Sydøst for Bessesvággi

Når man vandrer ad nogle ruter flere gange, er der altid noget man ser og som man undrer sig over. Her tænker jeg på dale man kikker ind i når man passerer, eller fjelde der ser lette ud at bestige eller krydse over for at se, hvad der er på den anden side. Man ser måske på kortet og erfarer at det ser fint eller interessant ud, og er til at vandre i.
Nogle af de områder man ser ligger et stykke væk fra alfarvej, og det er måske nødvendigt med en planlægning for at besøge dem.

Bessesvággi

Et sådant område var for mig, gennem flere år, netop området sydøst fra Bessesvággi. Et område nord for den vældige sø Rávttasjávri. Ravttasjávri som man ser ned over når man går fra Lapporten eller Nissonvággi mod vest i Bessesvággi, lige der hvor pilekrattet tiltager. Før det ser man over mod toppene Salggastak og Viddjá, og dalene Ádjakvággi og Vuoževággi, der skærer sig ind i det lave fjeldområde.

Forfatteren

Hvad er der derinde? Flere gange har jeg set derind, og flere gange har jeg læst Claes Grundstens korte afsnit om området i bogen "Vandra Kungsleden", samt i en oldgammel bog af den Svenske Turistforening, omhandlende 'Fjällturer i Norra Lappland'.

'Oldgammel' er måske lidt flot sagt. Bogen er fra 1948 og jeg selv er fra 1949, men i forhold til bøger om fjeldverdenen deroppe, er den af ældre dato. Det sjove, hvis man kan sige det, er at de ruter der beskrives heri faktisk er de samme som alle beskriver den dag i dag, og som for de flestes vedkommende er markerede med varder, eller giver sig selv når man er på stedet.
Så vidt jeg har kunnet lede op, er den eneste der har 'opfundet' og beskrevet nye mulige ruter mig selv i bogen "Kebnekaise", som jeg udgav som ebog i år. Underligt fordi fjeldområdet rummer næsten uanede muligheder for teltvandrere.

Mange har åbenbart heller ikke fundet det omtalte område værd at besøge. Eller måske rettere at besøge og beskrive, og dette gjorde det for mig endnu mere spændende og tillokkende.

Lapporten set fra Vuoževággi

Området kan nås på to måder, nemlig fra den nedlagte togstation Rensjön, hvor toget ikke mere standser, men bussen gør vist, og fra Abisko eller Abisko Östra, hvor man først går gennem Nissonvággi eller Lapporten, for at nå Bessesvággi.

Bessesvággi kan også nås fra endnu en nedlagt station, Kaisepakte hvor bussen vist også standser.

Vi gik igennem Nissonvággi fra Abisko Östra. Vi startede med en retning mod den samiske offerplads Báddosdievvá, der som et lille vartegn i form af en høj i det ellers flade område, og som flere stier fører hen til. Her drejede vi fra stien og fulgte en ny ud til Nissonvággis canyon.

Herfra er der ingen tydelig sti gennem Nissonvággi mod sydøst, men man går ovenfor pilekrattet der er ret tæt langs vandløbet, og frem til renvokterhytten der ligger i dalens højeste område.
Herfra fortsætter man langs vandløbets nordøstlige bred, til man når stien i Bessesvággi. Altså stien der går fra Lapporten og mod vest.

Vi fortsatte ned over Bessesvággi og over og rundede forbjerget Vuoženjunnji, hvorefter vi gik ind i Vuoževággi. En ret let vandring førte os ind i dalen, der dog stiger jævnt.

Lejr i Vuoževággi

Vi fandt en fin lejrplads ved vandløbet fra Vuožeoaivi, og lå her i strålende sol. Et musvågepar havde larmende fulgt os et stykke på vej. Vi var nok uforvarende kommet for tæt på deres redeplads og gjorde hørbart opmærksom på, at vi ikke var velkommen. Nogle drabelige styrtdyk ned mod os blev det også til, indtil vi var kommet på behørig afstand, og ikke mere udgjorde nogen fare.

Vi fortsatte højere op i dalen der herinde er ganske interessant, og selvfølgelig mødte vi ingen, og så ej heller spor efter andre vandrere. Kun vandets brusen i de små vandløb forstyrrede stilheden, men vandlyde hører ligesom med til fjeldets natur, så det generer ikke, snarer tvært imod idet, det hele tiden minder om friskt, klart og køligt drikkevand.

Ved Sevddetjávri, eller lige før, passerede vi to små søer hvor terrænet steg ligesom op i en lille dal indtil den store sø, og her drejede vi fra over mod nord, og op i det brede pas mellem toppene Salggastak og Ruohtahakčorru.

På vej ned fra passet til Adjakvággi

Oppe i passet havde vi fin udsigt ned over et vandrigt område omkring Geargevuomosjávri. Et vældigt område med små og store søer, vandløb, bølgende stargræser på flade holme, og meget grønt i det strålende sollys.

Vi bevægede os langsomt ned ad skråningerne mod Adjakvággis bund og befandt os nu i en helt anderledes og mere grøn dal, end den vi havde forladt på den anden side af Salggastak.

Tilbageturen til Abisko Östra, hvor vi havde bestilt sovepladser hos Örjans drenge, fortog vi gennem Lapporten, dog først efter at vi havde vadet Bessesjohka i pilekrattet vest for renvokterhytten.
Her løber vandløbet stille gennem et fladt område. Den er dyb, eller knædyb her, men let at komme over i sandaler.

Området kan udforskes meget mere, og er også blevet det senere. Det er ikke noget markant højfjeldsområde, men vil man være alene i fjeldet og gå ruter i et terræn der ikke er svært, er det bestemt værd at besøge.

