlægning af ruten og med de klimatiske forhold vi er røget ind i de seneste år i fjeldet, er det lidt af en udfordring.

Billedet er taget syd for Hoigganvággi sidst i juli 2017.

Problemet med at planlægge fjeldture i Kebnekaiseområdet og ind mod den svensk norske grænse i det område, har de senere år været noget usikker.

Sene og kraftige snefald langt hen i foråret har gjort langtidsplanlægning usikker de senere år så derfor er det med at have alternative ruter.

Det spændende er så om der vil tegne sig et mønster fremover så klimaet i fjeldet ændrer sig hvilket ikke vil være så godt da sommeren i forvejen er ret kort deroppe.


søndag den 18. februar 2018

Fjeldturen 2015 - afsnit V

Dette er sidste afsnit om turen i 2015.
Nu sad vi atter udenfor kafeteriaet i Nikkaluokta og nød solen der endelig var kommet frem, og at klimaet atter viste sig fra en venlig side med højtliggende skyer og god sigt. Nu skulle jeg så blot formå at servere en alternativ rute ind til fjeldstationen, så vi kunne få brugt de sidste dage og de der gerne ville bestige Kebnekaises sydtop fik chancen til det!


Udfordringen nu var ikke at vandre ind til fjeldstationen gennem birkeskove i Laddjuvággi, men at foreslå en anden rute. I den plan var det en udfordring, at der i højderne stadig lå megen sne så turen skulle times vel. Mulighederne for alternative ruter ind til fjeldstationen er ikke mange her. Går man sydover, det kan man godt, men der kom vi jo lige fra! Men så skal man gå hele vores rute igennem igen, eller krydse ind i Savuvággi og krydse Sovugorsa. Det kan man også godt, men så venter en skrå strækning der ender i pilekrat. Ad den rute skal man helt hen til Elsas bro for at krydse Laddjujohka. Dette ville blive en alt for lang tur.


Den 16. juli
Jeg foreslog derfor at vi vandrede ad stien ind mod Kebnekaise, men drejede fra ved første bro og fulgte stien op gennem skoven og op i Čievrragorsa for at finde teltpladser lige over trægrænsen ved de små søer, men forhåbentlig under al sneen som lå deroppe, og som jeg havde spottet fra helikopteren den første dag på turen.

Det blev pænt modtaget, men jeg sagde ikke rigtigt noget om hvordan jeg havde tænkt mig at vi skulle komme videre derfra. Det kunne vi tage senere når vi havde kikket forholdene lidt nærmere efter.

Altså vandrede vi hen ad den brede og slidte sti og ind i birkeskoven. Turen ad sporet og hen til broen hvor vi skal dreje fra er cirka 3 kilometer og på stien er det hurtigt vandret.

Ved broen holder vi en lille vandpause da vi aller er kommet over, retter på rygsækkene og forbereder os på stigningen op gennem skoven fra de cirka 500 moh. vi står i ved broen og til ovenfor trægrænsen hvor vi skal telte i cirka 900 moh.

Der er noget af en tung vandring op gennem skoven. Det har jeg altid syntes, men det hænger måske sammen med at det altid plejer at være første dags vandring på fjeldet når jeg vandrer denne vej. Første dag er jeg ofte lidt sløv efter den lange togtur og rygsækken er helt fyldt og derfor tung. Mange gange er det også varmt og med masser af myg i skoven der forstyrrer en i pauserne der derfor ikke bliver så lange. Man vil bare op ovenfor træerne hvor det lufter lidt og myggene ikke er så mange og ikke så irriterende.

I år var der stort set ingen myg, men det var varmt. Målet for mig er altid at nå den "store sten" og
holde første rigtige pause der. Så er man ligesom kommet over det værste, eller den længste strækning, og efter stenen går det bare opad ad det snoede spor der ovenfor trægrænsen hvor det tynder ud i træerne der stå mere og mere spredt for til sidt kun at kunne ses under én, at fortabe sig i terrænet.

Ved stenen er der et dejligt vandløb mellem birkestammer og pil, og der er ofte masser af blåbær og revling man kan hygge sig med mens man holder pause.

Efter stenen fører stien mere og mere opad alt imens skoven tynder ud og man kan se toppen af bakken, eller det man tror er toppen af bakken for efter toppen kommer ofte endnu en top, men udsigten bliver efterhånden bedre og det lufter lidt heroppe ovenfor træerne.

