søndag den 31. december 2017

Den kommende fjeldtur II

Man kan lige så godt drømme videre og se på forskellige muligheder ud fra fjeldkortet.
Jeg vil altid gerne finde nye veje i fjeldet så det jeg kikker efter er om der skulle være andre muligheder end de markerede ruter der er markeret på kortet og beskrevet i forskellige bøger, og her kommer dels mit fjeldkundkab men også mine evner til at fra narre kortet dets hemmeligheder til gode.


I mange år og lige siden man lukkede grusvejen mellem Ritsem og Sietas har det irriteret mig at bussen fra Gällivare ikke mere blev ført igennem til Sietas. Det betyder at man får en kedelig og lang vandretur på grusvejen når man ender i Sietas eller vil starte en vandring derfra. 21 kedelige kilometer er der så hvem gider vandre dem, man spilder jo en og en halv dag på det?

Altså har jeg længe villet finde et alternativ. Bedst var det jo hvis man kunne finde en forbindelse mellem Sietas og Kebnats hvor båden fører over til Saltuluokta fjeldstation hvorfra Kungsleden fortsætter. Eller fra Gaiddumjávri så man slap for at vandre til landevejen ved Vakkatavare og derfra tage bussen for at fortsætte vandringen ad Kungsleden fra Kebnats.

Det sidste kan ikke lade sig gøre idet man ender i Vietas for at kunne passere elven fra Sádijávrre men så er man jo kommet så langt.

Strækningen mellem Vakkotavare og Gáiddum kan jeg også godt undvære. Den kan for mig ikek bære mere end de to gange jeg allerede har vandret den.

Så vidt jeg husker så stopper bussen også længe ved Vietas - Stora Sjöfallet - og så sidder man her og venter for at komme et enkelt stop videre så hvorfor ikke se på kortet om man kan starte en vandring fra Stora Sjöfallet -Vietas?

Fra Stora sjöfallets hotel eller hvad det nu er, går der en grusvej mod nord op til Satis og den vej er kun 10 km og det kan gås på 2 timer eller lidt mere.

Fra hvor vejen til Satis ender kan man foretage en vandring mod vest, krydse Kungsleden og fortsætte videre over mod vejen fra Sitas og hvor man møder den er der kun 10 km ad grusvej til Sitasjávri-hytterne og det er vel til at overleve.

Et alternativ, og noget der måske er sjovere er at bide tænderne sammen og starte i Vakkotavare og vandre Kungsleden nordpå, tage båden over til Teusajávri-hytterne og så dreje fra Kungsleden og mod vest og søge over mod Huvkivjávri-hytten. Så kan man inden søge mod broen over Ainnajohka hvor der er bro og sti videre til Huvki.

Stien behøver man jo ikke at benytte men kan hurtigt dreje fra den og finde en anden rute over mod broen ved Neasketvággi og derfra vandre til Kebnekaise fjeldstation eller noget helt andet.

Der er også en mulighed for at vandre sydpå langs Viddjajávri til Gaiddumjávri og måske dreje op ad Kungsleden og gå til Kebnekaise og derfra flyve ud. Man kan også fortsætte mod øst til Nikkaluokta.

Nogle af ruterne har jeg vandret men de er ganske interessante. Især syd for Laddjuvággi finder jeg aldrig mit eget spor igen hvilket gør vandringen spændende.

torsdag den 28. december 2017

Den kommende fjeldtur (sommeren 2018)

Sjovt nok er det altid her i dagene mellem jul og nytår de første idéer til næste års fjeldtur sniger sig ind på mig. 
Sådan er det også i disse dage men hvor skal man tage hen og skal det være en alenetur eller skal jeg invitere en eller to med? Det er spørgsmålet hvert år.


Igennem nogle år har jeg forsøgt at udforske områderne vest for Kungsleden på strækningen mellem Čeakčapasset og Siŋŋi, men i de seneste år har der været alt for megen sne i de områder.

Jeg har været der for år tilbage og det er et fint og anderledes fjeldmiljø der sagtens kan bære et besøg mere, så måske skal det være det der skal stå for tur til sommer.

En rå plan kan så være at tage til Nikkaluokta og derfra vandre til Kebnekaise fjeldstation og derfra vestpå, krydse Kungsleden og fortsætte gennem Neasketvággi eller Čuhčavággi og ned langs med søerne Ruškajávri og Viddjajávri og ud til Gaidum og derfra tilbage til Nikkaluokta med helikopteren ud til Nikkaluokta.

Det kunne være en rigtig fin tur hvis sneen arter sig anderledes end i år.

lørdag den 23. december 2017

Kåsan igen igen

Så blev snoren monteret og kåsan er helt færdig. Det var lidt bøvlet at få renhorndimsen placeret i hullet men resultatet blev udmærket.


Lædersnoren er limet i med araldit.


Renhorndimsen er slebet af så den er plan med slæftet.

Jeg er så glad for resultatet at jeg snart kaster mig ud i at lave en mere af birk eller ahorn. Denne gang går jeg til sagen fra bunden og skærer den ud af frisk træ, og så må vi se om det flækker når den tørrer.

fredag den 22. december 2017

Kåsan igen

Nu blev kåsen eller kuksaen, hvis man foretrækker det finske navn,  jo næsten færdig for nogen tid siden, men den skal jo også have en snor så den kan hænge, og hvordan sætter man så sådan en i på en smart måde?


Jeg valgte en løsning hvor jeg borede 2 huller i skæftet ved siden af hinanden, men sådan at de mødtes i det i forvejen fræsede hul på undersiden.



Hullerne i enden af skæftet.


Det fræsede hul i undersiden.

Kunsten nu er så at få lædersnoren igennem og få den forseglet så man ikke kan se den i det færdige resultat.

Jeg valgte at slibe et stykke rensdyrgevir til så det kunne placeres i hullet. Derefter borede jeg et hul snæreenderne kunne komme ind i og derefter et mindre hul på tværs.


Herefter syede jeg snørene sammen inde i hullet i klodsen efter snøren var stukket igennem hullerne i kåsan.


Nu skal det så have noget epoxylim og den lille klods skal træklods ned i hullet hvorefter det skal tørre og slibes.