Vil du læse mere om fjeldet deroppe kan min bog 'Kebnekaise', der omhandler historier og masser af rutegennemgange, købes her: http://www.saxo.com/dk/kebnekaise_pdf_9788740485448

Rienatvággi - Narvikfjeldene

Der er mange smukke lokaliteter i fjeldet og mange besøger man ofte, men nogle er så utilgængelige, at man ikke kommer forbi dem så tit. Et af disse er den meget højtliggende dal mellem søerne Sealggajávri og Losivatnet.
Dalen hedder Rienatvággi og gennemskærer det vældige Storsteinsfjellet der er Narvikfjeldenes vartegn, og et af det nordlige Laplands mest markante fjeldmassiver.
Husk, hvis du kan lide at læse bloggen, så klik på 'følg', ovre i højre side og abonner på den!

Storsteinsfjellet set fra Hunddalen

Kort over området

Vi kommer til området med toget fra Abisko Östra, og står af i Katterat. Katterat kan ikke nås på anden måde end med tog, så bilen står på heliporten i Abisko Östra. Målet er en rundtur fra Katterat over Lossi, Čunojávri, Unna Allagas og tilbage til Abisko.
Turens højdepunkt er Rienatvággi, der er flot hvis vejret ellers arter sig!

Narvikfjeldene er anderledes men flotte, og specielt om vinteren byder de på utrolig godt skiføre. Om sommeren er de en smule præget af dæmningsbyggerier og grusveje flere steder, men grusvejene kan man passende betragte som hurtige transportveje mellem de interessante lokaliteter, og uanset er fjeldene flotte og imponerende.

Dette betyder blandt andet, at man når man står af toget, har 12 lette kilometer til Hunddalshytten ad grusvejen, som stoppe et par kilometer før hytten ved
kraftværkets hytte, ved den lille dæmning.

Vandfaldet fra Leirvatnet

Fortsætter man mod syd, og det gjorde vi, er man i stiløst terræn. De fleste der vandrer herinde vandrer mod Čunojávri gennem Oallavággi. Ruten er lettere, men alligevel svær at følge ved dårlig sigt.

Gennem den navnløse dal fra Hunddalen, vandrer man let mod syd indtil nedgangen mod søen Sealggajávri, i hvis nordøstende man skal krydse vandløbet, der kommer fra søen Leirvatnet.

Dalen er flot og hele tiden har man en storslået udsigt til Storsteinsfjellets tinder, og imponerende og store gletsjere.

Pause ved vadestedet

Der er en højdeforskel mellem søerne og vandløbet danner et lille vandfald. Nogle gange er vandløbet let at passere, men ikke denne gang. Der var meget vand der fossede ned gennem slugtens ellers ret korte løb fra Leirvatnet. Ved vandfaldet kunne vi i hvert fald ikke komme over så vi måtte ned igen.

Nedenfor vandfaldet bredte det sig noget ud mellem en mængde sten, og her lykkedes det os at passere uden at vade.

Nu startede opstigningen mod Rienatvággi. Først op langs vandfaldet igen, men nu på modsatte bred, hvor vi fandt teltpladser på nogle hylder.

Udsigten var formidabel ned gennem dalen hvor skyerne bølgede lavt over dalbunden, der er kuperet og temmelig stenet, men dog alligevel letvandret.
Vi kunne se over mod nedstigningsstedet fra den høje dal, vi var kommet fra.

Foran os lå turens højdepunkt Rienatvággi, der ville byde på en endnu højere opstigning, men her for det meste af blokmark, indtil vi nåede gletsjeren i passet.

Vi startede tidligt om morgenen. Turen over til Lossi er lang, og der ventede os en hård opstigning.

Fra passet og ned langs vandløbet fra Rienatčohkka

Når man er i disse højder i fjeldet fornemmer man en slags istidsstemning. Det er ikke mange år siden hele området var dækket af is. Gletsjerne har været meget større end de er i dag, og den golde klippe de efterlader ved deres tilbagetrækning er markant. Der er stort set intet planter kan vokse i, og kun enkelte stenbræk og isranunkler tittede forsigtigt frem hist og her, i den brunlige klippe.

Man vandrer langs vandløbet op mod gletsjeren der sammen med sine snefelter fylder hele passet længere oppe, og man vandrer på kanten af gletsjeren et langt stræk. Faktisk er det vanskeligt at se hvor sneen stopper og hvad der er gletsjer, så man må vandrer forsigtigt frem og tænke sig om. Store blokke

Over snefelter

besværliggør vandringen og man kommer ikke hurtigt frem. Et af snepartierne er stejlt og vi kæmper os opad.

Dalen er en smule skummel. Skyerne ligger lavt og der dannes en lidt trykket stemning naturmæssigt. Her er utrolig goldt, stille og imponerende. Man føler sig lidt lille og underdanig, mellem de vældige fjeldvægge og al isen.

Man føler at man befinder sig i en anden og fremmedartet verden heroppe, og det selvom vi alle er erfarne fjeldfolk. Stemningen er speciel og dyster på en måde. Måske skyldes det, at vi ved at der ikke er teltmuligheder på ruten - vi skal videre, og vi skal nå hele vejen ned i dalen på den anden side.

Gletsjeren er passeret

Jeg har taget turen på ski nogle gange og så er opstigningen også hård, men til gengæld er turen ned let og hurtig.

Nu hvor det er sommer venter en lang tur startende med blokmark, og der er langt ned til søen.

Vi er oppe i gletsjerområdet lige før passet og mangle nu ikke mange højdemeter, før vi står der. Vi er oppe i 1500 moh sådan cirka, men selvom vi er så højt oppe har vi stort set ingen udsigt. De stejle fjeldvægge der rækker op mod endnu højere højder, spærrer for udsynet og spærrer os ligesom inde i en smal slugt.