Stien fører over mod nogle små søer og et vandløb under fjeldet Čievrračohkka faktisk på kanten af
fjeldet og med en fantastisk udsigt ned over Nikkaluokta og Paittasjärvi langt under os.

Vi finder et sted med meget fine teltpladser og slår lejr.

Det er stadig tydeligt at sommeren ikke er slået igennem på trods af at vi altså er langt inde i juli måned og fra vores højt placerede lejr i cirka 900 moh. ser vi over mod toppe og fjeldsider på dalens modsatte side og der ligger meget sne. I passet over os ligger der ligeledes en ordentlig dyne, men den ser fin ud.

Jeg funderer lidt over næste dags etape. Vi kan vandre længere ind på højsletten indtil kløften med renvokterhytten og dreje mod fjeldstationen derfra, eller vi kan tage passet over os.

Vi lå her på kanten af den store højslette Čievrraláhku ved nogle små søer og vandløb. Mod vest
havde vi ganske tæt på Gármasbáktis væg og en smule længere mod nord Čievrračohkka. Imellem dem er der et 1100 moh. pas, eller et rigtigt pas er det ikke når man er kommet op i det, for her ser det mere ud som om man passerer hen over Gármasbáktis flade top, hvilket man også gør, men nedefra ligner det et pas.

Vi lå i 940 moh. sådan cirka ved søerne så noget uoverstieligt arbejde ville det ikke være at fortsætte ad den vej, og derved dels spare turen ind i kløften og dels, når nu vejret bød på strålende sol og blå himmel, at få en flot udsigt fra højderne.

Den 17.
Den tur var alle med på at prøve så da vi havde pakket lejren sammen om morgenen drog vi opad ad snefanerne.

Det er altid hårdt at gå opad, men sneen der var fast og fin gjorde det lidt lettere, og så længe overfladen ikke smeltede ned til slush ice som man synker i, så var det en let opstigning.

På vejen op kunne vi ved tilbageblik se langt ud over søen Paitasjärvi og Nikkaluokta langt under os. Fremad havde vi stadig bakker. Sådan er det altid i fjeldet, ligesom man mener at nu er man oppe, så er der en stigning mere, men til sidst er man jo oppe og kan puste ud og nyde udsigten mens man holder pause.


Planen var nu at blive på kanten og fortsætte ad denne frem til hvor stien der kommer fra
Gaskkasvággi, og fører hen over Čievrraláhku, fører ned gennem birkeskoven i Darfálvággi ved broen, hvorfra der kun er et par kilometer ind til Kebnekaise fjeldstation.

Vi holdt os på kanten hvor der er forbavsende let at vandre. Terrænet er jævnt når først man er kommet ned fra passet. Vi tager det stille og roligt, nyder udsigten og ser båden der sejler vandrere fra Nikkaluokta, eller rettere fra Laddjujávris østende til deltaet i vest. Vi er spændte på hvor den lægger til set heroppefra. Hvor langt mon den kan sejle op i deltaet?

Laddjujohkas delta ligner lidt Rapadalens som vi ser det heroppefra. Vandløbene forgrener sig
mellem sandbanker skabt af de store mængder sedimenter fra Dafál-dalens store gletsjere på Kebnekaisemassivets østvendte skråninger. En sedimentmængde der allerede har fyldt Laddjujávri godt op og som vil ende med helt at fylde søen så der kun er et vandløb tilbage igennem sand- og mudderbanker.

Man ser at flere af holmene er gamle, har ligget aflejret her i så mange år så de har fået bevoksning af pil og urter og hist og her et birketræ.

Udsigten heroppefra er flot i det klare vejr og vi kan se Kebnekaisemassivet i hele dets storhed med alle gletsjerne og både Syd- og Nordtoppen, og vi kan se langt ind i Laddjuvággi hvor Dag Hammerskiölds led fører til Siŋŋi-hytterne på Kungsleden - flot!

Båden når vi at holde øje med, og langt nede under os ser vi den kæmpe sig langsomt mod strømmen
over søen, og ind i deltaet ad hovedstrømmen.

Da den lægger til ser vi tydeligt bådebroen og mylderet af vandrer der går fra og til borde.

Vandringen her oppe er relativ let hvis blot man følger højdekurverne. Man skal passe på med ikke at forfalde til at vove sig ned i birkeskoven, og i det bælte af irriterende pilekrat der altid ligger lige ovenfor skoven.