Så er den limet.


torsdag den 21. december 2017

Fjeldturen 2015 - afsnit IV

Nu hvor der var taget stilling til hvor turen skulle gå hen, da den oprindelige rute ikke lod til at kunne gennemføres, var det bare at klø på og undervejs håbe at snesmeltningen i området ikke var så stor, at der var for mange vad!
Derudover havde jeg en anelse om at vi ville nå Nikkaluokta i for god tid, hvorfor jeg måtte være forberedt på også at skulle 'opfinde' noget derfra!


Hvis du vil følge turen på et kort skal du bruge Lantmäteriets Fjällkarta BD8 eller Calazo Kebnekaisefjällen 1:100.000 - eller nøjes med kortudsnittet herunder.

Den 10. juli
Nu var det efterhånden så sent på eftermiddagen at det var på tide at finde en teltplads. Vi stod midt imellem Jierttájávri og Liddujávrrit, og vi kunne selvfølgelig vandre rundt om Liddujávrrit på dens nordlige bredder under Liddubákti men der er temmelig stenet derovre, så der ville ikke være teltpladser nok på den første lange strækning.


Bedre ville det være at krydse vandløbet mellem søerne og så finde pladser ved bredden af Liddujávrrit lige efter vandløbet. Her er der altid teltpladser og ret jævnt de fleste steder. Vi skulle så godt nok krydse længere nede for at komme over på den rigtige side af søerne, men det plejer man at kunne gøre mellem de to små langstrakte søer. Krydse Liddujávri længere nede efter søerne har jeg ikke de bedste erfaringer med, idet der de gange jeg har været her har været ret meget vand.

Vi kom over vandløbet på lidt forskelig måde, men alle klarede det uden problemer og uden at blive våde så så langt så godt!

Jeg kan faktisk godt lide miljøet herinde, også i forhold til de dybere og mere markerede fjelddale
andre steder i området. Hernede i området syd for Laddjuvággi finder man ikke markerede u-dale som Laddjuvággi og Čeakčavággi for at nævne et par stykker. Her aftegner terrænet sig mere i en form for højslette med lavere og afrundede fjeldpartier, en mængde større og mindre søer og mange vandløb, hvoraf de aller fleste normalt kan forceres.

Broer og hytter eller andet for turister er der ikke, ligesom der heller ikke er nogle markerede stier, bortset fra den der går nord-syd mellem Nikkaluokta og Tjuonajåkk.

Disse forhold gør området til et udpræget vildmarksområde, og da der er ret godt fiskeri efter fjeldørred, rødding og stalling, er området yderst velegnet til fisketure, eller til ture med basecamp hvor man vandrer dagsture og måske fisker lidt. De sydlige områder har fjeldbirkeskov nok til at man kan samle træ til bål.

Vi vandrede ned mod enden af den første sø hvor der fra hvor vi stod så rimeligt fladt ud. Vi har nu passet til venstre for os og Liddubákti's vældige skråninger foran på søens modsatte side. Liddubákti er et imponerende fjeld med en masse stenrender på bagsiden, og i stille vejr kan man ind imellem høre lyden af sten der rasler ned i en af renderne.

Teltene kom op i et noget køligt og overskyet vejr. Jeg tror faktisk ikke at temperaturen var meget over 4 grader så der var ikke det helt vilde aftenliv efter aftensmaden, og temperaturen blev ikke følt varmere da vi sad og så på søens isflader der som flade isbjerge flød forbi derude.


men mod syd flader det mere ud og skråner jævnt ned mod Gaiddumjávri mod sydøst. Stik syd blokerer det massive fjeld Laibečeabetčokka for udsynet med sine snedækkede toppe.

Man kan godt vandre mod sydøst og komme helt ned til Gaiddumjávri, men men ender let i birkeskov og endnu værre i sumpede områder med pilekrat. Jeg har naturligvis, sammen med et ungdomsskolehold forsøgt at nå derned og det kan godt lade sig gøre, og ved gunstige vandforhold kan man faktisk vade Sirččám og gøre en rundtur på den måde - det er dog ikke noget man skal satse på med mindre man har god tid. Det kan nemlig sagtens være at der er for megen vand i Sirččám og så må man vende om, eller satse på at nogle af fiskerne henne ved Tjuonajåkk fiskecamp vil sejle en over.

Vi skulle ikke den vej idet det ikke ville give nogen mening på denne tur. Her i højlandet var der rigeligt vådt i forvejen i år, så jeg kunne fint forestille mig vandmængden ned i lavlandets flade pileklædte områder.

I steder ville jeg vandre en rute jeg også har gået nogle gange før og som jeg syntes er spændende, men på en lidt anden måde idet jeg var nødsaget til at være lidt forudseende med hensyn til sne og vandmængden i de større vandløb. Vi skulle jo gerne kunne gennemføre ruten på rimelig vis.

Vi fulgte den nordvestlige af de små søer, altså søerne Liddujávrrit, indtil indsvnæringen hvor jeg før har passeret vandløbet. Det var naturligvis spændende om vi kunne komme over uden at vade i det kolde vand. Vadestedet så fint og lavvandet ud helt som jeg forventede, så vi passerede alle med støvlerne på og uden at nogen fik våde sokker.

Det var stadig temmelig gråt i vejret, men ikke så koldt mere. Gråvejr her blandt mørke fjeldsider i et
 terræn hvor forårets grønne farver ikke rigtigt er slået igennem, kan af nogle godt opfattes lidt gråt og trist og måske lidt trøstesløst, men de fleste tager det med, og noterer det bare på listen over fjeldoplevelser. Det spændende er jo så næste gang måske at se landskabet i strålende sol, og flora buske og træer i fuld flor.

Da vi havde passeret vandet var vi tæt på stenrenderne på fjeldsiden, og langs med den vandrede vi nu ad søbredden et stykke indtil vi drejede en smule mod øst, for at sætte retning mod den navnløse sø 1012 moh. ved Skárttavárdu.

Når man vandrer i det stenede terræn som dominerer her kikker man meget ned, og jeg blev noget overrasket da jeg pludselig så op, og øjnede et par vandrere i det fjerne med kurs mod os.