Passet

Vi kæmper os endnu højere op. Op over de sidste klipper i passet, og kan efterhånden se ned i en smal slugt der snor sig sydover.

Fjeldet har herinde en helt anden farve end mange andre steder i området. Stenene er brunlige og ikke grå, og de varme farver danne ikke helt den samme kontrast til sneen og isen.

Sne og is er der meget af heroppe og selvom vi er langt henne på sommeren, ligger den stadig i store driver, og er helt hvid. Ingen forurening har snavset den til, men hist og her ses røde plamager som ligner blod, men som i virkeligheden er  grønalgen Chlamydomonas nivalis, der danner rød sne. Farven skyldes carotenoider, der dannes ved kvælstofmangel og beskytter cellens fotosyntesepigmenter mod kraftigt sollys. Det ser underligt ud, men andre algeformer danner samme lag, blot i mindre farvestrålende farver.

På vej ned mod Lossi

Hist og her ser man insekter der er forulykket på isen og man undrer sig over om de mon lever så højt oppe, eller blot er blæst herop af vinden.

Nu går det atter nedad langs vandløbet, hele vejen til den store sø Lossivatnet i Nihkevággi, hvor vi vil telte og overgangen er gennemført i, syntes vi, rimeligt vejr og uden alt for dårlig sigt.

Hvis du vil læse mere om fjeldområdet har jeg skrevet en ebog om området både med historier fra vandringer og detaljerede rutebeskrivelser.
Bogen kan købes her: http://www.saxo.com/dk/kebnekaise_pdf_9788740485448

Boganmeldelse - Michael Larsen, Ærøs Natur

Havørne i Vitsø Nor, Bregningemarkernes mystiske sommerfugl, Voderups Guldløber, stå der på bagsiden af bogen som forfatter, journalist og billedkunstner Michael Larsen nyligt har udgivet om Ærøs natur.
Ærø er interessant både for vandrere og folk der, som kajakroere, kommer sejlende til øen der ligger smukt i det Fynske øhav, og som øen er udformet har den et utal af strandenge og derfor et rigt fugleliv.

Bogen gennemgår Ærøs forskellige biotoper og er illustreret med et væld af stemningsfulde billeder, og når man læser bogen er man ikke et øjeblik i tvivl om, at forfatteren er dybt betaget af øen og dens natur, der faktisk i sig selv rummer et helt lille miniunivers.
Bogen er opbygget så de forskellige områder beskrives ihvert sit afsnit, hvilket gør det let at finde rundt og jeg syntes generelt, at Michael kommer fint rundt over det hele med levende skildringer, så bogen virker velskrevet og sammenhængende. Jeg er selv lidt forbavset over at så relativ en lille ø, faktisk har så varieret en natur og at der faktisk lever en vildtlevende kænguru på øen. Den er godt nok undsluppet fra en enhegning, men har alligevel klaret sig i 3 år i friheden.
Beskrivelserne af de forskellige biotopers dyre-, fugle- og planteliv er relativ korte, men meget beskrivende, og som nævnt fint illustreret.
Øhavsstien har en lang etape på øen og fører igennem mange af de områder der er beskrevet i nærværende bog.

Fakta
Sprog: Dansk
Pris: DKK 299
Sideantal: 216
Format: 22,5 X 22,5 cm
ISBN: 978-87-992016-3-1
Forlag: http://millelarvik.dk/index.htm

Boganmeldelse - Danske landskaber

Danske landskaber, skrevet af Jørgen Jensen & Lars Norman, er et prægtigt værk om Danmark.
I flotte billeder og informativ tekst, fører den læseren på rejse gennem Danmarks unikke landskabsformer. Den fortæller om hvordan de geologiske processer har formet landskabet, og hvordan de nye former har skabt biotoper for spændende plante- og dyreliv.

Alle danske landskabsformer beskrives og illustreres, og læseren føres gennem tunneldale, over bakkeøer og gennem klitlandskaber. Dannelser omkring moler, kridt og kalk, der i Danmark danner unikke klinter som Stevns og Møns klinter, beskrives naturligvis også.

Alt i alt er bogen en rejse gennem tid og landskabsformer, og megen god viden om landskaberne, der foruden at oplyse om vores lands tilblivelse, også kan gøre turene derude mere interessante, med viden om hvorfor landskabet netop ser ud som det gør.

Der fortælles også om fossiler, der kan findes og er fundet, i moleret og om de gunstige forhold ler- og kridtskrænter danner for fugle som svaler, og trækfugle som hvepsevågen der ynder at opholde sig ved Stevns Klint.

Alt i alt en spændende og flot bog, der også er forsynet med QR-koder der tilbyder læseren en digital verden med 3D-billeder, panoreringer og zoom i landskaberne, interaktive kort og meget mere.

Fakta
Forfattere: Jørgen Jensen & Lars Norman
Sprog: Dansk
ISBN: 978-87-02-15362-0
Forlag: Gyldendal
Indbinding: Indbundet
Sideantal: 350
Format: 24,5 X 26 cm
Pris: 399,95 kr

Kebnekaises sydtop

For mange står et lands højeste punkt som noget forjættet, og noget man skal op på. Sådan havde jeg det også da jeg startede med fjeldvandring, men første år blev det ikke til noget. Der var jeg for uerfaren og kendte for lidt til fjeldområdet, og til fjeldet i det hele taget.
Men allerede året efter min første tur i området vandrede jeg Vestra leden til sydtoppen. Senere blev det Östra leden og i de år jeg arbejdede som guide deroppe, blev det til rigtig mange topture ad den vej.
Men gennem tiderne har jeg besteget Kebnekaise fra flere sider, og ad flere forskellige ruter, og dette er en beskrivelse af én af de mere utraditionelle.