Der kan selvfølgelig være en grund til at gøre det alligevel, altså gå ned i skoven. Vi gjorde det ikke umiddelbart, men ramte alligevel lidt forkert og det nok fordi vi gik i det gode vejr, og hele tiden søgte nedad i stedet for at følge 1100 moh. kurven rundt langs Čievrračohkka's vestside og der møde plateauet Darfálláhku og via den nå stien.

Men, man kan med fordel gå ned i skoven og ud mod Darfáloalgi, hvis top er et lille plateau med
fantastiske teltpladser, og hvor man kan ligge helt ugenert i et par dage - ja altså det kunne man førhen og før jeg nu afslører de unikke pladser her.

Vi nåede sidst på dagen stien der som et smalt brunt bånd snoede sig gennem vegetationen, nedad mod birkeskoven der i starten er tynd med lave fjeldbirke, men som senere bliver højere, for hvor den møder staien der går gennem Darfálvággi, at blive mandshøj birkeskov der fortsætter helt hen til de dårlige teltpladser omkring fjeldstationen.

Dårlige teltpladser er lige det der er i fjeldstationens omgivelser. Inde i birkeskoven ligger de slidte med bar jord og rødder der stikker op, og der er kamp om pladserne i højsæsonen. Alle vil ligge i kort afstand fra fjeldstationens butik og andre goder.

Målet er nået og vi sidder i fjeldstationens pejsestue og nyder livet efter en vel overstået anderledes men flot fjeldtur. Folk er glade, vejret flot og nogle glæder sig til forsøget på at bestige Kebnekaises sydtop i strålende vejr dagen efter.

Det er tredie år i træk, at vi rammer så godt vejr her ved fjeldstationen og tredie år vi har folk på toppen!

Efterskrift
Nu er det ikke første gang jeg har "gået forgæves" og ikke kunnet gennemføre en planlagt rute på grund af forholdene. Det er sket flere gange, men aldrig så sent på sommeren som ved denne tur. Jeg vil derfor gene benytte lejligheden til at råde alle fjeldvandrere om altid at have en plan-B og aldrig tilrettelægge en tur hjemmefra med en for stram tidsplan. En stram tidsplan hvor man for eksempel skal nå et tog eller et fly, kan let foranledige én til at begå fejl eller til at tage unødige chancer. Specielt snebroer og vad kan være farlige i fjeldet og er man tidspresset tager man måske en chance der ender fatalt!

mandag den 29. januar 2018

Vildere vidder i dansk natur - bogomtale

Dansk natur har det skidt – Rune Engelbreth Larsens nye bog anviser, hvor og hvordan vi bevarer og styrker naturen i stor skala: Vildere dansk natur med flere vildheste, elge og bisoner ...



Vores blågrønne planet rummer en svimlende artsrigdom, der byder på en lige så ufattelig oplevelsesrigdom.
Vi deler kloden med 10 millioner forskellige arter, hvoraf 50.000 såmænd lever i Danmark. Sådan cirka.
Imidlertid indskrænkes denne farverige variation af arter med stormskridt, også i herhjemme. 

Ikke kun fylder vi selv mere og mere, men vores natur gror også til i ensformighed – Som bogen dokumenterer, har Naturbeskyttelseslovens titusinder af beskyttede naturperler og tusinder af fredede områder langtfra standset dansk naturs markante tilbagegang – der skal andre tiltag til. 



Vildere vidder i dansk natur belyser, hvorfor det er gået galt, og giver et bud på, hvordan udviklingen vendes: vildere natur på naturligere præmisser. 

Bogen eksemplificerer i ord, billeder og kort, at Danmark kan reservere langt over 1.000 kvadratkilometer til vildere naturreservater, hvor naturen i højere grad kan udfolde sig som natur.

I disse områder skal træerne ikke længere fældes og fjernes som tømmer, ingen søer og moser skal længere tørlægges, og det manglende samspil mellem vegetation og store planteædere skal genetableres, hvilket indebærer, at f.eks. vildheste, elge eller bisoner udsættes en række steder. 



De 1.000 kvadratkilometer fordeler sig på 35 større områder, der i altovervejende grad er ubeboede og offentligt ejet i forvejen, hvorved vi undgår de hidtidige konflikter mellem landbrugsinteresser og naturhensyn. 