Nu er dette område ikke særlig besøgt, men da der flere steder er gode fiskemuligheder og fred og ro, kommer der naturligvis andre. Det viste sig at være et par netop på en kombineret vandre og fisketur. De vidste dog ikke så meget om forholdene længere fremme da de var blevet fløjet ind med helikopter, og ikke havde vandret den rute vi havde i tankerne.

Efter en kort snak med det svenske par vandrede vi videre med retning mod søen. Turen derop er en lang stigning, fra cirka 900 moh. til de cirka 1000 moh., terrænet ligger i langs søen. Landskabet flader lidt ud selvom det går opad så udsigten er visse steder fin, og andre begrænset af det bakkede terræn, men det er relativt let at vandre i indtil vi når søen.

Ved søen, hvor jeg egentlig havde regnet med teltpladser, var der bare sne i driver, men hårdt nok til at man kunne vandre på det, og godt nok til at vandringen her gik hurtigere end på blokmarken udenfor snefelterne. Men teltpladser? Overhovedet ingen så vi måtte videre, hvilket jeg ikke var så begejstret for, for længere fremme vidste jeg at Skárttatjohka sikker ville føre meget vand med sig, og at passage af den let kunne tage tid og give våde og kolde fødder, hvilket man ikke er så interesseret i sidst på dagen, med de temperaturer vi havde i disse dage. At der ville være megen vand indikerede de enorme snedynger, vi kunne se da vi kom nærmere, der lå højere oppe på Liddubákti og Skarttoaivis fjeldsider, og ganske rigtigt. Da vi nåede vandløbet der løber i en kløft hvor vi 'ramte' det, bød på mægtige hængedriver som jeg bestemt ikke skulle ud på under nogen omstændigheder. Vandløbet som sådan var heller ikke let at komme ned til og både sneen og de tvivlsomme snebroer dernede så ikke farbare ud.

Vi måtte videre ned langs vandløbet, for krydses skulle det for at vi kunne komme videre!
Længere nede så det noget bedre ud, og om ikke andet så vi at det bredte sig ud helt nede hvor det dannede delta med nogle andre vandløb.

Det var stadig køligt, for ikke at sige koldt, i vejret og jeg havde ikke megen lyst til at skulle have støvlerne af og vadesandaler på, for at komme igennem vandløbet, men længere nede så der ud til at være en flad snebro.

Nu er snebroer ikke noget man lige vover sig ud på og til daglig bruger jeg megen energi på at forklare folk, at det de skal være ekstra opmærksomme på og ikke begive sig ud i på deres fjeldtur, netop er snebroer og for dybe vad.

Over skulle vi!
Jeg har ofte, selvom jeg nødig reklamerer for det, brugt snebroer i fjeldet og på dette sted så vandløbet under broen ikke dybt ud, og var vel maksimalt en halv meter og altså til knæene, så det kunne vades, men på den anden side så snebroen så tyk ud at den ville holde. Desværre kan det være sådan med snebroer at man faktisk ikke kan se udefra hvor tyk den er, der hvor man påtænker at krydse den. Sten i vandløbet kan nemlig forårsage at vandet slynges op og derved udhuler broen på undersiden, hvilket kan resultere i at man falder igennem. Her var vandet imidlertid ikke så dybt at man ville blive fanget i det og skyllet ind under sneen, men alligevel - falde igennem vil man ikke.

Mange års erfaring med sne og is i fjeldet både på 'land' og på gletsjere giver erfaring, men også respekt så jeg vovede mig alene ud på snebroen med forsigtighed, og lyttede omhyggeligt til lyde der ikke burde være der mens jeg gik. Der ver ingen. Sneen virkede fast og stabil også når jeg hoppede, så vejen var klar og èn og én gik vi over uden problemer og vandrede derefter langs med vandløbet for at finde teltpladser.

Der blæste en kold vind og det disede overskyede vejr lod ikke mange varmegrader slippe igennem
fra solen, men vi fandt da 5 pladser og fik lavet aftensmad, men derefter var der ikke megen liv udenfor teltene.

Den 12. juli
Om morgenen var vejret ikke bedre. Det var stadig diset, overskyet og koldt, og efter vi havde brudt lejren ned vandrede vi videre mod øst. Næste cirkamål var Urttijávri ved hvis bred vi ville finde lejrpladser.

Vi tog først retning imod Savujávri hvorefter vi drejede lidt mod syd for at få en rute der gik op og ramte punktet 1076, hvorefter vi styrede direkte på Urttijávri. Ikke den direkte vej til søen, men den der er lettest at vandre terrænmæssigt. Det går noget op og ned og man skal over eller igennem pas, og da jeg aldrig går den samme tur i fjeldet når jeg er udenfor stierne, så ved man aldrig hvor man ender eller hvad der venter én, så indimellem måMareridt 3 6man ændre rute og omgå toppe eller kløfter, der ikke lige lader sig forcere.

Fjeldkortenes ekvædistance er på 20 meter hvilket let kan betyde, at man pludselig står ovenfor eller under en lodret mur på 10 meter, som man så ikke på kortet kan se findes i naturen.

Sådan var det også på denne strækning der på trods af vejret faktisk var ret imponerende, hvilket forstærkedes af de store mængder sne der stadig lå på toppe og fjeldsider. Området på vej hen til og omkring søen er lidt knudret, og man kan let spilde tid med at vandre op og ned - det gjorde vi så også, men vi nåede til sidst søen og fandt nogle brugbare teltpladser.

Urttijávri er en ret stor sø når først man står ved den, og i den ene ende løber en hel del vandløb til via et fladt område, der har en kviksandsagtig karrakter som man ikke vil ned i.

Det var ikke de bedste pladser vi fandt. Plane var de i rimelig grad, men alt var vådt herinde så det
var svært at finde en plads der kunne garanteres tør også hvis det regnede, men alle fik vist en god nattesøvn og nogle fandt noget træ til et lille bål og fik tørret støvler. Det evigt våde terræn og sne vi vandrede igennem slider hurtigt voksen af støvlerne, og holder membranen så ikke helt tæt sniger vandet sig ind, så flere havde våde støvler på en del af turen og det er aldrig så rart, men især er det irriterende hvis man troede at man havde købt vandtætte støvler, der så viste sig alligevel ikke at være det.

Den 13 juli
Lejstedet ved Urttijávri blev forladt på en morgen hvor skyerne ligesom lettede en smule. Disen var væk og det hele så lidt lysere ud, end det havde gjort de foregående mange dage.