Kebnekaises toppe og gletsjere set fra passet mellem Darfálčohkka og Darfálčorru

En flot sommerdag lå jeg med en gruppe nede ved broen over Darfáljohka. Vi havde vandret fra Nikkaluokta, og ned mod syd og var gået en rundtur dernede mod Tjuonajåkk og Gaidumjávri. Området hernede er ikke meget besøgt, og en tur værd.

Da vi forlod området gik vi gennem Savovággi. Savovággi er den dal hvorfra Silverfallet løber ud. Man ser det under vandringen fra Nikka mod Kebnekaise på dalens sydlige fjeldsider. Der er masser af vand i, men lige hvor det falder ud over kanten, kan man krydse det via en stenbro.

Vi vandrede på skrå ned i bunden ad Laddjuvággi, og derfra frem mod Darfálvággi's udmunding. Målet var at krydse længere inde ved Elasa bro, men det lykkedes faktisk at krydse gennem deltaet, hvor Darfáljohka og Laddjujohka mødes.

Ruten til Darfalčohkka

Vi lå så på teltpladsen ved broen, og dovnede efter dagens etape. Vi havde et par dage at gøre godt med endnu, så noget skulle jeg finde på.
Vejret var fantastisk. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, blåhalsen eller fjeldets nattergal som den kaldes her sang i krattet, og fjeldvandrere med korte bukser passerede vores lejr ad sporet til og fra Fjeldstationen, og den metalsyngende lyd når de gik over hængebroen hørtes lidt væk, sammen med vandløbets buldren i ravinen under broen.

Ovre på den modsatte side af Darfálvággi går en, ikke særlig anvendt sti, op mod højsletten Čievrraláhku. Jeg havde brugt den nogle gange, men mest fra sletten og ned til broen. Nu foreslog jeg en tur op ad den, og videre op langs kanten på Darfálvággis østlige fjeldkam. Der er relativt fladt heroppe så det burde gå. Målet var så en bestigning af den 1904 moh Darfalčohkka.

Jeg skal ikke her trætte læserne med detaljer om blokmark og snefelter, og hvad der ellers gemmer sig på den rute, men vi nåede da passet hvorfra billedet er taget, og derfra op på toppen. En flot tur i godt vejr.

Nu handler det her jo om Kebnekaise, og da jeg stod i passet og så over mod Sydtoppen og Storglaciären foran den, lurede jeg lidt på en alternativ rute til toppen fra Darfálvággi. Det måtte være muligt at tilgå toppen via en travers af Storglaciären!

Sommeren efter sørgede jeg så igen for at ende ved Kebnekaise fjeldstation. Her havde jeg dels tid til overs, sådan da og dels en anden gruppe, fra mit daværende rejsebureau 'Vildmarksrejser', på tur ad 3-pasleden og samtidig med at min gruppe lå ved fjeldstationen, ville de ligge oppe i Darfálvággi lidt nedenfor den videnskabelige station.

Mit hold var ankommet til fjeldstationen om eftermiddagen, og ville gerne hvile efter en lang fjeldtur. De skulle ud to dage efter og nød livet på fjeldstationen, men en enkelt deltager og jeg gik op i Darfalvággi for at møde de andre, og eventuelt lokke dem med på toptur, ellers ville vi gå selv.

Ruten er markeret med rød

Vejret var fantastisk med høj klar og blå himmel. Sommeren var på sit højeste og blomsterne i fuld flor. Fra fjeldstationen og op i Darfálvággi, hvor Den Svenske Turistforenings hytte ligger, er der 8 kilometer og cirka 500 højdemeter ad en fasttrampet og tydelig sti, så med let turrygsæk er det hurtigt løbet.

Vi finder deres lejr og lokker med en nattur i midnatssolen, eller midnatssol var der ikke mere, men solen kommer ikke ret langt ned, og fra toppen af Kebnekaise kunne den stadig ses. Fra selve toppen af Kebnekaise kan den ses frem til 15. juli.

I samlet flok gik vi nu op i dalen langs elven, indtil vi fandt et egner overgangssted. Vidensskabsfolkene bruger også denne overgang, lige over for 'kricketbanen' der er en bred strand. Der ligger gerne nogle brædder eller andet. Denne gang lå der en dør!

Vel ovre på den anden side, er det blot at vandre op langs den nordlige morænevold. Vi gik oven på den stenede kam, og helt frem forbi den lille hytte der ligger heroppe, eller lå, for jeg ved ikke om den er blæst ned, den lå der ellers i flere år.

Kebnekaises sydtop. Topgletsjeren der udgør Kebnekaises top

Herfra kan man gå lidt længere ind på klippen langs Södre Klipberget, indtil hvor gletsjeren er helt flad, men før snelinjen. Jeg går over hvor der er blankis og hvor man kan se sprækkerne. Det flade stykke er ikke befængt med sprækker af betydning, men der er til gengæld gletsjerbrønde, der af overfladevandet er boret helt ned i bunden af gletsjeren, og da disse kan være dækkes at grødis der til forveksling kan ligne gletsjerens faste overflade, skal man vide hvordan man omgår dem. Ryger man i er det den sikre død! Gå aldrig ud på en gletsjer uden kendskab og udstyr!

Ude fra midten af gletsjeren har vi et flot kik ind mod 'Svarta væggen',  og Nygrens Led til Nordtoppen.

Jeg tager så retning mod en isfri knold på den modsatte side, og vi er i 'land igen'.

Der venter nu en opstigning ad løs klippe, hvor blokkene i starten skrider under os, men op kommer vi og står nu på Kebnečohkka-plateauet, der er ganske fladt.