Vildere vidder i dansk natur er en oplevelsesbog og oplysningsbog på 440 store sider, der i ord og billeder inspirerer til naturoplevelser ud over det sædvanlige i dagens Danmark – og ikke mindst til vildere natur i morgendagens.

Fakta
Over 400 naturbilleder og mere end 225 kort.
Pris: 449 kr.


INDHOLD

Forord

DEL I: Hvorfor og hvordan?

Kapitel 1 Biodiversitet og naturbeskyttelse 
Kapitel 2 Et skridt frem og ti tilbage 
Kapitel 3 Nationalparker eller nationalmarker? 
Kapitel 4 Vildere naturnationalparker 
Kapitel 5 Plads, placering og prioritering 
Kapitel 6 Planteædere retur 
Kapitel 7 Produktionsophør 
Kapitel 8 Bialowieza Skov, Polen 
Kapitel 9 Oostvaardersplassen, Holland 
Kapitel 10 Döberitzer Heide, Tyskland 
Kapitel 11 Lille Vildmose, Danmark 

DEL II: Hvor?

Kapitel 1 Naturnationalpark Almindingen 
Kapitel 2 Naturnationalpark Amager 
Kapitel 3 Naturnationalpark Bidstrup Skovene 
Kapitel 4 Naturnationalpark Bjergskov & Hostrup Sø 
Kapitel 5 Naturnationalpark Blåbjerg & Nyminde 
Kapitel 6 Naturnationalpark Borris Sønderland 
Kapitel 7 Naturnationalpark Frøslev Skov & Mose 
Kapitel 8 Naturnationalpark Fussingø & Læsten Bakker 
Kapitel 9 Naturnationalpark Gludsted Skov & Isen Bjerg 
Kapitel 10 Naturnationalpark Gribskov & Esrum Sø 
Kapitel 11 Naturnationalpark Gurre Sø & Horserød Hegn 
Kapitel 12 Naturnationalpark Hald Sø & Dollerup Bakker 
Kapitel 13 Naturnationalpark Hammerknuden & Slotslyngen 
Kapitel 14 Naturnationalpark Hammermølle Skov & Teglstrup Hegn 
Kapitel 15 Naturnationalpark Han Herred 
Kapitel 16 Naturnationalpark Hanstholm Vildmark 
Kapitel 17 Naturnationalpark Harrild Hede & Nørlund Skov 
Kapitel 18 Naturnationalpark Hindemade & Pamhule Skov 
Kapitel 19 Naturnationalpark Husby Klit 
Kapitel 20 Naturnationalpark Jægersborg Hegn & Dyrehave 
Kapitel 21 Naturnationalpark Klosterheden 
Kapitel 22 Naturnationalpark Lindet Skov & Helm Polde 
Kapitel 23 Naturnationalpark Læsø 
Kapitel 24 Naturnationalpark Melby Overdrev & Tisvilde Hegn 
Kapitel 25 Naturnationalpark Mols Bjerge 
Kapitel 26 Naturnationalpark Randbøl Hede & Syv Års Søerne 
Kapitel 27 Naturnationalpark Rold Skov & Rebild Bakker 
Kapitel 28 Naturnationalpark Råbjerg Mose & Ålbæk Skov 
Kapitel 29 Naturnationalpark Skagens Odde 
Kapitel 30 Naturnationalpark Skjern Floddelta 
Kapitel 31 Naturnationalpark Stråsø Skov & Vind Hede 
Kapitel 32 Naturnationalpark Søhøjlandet 
Kapitel 33 Naturnationalpark Tversted Skov & Kyst 
Kapitel 34 Naturnationalpark Uggerby & Lilleheden 
Kapitel 35 Naturnationalpark Vesterhavet 

Appendix 
Litteratur 
Register

torsdag den 25. januar 2018

Vandreture i Sydsverige

Nu er den mørke vintertid snart overstået og det er på tide atter at tænke på nogle weekendture i Sydsverige. Man kan selvfølgelig være derovre hele vinteren men når man vandrer og skal slå lejr hver aften så er det lettest mens det er lyst, og det er også lidt bøvlet at skulle finde lejrplads i pandelampen skær.


De mørke måneder giver også rigtig megen lejrliv og ofte mange timer i telt eller køje og derudover er det også ofte klamt og vådt sådan som vore vintre i de senere år har udviklet sig. Det er bedst med frost og sne og mindre godt med sjap og mudder i lejren.