Nu skulle vi blot finde vej forbi de mange vandløb, og så lige op i passet mellem toppene Čeabetčokka og den navnløse top 1370 moh., en stigning fra søen der ligger i 905 moh til passet i cirka 1060 moh, men over en lang og sej stigning hvilket i sig selv ikke var noget.

'Noget' var imidlertid forholdene da vi kom op. Masser af sne, og en vældig hængedrive der hang
udover et vandløb i den nedadførende kløft der via flere sideløbende vandløb fik mere og mere vand, og til sidste faktisk var en rivende strøm. Vi skulle over den på en eller anden måde og da terrænet på kløftens modsatte side af hvor vi vandrede ikke så så hyggeligt ud, skulle det være længere nede.

Blokmark! Når der er blokmark er sne lettere at vandre på, hvis det vel at mærke er fast sne og det var det i drivens øverste partier der ikke lå over vand, men på klippegrund, så den tog vi.

Nu var det ikke alle der var lige begejstrede for mit rutevalg over sneen, for kunne der ikke være vand under? Hvordan kunne jeg lige vide at der ikke kom et vandløb der løb under sneen og den slags. Nå - det ved jeg bare! Nej selvfølgelig gør jeg ikke det, men jeg observere hele tiden omgivelserne. Jeg holder øje med fjeldsiderne over mig og har styr på alle de vandløb der løber ned ad siderne, eller kommer fra søer og på den måde ved jeg hele tiden hvad der er af vand under mig, og hvornår jeg krydser vandløb under sneen og hvornår jeg ikke gør. Dette sammen med at jeg har været her før og også sammenligner med kortet som jeg hele tiden orienterer mig på, gør at jeg altid er ret sikker på hvor jeg går.



Hængedriver er også noget møg man skal have respekt for. Dels kan man ikke se hvad der er under, eller måske rettere hvad der ikke er under driven når man vandrer på den, men går man for yderligt kan den også brække af og man styrter med ned, og på samme måde kan man falde igennem hvis den pludselig er for tynd.

Efterhånden når vi bunden af kløften og dernede i Guodekvággi løber Guodekjohka. Den har ikke tidligere givet mig problemer på dette sted, men det gør den så sandelig i dag!

Det vandløb som normalt sagtens kan vades eller springes er i år en rivende strøm som ikke indbød til
nærmere afprøvning, så hellere krydse det vandløb vi lige er vandret ned langs og som løber frit her.
Længere ude hvor det styrter ned i Guodekjohka løber det ind under en snebro. Vandet er ikke dybt før snebroen men det har rimelig fart på. Jeg og Nop går ned og ser på snebroen. Der er vist ikke rigtigt nogen der brænder for at få våde fødder i det kolde vand, så kan den bære så tager vi den.

Oppefra er det ikke helt til at se dens beskaffenhed, så jeg går længere ned hvor jeg kan se ind i den. Umiddelbart ser det solidt ud. Da jeg er på vej op er Nop ved at teste dens bæreevne, og jeg standser og lytter - ingenting andet en vandets brusen hen imod den. Nop er ovre og jeg tager også en tur, standser på midten over vandet og hopper lidt. Den holder fint.

Vi har testet broen mens de andre holdt frokosthvil, og efter frokosten når alle over snebroen og fortsætter nu langs med Guodekjohka mod øst ad en skrå fjeldside, der dog fladede ud i dalens udgang og åbenbarede nogle lækre plane teltpladser ved bredden.
En super fin plads lå vi ved i et vejr der klart bedredes. Det var noget varmere hernede selvom vi ikke var længere nede end 800 moh., og altså stadig ovenfor trægrænsen.

På vejen hen til lejrpladsen måtte vi iøvrigt krydse endnu et vandløb i en delvis snefyldt kløft, men nu
havde vi efterhånden træningen, og holdet havde vænent sig til den måde at forcere vandløb på, men jeg skal ikke undlade at nævne, at det er ret sjældent at der er brugbare snebroer i området så sent på sommeren. Altså på den sommer som burde være i fuld gang, men i år ikke var det.

Forholdene var nærmest som dem jeg var vant til i de år jeg vandrede med ungsomsskolehold, og hvor vi startede den første tur allerede ved Sct. Hans.

Den 14. juli
Nu var planen så en let tur ind til Nikkaluokta over et par dage.Mareridt 3 13
Vi forlod lejrpladsen og fulgte vandløbet Guodekjohka, mod øst. Det var ikke lige til at komme over, men længere ned på stien der går mellem Nikkaluokta og Tjuonajåkk er der bro over, så den satsede vi selvfølgelig på. Nu kunne vi måske have undgået en masse bøvl hvis vi havde taget os sammen havde vadet strømmen, hvilket vi fortrød lidt da vi pludselig stod i en pilesump hvor elven fuldstændig flød over sine bredder. Selv en kort strækning på en kilometers penge er ret lang, når man skal føle sig frem og gå fra tue til tue mens vandet flyder i næsten ankelhøjde, så da vi endelig nåede igennem det morads, som heldigvis foregik i fin solskinsvejr og hvor vi glædede os over at myggesæsonen ikke rigtig var kommer igang, holdt vi en velfortjent pause på en knold med en fin udsigt tilbage ad vores rute.

Nu resterede der blot en kort strækning hen til broen som vi nåede og spiste frokost ved. Vejret var nu
ganske fint, og selvfølgelig nu lidt for varmt til at vandre i, men videre skulle vi jo så vi fulgte det fasttrampede spor nordpå, for at finde et godt lejrsted.

Men, den her strækning er nok en af de mest tørre jeg har vandret i, i området. Man vandrer over en højslette og der er intet vand overhovedet. Selvom vi har vadet i vand hver eneste dag og hele dagen, så er der her intet. Ikke så meget som en lille bitte strøm og selvom der er teltpladser så duer de ikke uden vand.

Der var så ikke andet at gøre end at vandre videre og forhåbentlig nå ned i lavlandet gennem kløften Borrásgorsa, og ned til broen i birkeskoven hvor der var vand.

Ad stien gik de cirka otte kilometer ret hurtigt, og efter en hurtig vandring over sletten var der vist et
par der syntes nedstigningen, der er lidt lang og stejl, var noget af en belastning for knæene, men ned kom vi da alle.