Plateauet krydses og over enorme blokke finder vi Östra leden over Björlings glaciär. Der er tydelige spor i sneen på gletsjerens overflade, hvor mange hold fra fjeldstationen har vandret frem og tilbage på de guidede ture til toppen. Man skal også her være opmærksom på sprækker.

Herfra er det blot at følge Östra leder over iskammen til Gudjohnsens hylde, og foretage traversen frem til 'klatreindsteget' der fører til topplateauet og topstugan.

Fra topstugan er der markeret sti op til topgletsjeren, der danner Kebnekaises sydtop.

På toppen står vi så i blændende midnatssol!

Vil du læse mere om Kebnekaiseområdet, så har jeg udgivet en ebog med rutebeskrivelser og artikler fra ture. Du kan læse om den her: http://outsitestories.blogspot.dk/p/kebnekaise.html

Vadning

Jeg kan faktisk ikke fordrage at få våde fødder når jeg er på fjeldtur, og selvom jeg selv planlægger ruter hvor der er vandløb man sandsynligvis, eller med sikkerhed ikke kan komme over uden at vade, så forsøger jeg altid.
Efterhånden er jeg temmelig god til at finde veje igennem de fleste, og også de mest genstridige vandløb, uden at vade, og jeg falder aldrig - eller der er ingen dokumentation på at jeg er skvattet i et vandløb, for da jeg gjorde det i sommeren '14, var der ingen der havde kameraet fremme! - Ærgerligt for et billede af mig der lå i vandløbet, ville helt sikkert give hits på Outsite.org, og andre steder på nettet

Vadning over Gaskasjohka

Der er nogle steder hvor man ikke slipper for det kolde vand, og kold er det! Ofte kommer vandet, der er mælkehvidt at sedimenter, direkte fra gletsjeren og så er det ikke meget over nul grader varmt, hvis man kan kalde én grad for varmt. Det uklare gletsjervand gør også at man ikke kan se igennem det, og altså ikke se bunden hvilket er lidt ubehageligt, samtidig med at den stærke strøm ofte og gerne vil hive benene væk under én.

Gaskkasjohka i Gaskkasvággi skal altid vades. Vandet kommer brusende ud fra Gaskkačohkka-gletsjerens port, og med en vældig strøm spærrer den for videre fremfærd i dalen. Tidligt på sæsonen kan man være heldig at der er en brugbar snebro over den, men når man har set elven og den fart der er på vandet, er det ikke lige der man kan tænke sig at falde igennem en snebro, så det er med nogen forsigtighed den slags anvendes - så hellere våde fødder.

Nissonjohka

Et andet vandløb man sjældent kommer tørskoet over er Nissonjohka, som man møder på strækningen mellem Lapporten og Kungsleden i Béssesvággi.
Nissonjohka er der også altid for meget vand i til støvlerne, og der er fart på vandet også, så den er ikke let at vade selvom den på afstand ikke ser ud af noget.

Man kan forsøge at vade den længere nede eller højere oppe, men oftest spilder man sin tid på at lede. Det er lettest at tage den hvor stien krydser, og hvor den løber over et fladt og bredt sted. Her breder den sig lidt ud så vandstanden sænkes lidt.

Nissonjohka er dyb i hovedstrømmen

Man kaster sig ud i det og hjælper eventuelt hinanden, selvom det er lettest af vade alene med hjælp af et par vandrestave. Ofte har vandløbene flere strømme hvor hovedstrømmen ofte er dyb, hvor sving får den til at skure sig ned.

Man vil helst ikke vade noget der er dybere end til midt på lårene, idet vandet så har for megen kraft, og det er vanskeligt at stå fast selv med stavenes hjælp.

Det er kun udenfor hovedstierne man behøver at frygte vadestederne. På hovedruterne som for eksempel Kungsleden, er der broer over alle vandløb der kan give problemer, men i ekstreme år hvor megen nedbør eller stor snesmeltning forårsager højvande i alle vandløb, kan man blive nødsaget til at vade.

Endnu et vad

I sommeren '14 var det et helt fantastisk vejr i fjeldet. Et stabilt højtryk bragte temperature på op over de tyve grader med sig, og snesmeltningen på gletsjere og på snefelterne i højderne var enorm, Jeg har aldrig vadet så mange vandløb i fjeldet, som vi gjorde på den tur.

Vi gik en rute øst om og langs med søerne i Alisvággi, og altså på bredderne modsat Kungsleden. Der plejer der at være ét vandløb der skal vades, men vi vadede vist samtlige på den strækning. De vandløb man plejer at kunne springe fra sten til sten, var løbet over og brusede som våde uhyre gennem landskabet. Én dag blev det til 4-5 vad, og det tager tid.

Nogle steder er det let

På en senere tur i '14 kom vi ned ad ruten mod Unna Allagas og så var der meget vand i Ruovssokjohka, men den var jeg sikker på at jeg let klarede med støvlerne på. Det gik fint lige indtil min ene fod hang fast i noget rengærde, der lå derude og jeg satte mig på halen. Heldigvis på en sten der var oven vande, men min ene støvle gik ned og tog vand ind.

Der var naturligvis nogle der stod på bredden og morede sig, og det gjorde jeg faktisk også selv, selvom det var koldt.

Denne film bør man også se: https://www.facebook.com/video.php?v=10151861031421050&set=vb.682546049&type=2&theater

Nállu igen!

I går blev jeg i anden forbindelse igen mindet om Nállu! Ikke at det er det absolut bedste spot i fjeldområdet, men de er et af dem og et af dem man lettest kan komme til.
Hver gang jeg bliver mindet om en lokation farer mine tanker til området og ture og oplevelser dukker op langt nede fra mit hukommelsescenter. Først er det stedet der viser sig, men langsomt dukker erindringer om oplevelser i området op.