Nu bruger jeg ikke gerne etablerede lejrpladser som jo oftest er slidte og mudrede men selvfundne pladser gerne ved en søbred, hvor der ikke er slidt men har flot udsigt og ligger helt uforstyrret væk fra stier og veje.

Min næste tur bliver i det østlige Skåne og heldigvis spår vejrudsigten for den kommende uge både frost og sne - nu håber vi bare at det holder.

søndag den 21. januar 2018

Tag med på fjeldet (kursus)

I mit sidste indlæg skrev jeg lidt om mine planer for sommerens fjeldtur.
Mit mål er at rekognoscere nye ruter i fjeldet og derfor foregår en del af vandreturen udenfor etablerede stier og ruter i området.
Jeg vil gerne tilbyde nogle få at deltage i turen som en slags kursus i fjeldvandring.



Jeg har nogle områder indenfor fjeldområdet mellem Årosjåkk i øst og Narvik i vest, Ábesko i nord og Vakkotavare i syd som mulige for sommerens tur.
Hvilke områder eller ruter afgøres når jeg ved hvordan snesituationen arter sig til sommer.

Området der er tale om ligger 100-200 km nord for polarcirklen i Svensk Lapland omkring Sveriges højeste fjeld "Kebnekaise".

Området kan ses på kortet under dette link!

Jeg vil gerne have én eller flere med på turen og det behøver ikke at være nogle med fjelderfaring. Turen vil koste lidt i form af guidefee og selvfølgelig rejsen og andre personlige udgifter, men til gengæld kan deltagerne lære en masse om fjeldvandring. Om hvordan man selv planlægger sin tur for sig selv eller sammen med kammerater og hvordan man udfører den i praksis. Ture uden for stierne kræver at man har 100% styr på kort og kompas men det kan man lære om undervejs.

Det vigtigste krav jeg har som guide er at man er vant til at vandre med rygsæk og sove i telt og at man har sit eget grej.
Som mine mere end 40 år på fjeldet angiver så er jeg ikke i 20-erne men noget ældre, men for mig betyder alder ikke så meget på ture.

Jeg vandrer ikke lynhurtigt da mit motto er "at jeg ikke gider løbe forbi noget jeg ikke når at opleve"!
Derfor bliver dagsetaperne ikke meget længere end 10-12 km målt på kortet alt efter terræn og stigninger, og tager du med skal du ikke regne med et 100% fastlagt forløb men mere på at vi vandrer derudaf og holder de pauser vi finder fornuftigt og finder lejrplads når vi synes.
Vind og vejr og sneforhold styrer også ruten der sagtens kan blive ændret undervejs, men jeg skal nok nå tilbage ud af fjeldet så vi kan nå hjem :)

Det bliver et ganske eksklusivt forløb med meget få deltagere idet jeg max vil have 4 personer med!

Jeg kører altid frem og tilbage med tog hvilket jeg synes er det letteste.

Man kører fra Kbh H til Stockholm og skifter der til nattoget mod Narvik. Jeg køber altid billet til Ábesko for så er det ligemeget om man først stiger på i Kiruna på vej hjem men prisen er den samme.

Kbh H - Kiruna t/r med liggevogn koster ca 2600 SEK og lidt mere for sovevogn.
Bus Nikkaluokta Kiruna hvis vi kommer den vej ud ca. 100 SEK
Jeg flyver nogle gange helikopter mellem Kebnekaise fjeldstation og Nikkaluokta hvis jeg er på den rute. Ca 900 SEK
Turledergebyr: 1000 DKK (Jeg laver hele planlægningen og sørger for info eller køb af billetter. Jeg leder også turen på fjeldet og lærer fra mig.

Priserne er vejledende idet vi endnu ikke ved hvad togbilletterne for sommeren 2018 bliver men de plejer ikek at stige væsentligt fra år til år.

Din pris uden proviant bliver så:
Togrejse Kbh. Ábesko t/r 2600 SEK= ca. 2000 DKK
Evt. Helikopter 900 SEK 680 DKK
Evt. Bus Nikkaluokta-Kiruna 100 SEK= 80 DKK
Guide fee 1000 DKK
Det giver ialt sådan cirka 4000 i rejseudgifter.

Oven i det skal du have proviant til de 10 dage vi er i fjeldet og til rejserne i begge ender.

Deltager du vil modtage udførlig rejsebeskrivelse til og fra Kbh og retur. Guiden sørger for billetter til togrejsen. Alt andet betales på fjeldet.
Du modtager også et kompendium om fjeldvandring med forslag til pakkeliste og en masse andet.