Det kan ellers nok være at vandet i bækken smagte dejligt og var friskt og klart efter den varme nedstigning. Solen skinnede nu fra en næsten skyfri himmel og vi lå godt i læ i en lysning i birkeskoven.

Den 15. juli
Nu ventede der kun en halv dags vandring, højst, til Nikkaluokta i nærmest fladt teræn ad veltrampet bred sti.

Turen her går over en hel del mosestrækninger, men der er langt spang ud så man kan vandre tørskoet
hele vejen. Vi er nu i Laddjujohkas udmundingsområde i den vældige sø Paitasjävi. Her opstår ligesom et jungleagtigt deltaområde det nok ikke er sjovt at færdes i, når myggene for alvor tager fat.

Vi er nu ved vores udgangspunkt, Nikkaluokta, men har stadig dage tilbage som jeg skal finde på noget med. Fjeldguidens mareridt er endnu ikke ovre, for nu står jeg med en gruppe hvor nogle havde regnet med at bruge en dag ved fjeldstationen for at bestige Kebnekaises Sydtop når vi afsluttede turen der.


Men, der var vi jo ikke! Vi var præcis der hvor vi havde taget helikopteren ind til fjeldstationen fra, og et par havde endda vandret strækningen fra Nikkaluokta og ind til fjeldstationen ved turens start, så både en helikoptertur, der også er dyr, og en vandretur gennem de 18 kilometers  skov jeg ikke gad vandre endnu engang og derfor fra starten havde foreslået helikopter, så den kunne heller ikke bruges - men noget skulle jeg jo finde på og det helst noget spændende og anderledes!

tirsdag den 19. december 2017

Fjeldturen 2015 - afsnit III

Vi er i vinteren 2015 lige efter nytår, for hvilken tid er bedre end juleferien til planlægning af ture? Jeg syntes det ikke så jeg sidder og planlægger sommerens ture og nu skulle det være! Ruten mellem Hukejávri og Gaiddumjávri skulle vandres igen.
Ved nærmere eftertanke kunne det lige så godt være som en ægte Outsite-pionertur, på den måde ville flere få de spændende oplevelser en pionertur byder på med.
Planen blev at starte ved Kebnekaise fjeldstation og derfra vandre til Gaiddumjávri og "angribe" ruten derfra - en genial plan! Det var det så ikke den sommer.


Som sagt så planlagde jeg turen hjemmefra ved arbejdsbordet med computerne tændt og kortene bredt ud over det hele. Da alt var klart og ruten målt op med GPS og dokumenteret i detaljer blev planen lagt ud på Outsite.

Men da tiden nærmede sig begyndte jeg som sædvanlig at holde øje med forholdene deroppe i fjeldverdenen. Satte foråret ind på det vante tidspunkt, kom der megen sne sidst på vinteren og i foråret, nåede det at smelte og så videre. Meldingerne var imidlertid dårlige, og måske de dårligste de har været i flere år, og meldte om masser af sne og ingen tegn på det forår der burde sætte ind omkring Sct. Hans. Min gode veninde Marit Sarri der bor i Kiruna, det er hendes familie der driver Nikkaluokta Turist, kontaktede jeg og hun sagde det samme! Så prøvede jeg Jennie Sparrock som spurgte piloterne hos Kallax flyg i Nikkaluokta, og de sagde også no go og nu begynbdte pressen og alle dem jeg kender og som også skulle derop at melde det samme fra deres kontakter.

Via Face Book og andet indløb der en masse historier om folk der faldt gennem snebroer, Erik B måtte vende om før Čeakčapasset, et par jeg kender Jeff Jeppesen og Mette Fosvald havde været meget tidligt i fjeldet og meldte om masser af sne, men at man da kunne komme igennem, en tredie aflyste sin tur og blev hjemme!

Turen var planlagt til at ligge midt i sommersæsonen så intet burde slå fejl. Vejret er normalt 'fjeldsommerligt', alt er sprunget ud og myggene er godt i gang med at føre deres årlige planer med at genere turisterne ud i livet.

Turen var planlagt til at ligge midt i sommersæsonen så intet burde slå fejl. Vejret er normalt
'fjeldsommerligt', alt er sprunget ud og myggene er godt i gang med at føre deres årlige planer med at genere turisterne ud i livet.III 2
Vi drog hjemmefra i strålende sol. Nogle med tog og andre med fly eller i biler. Det er altid spændene at få det hele koordineret når folk rejser så forskelligt, men som regel gå det op med lidt ventetid hist og her for dem der ikke er med toget. Vi der holder af at køre med tog kan jo ikke regulere så meget undervejs, men må pænt følge køreplanerne der som regel holder i Sverige.

Vi der var med toget til Kiruna kørte videre til Nikkaluokta med bussen og her skulle vi gerne mødes med resten, bortset fra to der allerede var ved fjeldstationen. hvilket også fint lykkedes og så ventede bare helikopterturen til Kebnekaise fjeldstation.

De fløj naturligvis kun på bestemte tidspunkter så vi måtte vente hvilket jo fint lod sig gøre hos familien Sarri´s kafeteria med Nordlandsk Guld og Renskarv og en masse hyggeligt snak.

Tiden hvor vi skulle flyve oprandt da til sidst og i to hold fløj vi ind gennem Laddjuvággi til fjeldstationen. Allerede på vej mellem Kiruna og Nikkaluokta med bussen kunne man tydeligt se at der lå uforholdsmæssigt meget sne på fjeldsiderne og endda ret langt ned i dalen. Under os mens vi fløj så vi også langt mere sne i dalen end der plejer at være på den årstid - det så ikke så godt ud!

Her i starten kunne jeg jo ikke rigtig gøre noget ved det idet et par af deltagerne ventede på os inde ved fjeldstationen, så derind skulle vi jo i hvert fald.

Efter landingen, og da vi havde fået samling på tropperne, vandrede vi den korte strækning hen til
fjeldstationen fra helistoppet. Vejret var fint nok omend køligt, men det regnede da ikke. Noget af det værste at starte en fjeldvandring i er regn, det gør ikke så meget at det regner under turen, men at starte med skaltøj er alligevel for negativt.