Nállu set fra øst. I skyerne anes 'Nålen' der er Nállus spidse top.

Husk, hvis du kan lide at læse bloggen, så klik på 'følg', ovre i højre side og abonner på den!
 
Nállu er jo egentlig ikke noget særligt og har man ikke været der, virker det måske ikke så interessant, at man vil bruge megen tid på det. Har man været der blot én gang, er det derimod noget andet.
Men på den anden side kan det jo være, at en masse skriftlige indtryk kan logge flere derind.

Dalen Nállu-hytten ligger i, er Stuor Reaiddavággi. Stuor Reaiddavággi gennemskærer fjeldet fra Visttasvággi i øst, og helt over til Čeakčavággi, hvorigennem Kungsleden leder én syd- eller nordpå. I vest og ved Kungsleden, 'løber' den lige ud hvor Sealgga-hytterne ligger smukt i Čeakčavággi's brede dalgang, og når man kommer østfra får man et storslået vue, ikke kun ned over hytterne, men også over mod fjeldet Sealgga, som hytterne har navn efter. Smukt ligger de, ikke langt fra den norske grænse, med toppene knejsende mod himlen, og glimt i gletsjerne på toppene. To grønne slugter fører op mod toppene, og i det specielle lys fjeldet ind imellem har, ser de meget grønne ud.

På vej mod Nállu

Inde i midten af Stuor Reaiddavággi ligge så Nállu-hytten, og overfor den under stejle fjeldsider, finder man en flot teltplads. Hytten ligger lidt specielt på en høj mellem flere vandløb, idet vandfaldet fra Šielmmánjira og vandløbet fra Unna Reaiddavággi og søen Reaiddajávri, møder hinanden på det flade stykke i dalbunden, hvor de forgrener sig i en mængde 'arme'.

Når man skal videre mod vest fra hytten, skal man krydse vandløbet og det skal man også hvis man kommer fra øst, og hvis man vil over til hytten - en mængde vand det er underholdende at se folk krydse igennem, men der er stort set aldrig dybere, end at man kan hoppe fra sten til sten.

En dal fører fra Nállu nordvestpå. Går man op langs vandfaldet kommer man op i Šielmmávággi, og har ovenfor også adgang til det plateaulignende område inde bag Nállu. Herinde ligger en større sø der har forbindelse til nogle mindre, og som til sidst ender i det vandløb der løber ned bagom Nålen og ned i Stuor Reaiddavággi, hvor vi har glæde af det. Det er det vandløb man skal vade når man kommer fra Visttasvággi, og hvor der står en kæmpestor varde ved vadestedet.

Området heroppe er ganske goldt og stenet, men Nállu er let at bestige herfra blot ved at man vandrer op ad skråningerne til toppen. Selve Nålen har jeg aldrig turde gå op på.
Som nævnt kan man komme fra Nállu gennem Šielmmávággi, og ende lige ved broen over til Čeakča-hytten på Kungsleden, og selvfølgelig kan man også vandre fra Čeakča-hytten og ind til Nállu. Ruten er let bortset fra at der er meget blokmark, men til gengæld har søen i dalen en helt fantastisk farve.

Vandfaldet og Šielmmávággi set far Nállu-hytten. Fjeldet i midten er Šielmmáčorru

En anden rute man kan nå Nállu ad, er gennem Bossosvággi og over Vestra Bossos-gletsjer. Denne rute går lettest fra Alisjávri og Kungsleden, og ind langs Bossosjohka. Man vandrer ind i dalen der udefra ser lidt utilgængelig ud, men som faktisk er let at vandre helt ind til gletsjeren. Der er fantastiske teltpladser på græsplæner inde i dalen.

Gletsjerovergangen derimod skal man bruge gletsjerudrustning og kundskaber for at passere. Gletsjeren er flad, og let skrånende opad, når man står på den. Jeg har ikke set sprækker i den, men man kan jo aldrig vide. Man stiger af på et fladt stykke, og kan håbe at der er snefaner ned mod Nállujávri. Er der ikke det må man klavre med over vældige stenblokke det første stykke, og blokmark for resten af vejen ned til søen. Har man fint vejr er udsigterne heroppefra rigtig flotte.

Grunden til at mange finder vej forbi Nállu den ene gang efter den anden, er nok den specielle stemning der er herinde midt i massivet. Fjeldene er høje og stejle med markante toppe, og højtliggende gletsjere i deres nicher i den mørke klippe. Sølvglinsende små vandfald falder lydløse ud over klippesiden, og den hele stemning berører én.

Šielmmávággi mod øst. Fjeldet ret fremme er Nállu

I skyer og tåge ændrer miljøet sig totalt. De nu dystre fjelde hvor toppe og kamme er skjult i skyernes grå, skjuler udsynet og lader kun fantasien bestemme hvad der er bagved. Med skyerne hængende i ankelhøjde ændres den smukke teltplads til noget dystert, men alligevel spændende og imponerende. Fjeldet er magisk uanset vejret.

Nu vender det snart og bliver lysere igen!

December! Mørk og lidt trist og hvor kun julen lyser lidt op i et landskab der mangler sne, og et klima der er alt for varmt til, at man rigtig kan komme i vinterstemning.
Der er ingen vinter uden vinterture hvad enten det er på ski, eller for det meste på vore breddegrader som vandretur i sneløse landskaber, med mindre man lurer på vejret og tager til Sverige når sneen lægger sig i januar eller februar. For også i år kommer der vel lidt sne derovre?