Der er ikke tale om at bestige fjelde -det er der ingen grund til. Vi skal nok komme højt op alligevel og der er ingen afgrunde, men der kan være vandløb der skal vades. Man bliver ikke tvunget ud i noget man ikke tør. Det skal være en hyggetur.

Og så alligevel!
Det tærer på nogle at være langt væk fra alting langt ude i fjeldet hvor der ikke er mobildækning, stier eller andet, men man skal være indstillet på at det er sådan turen foregår.

Som nævnt vil der ikke være afgrunde eller stier på stejle skråninger men vi kan ikke undgå at skulle vade nogle vandløb.




Sværhedsgrad:




Skriv til mig på mailadressen rene@ljunggrens.dk hvis du er interesseret.

lørdag den 20. januar 2018

Et godt spot i Lapland

Jeg sider og finpudser lidt på min kommende fjeldtur til sommer - eller forsøger på det.
Umiddelbart er det ret let med den erfaring jeg gennem mere end 40 år har høstet i området, men de senere års sene snefald med efterfølgende langsom snesmeltning, har generet mig lidt og jeg har ikke kunnet gennemføre de planlagte ruter som jeg ville.

Udsigt fra plateauet under Jorbaoivi mod Unna Reiddavággi og Stuor Reiddavággi.
Sneproblemerne er altid størst mod vest og den norske grænse men det er jo netop derinde jeg gerne vil tjekke et par ruter op som ekstra sikkerhed inden jeg formidler dem videre som gode vandreveje.

Alternativ må jeg så finde ruter i et område længere østpå, men der er også gode muligheder i et område hvor der ikke kommer mange. Sidst jeg var det var i 2008 og der mødte vi 3 andre vandrere på vores 2-ugers tur og det er jo til at leve med.

Området kalder jeg "Leavas-området" efter vandløbet Leavasjohka der løber igennem. På kortet har det ikke noget navn og kun en lidt benyttet rute fører forbi området. Der er ingen faciliteter for vandreren så mens man er i selve området må man klare sig selv.

Leavasområdet. Ude til højre ligger byen Kiruna og billedet ovenover er taget fra den røde prik på kortet.
Se placeringen via dette link!


Vandreområdet ligger mellem den røde streg (vandreruten) øst for det røde punkt og frem til Moarhmmapasset nordvest for det røde punkt.

Vandringen i området kan foretages på forskellig vis lige som man kan vandre ind og ud af området ad forskellige veje.

Jeg vil først lægge mig fast på området og den endelige rute lige før turen der skal være i august og vare 10 vandredage med tilhørende transport til og fra fjeldet, og altså 2 uger ialt.

Det kan således godt være at området bliver et andet som du kan læse om i nogle af mine andre indlæg her på bloggen.

Jeg vil gerne have én eller flere med på turen og det behøver ikke at være nogle med fjelderfaring. Turen vil koste lidt i form af guidefee og selvfølgelig rejsen og andre personlige udgifter, men til gengæld kan deltagerne lære en masse om fjeldvandring. Om hvordan man selv planlægger sin tur for sig selv eller sammen med kammerater og hvordan man udfører den i praksis. Ture uden for stierne kræver at man har 100% styr på kort og kompas men det kan man lære om undervejs.

Det vigtigste krav jeg har som guide er at man er vant til at vandre med rygsæk og sove i telt og at man har sit eget grej.
Som mine mere end 40 år på fjeldet angiver så er jeg ikke i 20-erne men noget ældre, men for mig betyder alder ikke så meget på ture.

Jeg vandrer ikke lynhurtigt da mit motto er "at jeg ikke gider løbe forbi noget jeg ikke når at opleve"!
Derfor bliver dagsetaperne ikke meget længere end 10-12 km målt på kortet alt efter terræn og stigninger, og tager du med skal du ikke regne med et 100% fastlagt forløb men mere på at vi vandrer derudaf og holder de pauser vi finder fornuftigt og finder lejrplads når vi synes.
Vind og vejr og sneforhold styrer også ruten der sagtens kan blive ændret undervejs, men jeg skal nok nå tilbage ud af fjeldet så vi kan nå hjem :)

Jeg kører altid frem og tilbage med tog hvilket jeg synes er det letteste.

Skriv til mig på mailadressen rene@ljunggrens.dk hvis du er interesseret.