Vi kikkede os lidt omkring på fjeldstationen, men folk var ivrige efter at komme afsted og kort efter påbegyndte vi vandringen gennem Laddjuvággi med retning vest, mod Singi-hytterne. Så langt som til hytterne der ligger 14 kilometer væk, skulle vi ikke da det var første vandredag. Ja i det hele taget var det ikke planen at vandre helt ud til Siŋŋi-hytterne på Kungsleden idet vi ville dreje fra før, med retning mod Gaiddumjávri-hytterne.

Vejret var fortsat ganske fint, skyet men med blå himmel ind imellem, og ad en let sti der bliver lettere og lettere efterhånden som man kommer fri af det kuperede og slidte spor mellem resterne af fjeldbiekeskoven, hvor det går op og ned og over vandløb i et ind imellem lidt mudret spor. Helt ind og lidt forbi fjeldstationen holder fjeldbirkeskoven stadig stand mod både højde over havet og fjeldklimaet, men ved fjeldstationen har den sin sidste bastion. Når man forlader fjeldstationen ad bakken op forbi det lille fjeld Kaipak, holder det hårdt for birken der her kæmper kroget og skamferet af vinteresn sne. Spredte står de sidste krogede sort-hvide træer med deres lysegrønne blade der næsten er sprunget helt ud.

At det ikke var blevet rigtigt forår sås tydeligt på de spredte sneklatter og manglende udsprungne fjeldvækster, og lige så spændt jeg var på snesituationen længere inde og især ovre mod den norske grænse, tænkte jeg også på vand. Altså vandstanden i vandløbene der kan løbe fuldstændig over ved høj snesmeltning, og faktisk gøre at vandløb der ikke er noget særligt og som bare kan springes, pludselig bliver rivende strømme man skal vade. Det første jeg var spændt på og som er det der indikerer vandmængden på den første af vore strækninger, er det man krydser ud for Siellavágg og Silverfallet fra Siŋŋivággi. Her har jeg stået på modsatte side og kikket over en sø man skulle vade før man nåede broen - hvor der så til gengæld stort set ikke var noget vand.

I år var vandstanden helt normal på stedet og pladserne ved broen, som vi ofte bruger, var fine og tørre så her teltede vi den første dag. Det var en kølig men tør første aften og jeg har det sådan at det første døgn, eller den første dag og nat og morgen fryser jeg, men når jeg så først har vænnet mig til at være ude så har jeg det stort set behageligt i en hvilken som helst temperatur, bare jeg ikke går ind i en varm hytte for så starter det hele forfra.

Pladsen, som jeg godt kan anbefale ligger tilpas efter eller før fjeldstationen, alt efter fra hvilken side man kommer, og er god hvis man blot har en halv dag efter rejsen, men gerne vil ud i fjeldet og starte turen med det samme. På samme måde er det en god afslutningsplads aftenen før man næste dag når fjeldstationen, og måske skal flyve ud og derfor gerne vil have en halv dag til bad og noget anderledes mad og måske en øl ved pejsen. Fra pladsen har man fin udsigt ind i Siŋŋivággi's munding og vandfaldet, og da dalen, Laddjuvággi, er ganske flad og bred her ser man vidt omkring. Herinde er der ingen træer. Kun en smule pilekrat står hist og her i grønne klatter i terrænet.

På vejen hen til pladsen vandrede vi over Lillberget som er en lille klippeblok midt i dalen. Lillberget
er et såkaldt urfjeldsvindue som er opstået ved at isen under sidste istid har skuret al det nye fjeld dannet af den Keledoniske foldning væk. På klippegrunden ser man tydelige skuremærker efter isens hærgen da den fyldte hele Laddjuvággi. Kebnekaises top derimod kan man ikke se fra fjeldstationen, men man kan se den gennem Kitteldalen når man vandrer mellem Kebnekaise fjeldstation og broen hvor vi ligger her på den første overnatning, men man kan selvfølgelig kun se den hvis vejret er klart og der ikke er skyer der dækker den.

Dag 2
Vi skulle nu videre ind mod vest gennem Laddjuvággi. Det var blevet køligere i løbet af natten, så der var ikke så megen morgenhygge mens vi spiste morgenmad og hurtigt fik lejren brudt ned.

Den første strækning fra lejren ved broen og op i dalen går opad og i visse steder stenet teræn, mens dalen snævrer ind og nu flankeres af høje stejle fjeldsider der var temmeligt spættet af sne.

Dalen så helt anderledes ud end den "plejer". Jeg har været her et utal af gange, faktisk har jeg opgivet at holde styr på hvor mange ture jeg har vandret i fjeldet, og specielt hvor mange gange jeg har vandret i Laddjuvággi, men den er på en måde altid forskellig. Lys og skygge ændrer konturerne og mange gange har de små høje Fjeldguiden3vandfald på dalens sydside i den rigtige belysning, glimtet som sølv mod den mørke klippevæg. De mørke klipper i dalen står også i dyb kontrast til engene omkring vandløbet i bunden af dalen. Specielt her hvor vi går nu, på en kort strækning med blokmark, er der rigtig grønt, men sumpet ude ved vandet. Længere inde i dalen, der hvor Liddubákti's massive mur mod syd bliver lavere og går over i et lavt pas lige før Unna Jierttáš, flader landskabet atter ud og giver plads til grønne enge og fine teltpladser. Her deler stien sig i tre hvor én fører videre gennem dalen og til Siŋŋi-hytterne, mens en anden fører nordover mod Sealgga-hytterne ligeledes på Kungsleden.

Den sidste af de tre fører sydover og skærer bagom Unna Jierttáš mod Gaiddumjávri og den vej skulle vi.


klippevæg. De mørke klipper i dalen står også i dyb kontrast til engene omkring vandløbet i bunden af dalen. Specielt her hvor vi går nu, på en kort strækning med blokmark, er der rigtig grønt, men sumpet ude ved vandet. Længere inde i dalen, der hvor Liddubákti's massive mur mod syd bliver lavere og går over i et lavt pas lige før Unna Jierttáš, flader landskabet atter ud og giver plads til grønne enge og fine teltpladser. Her deler stien sig i tre hvor én fører videre gennem dalen og til Siŋŋi-hytterne, mens en anden fører nordover mod Sealgga-hytterne ligeledes på Kungsleden.