Lejrbål på vintertur

Husk, hvis du kan lide at læse bloggen, så klik på 'følg', ovre i højre side og abonner på den!  
Vinterturene har altid været noget særligt!
I starten var det noget man vovede sig ud på da man ikke kunne holde sig indendørs længere, mens man ventede på foråret, i den lange vintertid.

For mit vedkommende var det første gang på Skåneleden. Vi startede i Båstad og vandrede til Hässleholm. Egentlig en fin tur og lidt sne var der da. Eller der var nok til at det var svært at få gang i bålet husker jeg - teknikkerne var ikke helt så veludbyggede som de er i dag, hvor jeg altid kan få gang i et bål uanset hvilket vejr det er. Men, sidder man under træerne, mens den tunge sne der tynger nåletråets grene ned, styrtsmelter og hele tiden drypper ned på en i forvejen våd skovbund, hvor alt sejler i tøsne og små pytter kræver det lige lidt ekstra.

Under den slags forhold skal der gode teknikker og fiduser til for at få bål, men når det så først blusser op er det herligt at sidde ved. Det luner og giver lys og får snakken til at flyde med historier fra tidligere ture, og planer om nye i fremtiden.

Noget andet der er spændende, og som nogle måske vil forestille lidt for spændende, er om ens grej holder til det. Vi har ofte en forestilling om, at vinteren er skide kold, og en tid der bedre egner sig til indendørs sysler, te og kager, mens man nøjes med at se ud på det.

Det er det måske også for nogle, men for andre er det tiden hvor man tester sig selv og sit grej. Har man for eksempel 'kun' været på tur i Danmark eller Sydsvereige om sommeren, men drømemr om fjeldture, eller gerne vi starte sæsonen allede ved påsketid, hvor man jo aldrig ved hvordan vejret bliver, så er vinterture rigtig gode.

En vintertur behøver jo kun være over en weekend med to overnatninger, og det kan man altid klare, og man kan også have lidt ekstra tøj eller en fleecelagenpose med til forstærkning af soveposens isoleringsevne, så man er på den sikre side.
Og er det ikke nok har vi altid nogle fiduser til hvordan man opretholder varmen.

Det er faktisk sådan. Kan man klare at ligge ude om vinteren i Danmark eller Sydsverige, så klarer man næsten hvad som helst, og i hvertfald enhver sommerfjeldtur og det uanset hvilke overraskelser, vejret har tænkt sig at teste én med.

Vinterture er altså en rigtig god måde at få testet sig selv og sit grej af på, men det er også en rigtig god måde hvis man tænker på at skifte fra traditionelt udstyr til ultra light, eller bare light inden næste fjeldtur. Også her kan man drage værdifulde kundskaber og erfaringer, for om det man tænker at medbringe vil være godt eller skidt. Det eneste man måske ikke lige får testet er vindstabilitet, da der jo næsten altid er læ i de store svenske skove, men den slags kan jo testes hjemme i haven en dag det stormer og regner.

Er man ny eller relativ ny i friluftsliv, kan det være man skal vælge at tage på tur med andre, og måske mere erfarne folk. På den måde man kan dels se hvad andre bruger, og også få en hel masse fiduser, tips og tricks så man ikke selv skal opfinde den dybe tallerken én gang til, men kan drage nytte af andres erfaringer.

Her skal man naturligvis huske på sætningen: 'hvad der duer for dig duer ikke nødvendigvis altid for mig!' Hvad man har det godt med og hvad man trives med derude er meget individuelt, og noget man helt personligt langsomt bygger erfaring op omkring.
Derfor er det aldrig nogen god idé, at fare ud og lænse VISA-kortet, og forkøbe sig på udstyr. Køb man måske fortryder senere. Det er bedre at spørge sig for, låne, købe brugt osv. i starten, og derefter bygge sin egen udstyrsbank op omkring udstyr man trives med.

Der er altid muligheder for at komme ud på tur med andre. For eksempel kan man tage med Outsite.org der altid har både ture og kurser om vinteren. På Outsite kan man også spørge ligesindede eller mere erfarne hvad de bruger og derved få råd og vejledning inden man selv vover sig ud.

Det er ikke nemt at vælge!

Det er altid på denne tid, lige omkring jul, at jeg slutplanlægger sommerens hovedfjeldtur, og når jeg skriver 'hoved', så er det fordi jeg ofte er på flere ture hver sommer. I år (2014) var jeg jo således på 3 ture i de svenske fjelde.
Men hvad skal man vælge? Sarek har været oppe og vende og kunne såmænd være interessant nok, da det efterhånden er nogle år siden jeg sidst var der.
En anden idé, som jeg skal beskrive her, er at fortsætte mit arbejde med at 'kortlægge' Kebnekaiseområdet.

En mulig rute for turen

Áinnajohka
Området ovre ved Huvkijávri mod øst, og tæt på den norske grænse, kommer man ikke meget ind i, selvom det er interessant nok. Går man derover har man ikke så mange muligheder for at komme videre. Man kan vandre en lang tur ind gennem Norge og op til Riksgränsen for eksempel, eller ned til Sitasjávri og så vandre ad grusvejen til Ritsem, ellers skal man nærmest samme vej tilbage igen. Det sidste her er imidlertid ikke så interessant syntes jeg, da man kommer ned i et kedeligt dæmningsbebygget område med højspændingsledninger. Ret deprimerende syntes jeg selvom idéen med vandkraft jo miljømæssigt er ok, alt efter hvordan man ser på det.

Vil man undgå områderne nede ved Sietas må man altså finde andre veje, og der ledte jeg for nogle år siden efter alternativer.