Den sidste af de tre fører sydover og skærer bagom Unna Jierttáš mod Gaiddumjávri og den vej skulle vi.

Beslutningen
Fra dalen vandrer vi nu op i det lille pas bagom Unna Jierttáš og oppe skuer jeg ud over vidderne og snefelterne der ikke burde være der, men som alligevel dækker store dele af passet. Det er nu at jeg som turleder skal tage en beslutning!

Skal jeg fortsætte som planlagt og se om vi kan komme igennem. Om der er for megen sne eller vand og risikere at vende om, men hvad så?

Imens jeg tænker holder vi pause og jeg sender en frisk 'spejder' op på Unna Jierttáš for at spejde mod vest og den norske grænse og imens tænker jeg alternativer igennem. Gruppen har fordelt sig rundt omkring på klipperne hvor der er tørt.

Hvis jeg fortsætter ad den planlagte rute risikerer jeg at vi ikke kan komme igennem. Kan vi ikke komme igennem kan vi sikkert heller ikke vandre min plan-B nordoverAino 100langs søerne, og så må vi vende om og vandre tilbage til Gaiddumjávri-hytterne og Kungsleden, men hvad så?
Ja, så ville vi kun have meget begrænsede muligheder for at få en tur ud af det. Faktisk ville det indebære at vi kun kunne vandre op og ned ad Kungsleden, og derefter vandre tilbage gennem Laddjuvággi som vi kom ad - og hvem gider det? Ikke jeg og det er heller ikke noget man kan byde deltagerne på en pionertur!

Vores plan var også efter pionerstrækningen at at vandre op i Guobirvággi og derfra over det høje pas ved Svarta Sjön (Gaskkasjávri), og ned i Darfál, men den rute kunne umulig vandres med al den sne allerede i 900 moh. Gaskkasjávri ligger i 1448 moh. og samtidig var der efterfølgende nedstigningen til Darfáljávri langs gletsjeren. Den tur skulle jeg ikke nyde noget af i det føre!

Jesper, vores 'spejder' kom tilbage fra fjeldets top og berettede at der lå masser af sne mod vest! Ikke så positivt, men alligevel en værdifuld information og nu måtter der så handles!

Vi stod jo midt i pasovergangen og skulle vælge et eller andet!

Efter et kort fællesmøde hvor vi dog ikke sad i rundkreds, forelagde jeg holdet situationen sådan som jeg så den og fortalte hvad vi havde i udsigt hvis vi fortsatte, og fejlede frem for at 'opfinde' en alternativ rute. Her skal det naturligvis nævnes at en alternativ rute også gerne skulle være en rute udenfor stierne, det var jo det vi blandt andet var kommet for!

Mit nye forslag gik på at dreje fra hvor vi stod nu i passet og vandre mod øst parallelt med Laddjuvággi, men syd for Liddubákti. Her kunne vi krydse igennem og nå stien mellem Nikkaluokta og Tjuonajåkk og ad den vandre tilbage til Nikkaluokta. På denne måde fik deltagerne alligevel en, for dem, pionertur mens jeg ikke fik nogen da jeg havde været i dette område flere gange.

Nu handler en guidet tur ikke om guiden og om han eller hun får sine lyster styret, men om at deltagerne uanset forholdene kommer hjem med indtrykket af at have haft en god og indholdsrig tur.

Deltagerne var hurtigt med på idéen. Ingen af dem havde været i det område før så det ene sted var lige så godt som det andet.
Vi drejede altså af og begyndte at lede efter teltpladser der var nogenlunde tørre og som lå tæt på vand, men det er ikke ret svært i det terræn vi har hernede.

Ilimanaq - Grønland

Hvem drømmer ikke om at komme til grønland enten på almindelig ferierejse og opleve den anderledes og spændende kultur, eller for at vandre og nyde naturen?
Det er der mange der gør og med god grund. Grønland er fantastisk!


For de der drømmer eller som måske ligefrem planlægger en tur derop er der specielt en by der er værd at besøge - Ilulissat, eller Byen ved isen som navnet betyder!

Der er to destignationer der er værd at vandre i ved Ilulissat. Den ene er den traditionelle tur langs isfjorden og skråt over til bygden Oqatsut eller Rodebay som den også kaldes, og derfra tilbage til byen.

En anden tur er på den modsatte side af isfjorden ved bygden Ilimanaq som man kan blive sejlet over til.

Ilimanaq er et af de smukkeste steder jeg har vandret i Grønland og jeg har været mangestede både som enlig vandrer og som guide gennem en lang årrække

Som inspiration eller for at drømme videre kan man kikke på Henrik Saxgrens flotte billedværk "Bag en mur af is" der er en fotoreportage af bygden.

Bogen
Ilimanaq blev koloniseret i 1700-tallet af først hollandske hvalfangere, dernæst danske missionærer, og fik navnet Claushavn. Det  har altid været en pulserende bygd, som kunne opsluge folk fra områdets mindre bygder og bopladser, efterhånden som de blev nedlagt.
Nu er Ilimanaq selv truet; indbyggertallet er nede på 50 efter et fejlslagent forsøg på at genåbne fiskefabrikken. En af de nye erhvervsmuligheder er turismen, og mange gør i øjeblikket en indsats for at vende affolkningen.Bag en mur af is er et portræt af Ilimanaq ved Isfjordens udmunding.

Henrik Saxgren har besøgt stedet på alle årstider og fotograferet det daglige liv i bygden, været med på rensdyrjagt og sommerfiskeri efter ørreder. Han har drukket kaffe med de gamle og ladet sig fascinere af det korte tidsspænd i den grønlandske kultur mellem gamle dage og nu – og de helt andre, ufattelige tidsmæssige dimensioner i naturen.