Der er ikke så mange, men Ainnajohka der skærer sig igennem fjeldet mellem Lihtijohka og Gaiddum, sådan groft sagt, er en mulighed. Der var blot et lidt 'spooky' sted som jeg kom igennem, men som jeg ikke ved om er farbar under alle forhold, og her tænker jeg på vandstand.

Kan man ikke komme igennem kløften ved høj vandstand, må man finde alternativer og det kunne være interessant at udforske lidt mere under en tur.

Jeg gik på elvens nordlige bred, men måske er den sydlige bedre som vist på kortet herunder.

En alternativ og måske lettere rute

Under alle omstændigheder er det en flot og spændende tur, der kan blive meget mere spændende hvis man på turen er nødsaget til at gennemtænke det hele igen, og derved søge en helt anden rute, men det er jo det der gør 'pionérturene' i fjeldet interessante!

Turen vil blive en tog- eller flytur København - Kiruna og derefter bus til Nikkaluokta.
Strækningen Nikkaluokta t/r vil jeg ikke vandre. Den har jeg vandret et utal af gange, så der flyver jeg begge veje med helikopteren.

Vandringen bliver så Kebnekaise fjeldstation - Gaiddum-hytterne, og derfra ind langs Ainnajohka til stien over mod Huvkijávri, og så langs Raktasjohka og igennem Neasketvággi ud til Kungsleden.
Herfra kan man vandre til Kebnekaise gennem Laddjuvággi igen, eller man kan hvis der er tid, gå gennem Guobirvággi til Darfal og ned til Fjeldstationen, for at komme med 'piskeriset' ud igen til Nikkaluokta.

Huvkijávri-hytten

Man kunne også vælge at tage den nordlige rute og kan man ikke komme over vandløbet, da vandre nordpå til Viddjajávri og finde op til Neasketvággi den vej. Denne rute ville give mere tid til Guobirvággi og Darfal. Men ellers er det jo blot at lægge lidt mere tid på hele turen.

Der er mange overvejelser under planlægningen, men det er jo også starten på selve turen så denne del er lige så interessant, næsten, som selve vandringen.

Turen vil blive meget varieret idet den rummer såvel højfjeld, dybe dale og højslettens helt anderledes miljø og dertil en masse uudforsket og stiløst land jeg så godt kan lide i fjeldet.

Den korteste rute rundt bliver ca. 113 km hvilket er ca. 10 dages vandring i roligt tempo, og med rimelige dagsetaper.

Går jeg gennem Guobirvaggi bliver det en smule længere nemlig ca. 130 km, og altså 11 - 12 dages vandring.

Turen kan vel så gøres for en rimelig penge transportmæssigt.

Det bliver under alle omstændigheder en telttur da der ikke er mange hytter der passeres, og at hytterne vil låse dagsetaperne for meget.

Det er da en overvejelse værd også at lægge den på Outsite.org :)

Vinter

Med al den snak om klimaproblemer, indslag på TV om ekstreme vejrforhold, og 2014 som udnævnes til mange tiders varmeste år i Danmark, er det spændende om vi overhovedet kommer til at opleve nogen vinter på vore breddegrader.
Vinteren med sne som vi husker den selvom de fleste rigtige vintre er nogle vi tror at huske, og som var meget bedre da vi var børn - dengang var der nemlig sne!

Vintertur i Sydsverige

Selvfølgelig er forårets og sommerens ture, med sol og grønne blade, noget man ser frem til, men årstidernes skiften er også noget der betyder noget. Det er vel de færreste af os der er født heroppe mod nord, der seriøst vil ønske os ned hvor der altid er sol og sommer?

Jeg tror i hvert fald, at jeg ville kede mig uden årstidernes skiften. Uden forårets kommen med lysegrønne bøgeskove, sommerens varme og lange lyse aftener, efterårets smukke farver og vinterens kulde og sne. Altså når der er noget sne!

De vintre der ikke byder på sne er selvfølgelig mørke og lidt triste, når sneen ikke er der til at lyse op i vinterdagenes sparsomme lys, og regn og rusk er ikke lige det vi normalt forbinder med rigtig vinter.

Selvom vi i Danmark ikke har så mange dage om året med sne, er det ofte anderledes blot 3 timers kørsel mod øst. I det østlige Skåne og i Blekinge, hvor terrænet ligger lidt højere end i Danmark og klimaet er mere fastlandsagtigt, er der ofte dage med sne om vinteren.

Når nytåret er overstået og dagene igen bliver længere, begynder det at trække for at komme ud. For at komme ud på vandreture og gerne i sne.

Sidste vinter var rigtig fin derovre, og med tilpas sne til at man stadig kunne vandre så alle kunne være med - også de der ikke har ski.

Vinterturene er altid fyldt med oplevelser der er anderledes. Alt er en lille smule mere besværligt. Man skal hugge hul i isen for at få vand, og teltets pløkke er ikke altid sådan lige til at få i jorden, men sneen lyser op og det er ofte vindstille i den klare frost.

Der har været mange fine aftener med udsigt over den tilfrosne sø, og luften oplyst af bålets røde skær mod den hvide sne. Gode lange nætter hvor man har ligget lunt i soveposen, og er vågnet op til en flot solopgang over de mørke trætoppe. Det er rart at finde ud af at ens grej holder til kulden også, og at man på trods har haft det fint hele natten. Har man frosset har man fået erfaringer til at justere grejet til næste tur, og derved blevet klogere både på sit udstyr, og på hvordan man har det med det. Værdifulde erfaringer der måske kan komme én til gavn, inden den første fjeldtur.

Jeg vil til hver en tid anbefale alle at forsøge sig med vinterfriluftslivet. Det er en sjov, spændende og givende oplevelse og så har man ret til at føle sig en lille smule sej, efter den første weekendtur derude i sneen!