Henrik Saxgren er en af Danmarks mest anerkendte fotografer. Han er blandt andet kendt for sin store kærlighed til Grønland og udgav i foråret 2017 den anmelderroste bog Ultima Thule. Han har udgivet 10 bøger og udstillet over det meste af verden med sine smukke fotografier. Læs mere om ham og hans værker på hans hjemmeside henriksaxgren.com
Fakta
Forfatter: Henrik Saxgren
Forlag: Milik Publishing
ISBN: 978-87-93405-59-2
Sideantal: 168
Pris: 309,95

mandag den 18. december 2017

Fjeldturen 2015 - afsnit II

Efter den videre tur ned til Ritsem, med båden over til Änonhjälme og videre ned gennem Sarek til Aktse og derfra ad Kungsleden nordpå til Saltoloukta, og med båd og bus til Gällivare og hjem med toget derfra gik jeg ind imellem og tænkte over den "nye vej" mellem Sitas og Gaiddumjávri. En rute der burde kunne anvendes i stedet for den lidt kedelige vej ad grusvejen til Ritsem. En rute der burde være farbar og nu skulle den afprøves som et led i en af årets ture.


Mange fjeldture giver mange idéer. Det er ligesom om man, eller jeg, bliver grebet af fjeldet og ikke kan få nok, heller ikke når jeg er derude, eller lige er kommet hjem!
Derfor fik jeg selvfølgelig andre idéer end den med vejen mellem Huvkijávri og Gaiddumjávri. Hver gang jeg kaster et blik på fjeldkortene har jeg det på samme måde som da jeg i gamle dage slog op i et leksikon. Nu Googler man jo alt muligt, men med bøgerne fandt man altid noget man også lige måtte læse mens man ledte efter det man oprindelig tog bøgerne frem for at finde. Sådan har jeg det også med fjeldkort. Hele tiden ser jeg nye veje og nye spændende områder.

Sarek var jeg ikke færdig med så året efter blev det atter til en tur der og en tur i Paddjelanta og så videre, og tilbage til Kebnekaiseområdet igen, men der skulle alligevel gå nogle år før jeg atter kom over mod Huvkijávri og altså havde brug for Hunddalen"smutvejen", men en lang tur fra Katterjåkk over Hunddalen, Lossi-hytten, Caihnavággi og Gautelis førte mig atter til Huvkijávri.

Turen gennem Narvikfjeldene er ganske imponerende selvom man møder lidt dæmningsveje og andet
der vidner om nordmændenes brug af vandkraft. Området er let at komme til idet man kan tage toget hele vejen til for eksempel Katterat station i Norge og starte vandringen ad anlægsvejen, hvorefter man hurtigt er ved Hunddalen. Jeg har været her nogle gange og stedet er flot og byder foruden på en videre vandring mod syd, enten gennem Oallavággi eller gennem den navnløse dal mellem toppene Gahperčohkka og Risačohkka. Hvilken man vælger er smag og behag, men turen gennem Oallavággi er måske den letteste, idet den fører ned til Čunojávri hvor der også er en turisthytte, og under turen kommer man ikke tæt på gletsjere hvor det kan være svært at se hvor gletsjeren stopper og den gamle sne bare ligger tilbage fra sidste år.

Tager man på tur i området og vil bruge hytterene skal man vide at de alle er låst; man kan rekvirere nøgle via Den Norske Turistforening, men der er masser af teltpladser i hele området, så foretrækker man den løsning behøver man jo ikke hytterne.

Jeg har vandret begge ruter nogle gange. Oallavággi er lidt noget møg i dårligt vejr og kan være lidt af en barsk omgang mens den anden vej er lettere indtil man når ned i tværdalen for enden, og hvor man krydser over mellem søerne Sealggajávri og Leinatvatnet. Det er lidt svært at finde teltpladser hernede, men når man har vadet vandløbet mellem søerne, det gøres nedenfor det lille vandfald hvor vandløbet breder sig ud og bliver bredt og lavvandet.

Dalen frem til vadet er ret jævn men stenet. Stenene ligger dog fast og ruten frem til søerne er ret letvandret. Når vandløbet er krydset via vadestedet, hvor man ofte kan gå tørskoet over, kan man finde teltpladser på nogle hylder lidt oppe og med fin udsigt.

Ligesom gennem Oallavággi kan man her komme til Cunojávri, men vil man det skal man vandre langs Sealggajávri mod øst og det første stykke er lidt bøvlet. Man skal holde retning mod den gamle renvokterhytte og derfra vandre langs søen. Det kan godt lade sig gøre men der er stejlt ned mod vandet visse steder og man gå en del på skrå. Der er ingen teltpladser, eller ingen jeg har fundet, og vandløbet fra gletsjeren skal vades, men det plejer ikke at være noget problem. Er man først fri af det er der kun en kort strækning til det hele flader ud og der er teltpladser. Strækningen er relativ kort så selvom man bruger tid på skråningen og vandløb kan man sagtens nå frem til teltpladser på en almindelig vandredag.

Derefter når man stien der fører gennem Oalallavággi og videre ned til Cunojávri og kan fortsætte derfra.

Jeg foretrækker imidlertid passet i Rietnatvággi mod Lossihytten. Det er godt nok en mere
anstrengende tur - især når man rammer forkert som jeg faktisk har gjort to gange og ender i et stejlst klippeparti, fordi man ikke "gad" gå langt nok frem ogRienetvaggi 10atage den gamle gletsjerniche op. Men når man er på vej er turen tæt på gletsjerne og videre ned efter passet imponerende flot. Næsten nede på den anden side er der teltpladser på nogle små sletter ved vandløbet. Bruger man ikke dem er der langt til de næste, som er helt nede ved Lossivatnet.

Jeg er mest begejstret for den vilde natur mellem Hunddalen og Lossi. Når man forlader Lossihytten ender man i et områder med grusvej, dæmninger og biltrafik og el-ledninger. Udenom er naturen naturligvis flot, men jeg kan altså ikke abstrahere fra al den civilisation og det er irriterende. Egentlig er det et problem for mig for det afholder mig egentlig også fra ret mange ture i Danmark, hvor jeg også hele tiden kan se huse og højspændingsledninger og asfaltveje.

Strækningen med civilisation er imidlertid relativ kort i Narvikfjeldene og er overstået på én dag, og turen op til Caihnavággi-hytten er flot. Overnatter man ikke i hytten skal man i god tid lede efter teltplads og man skal ikke være for mange telte, for det er der ikke plads til ret mange steder, men man kan jo ligge lidt spredt en enkelt nat. Caihnavággi-hytten ligger i 1000 moh. og i de højder er der ret stenet, men man kan finde pladser.

Det er barske fjeldområder der er præget af sidste istids hærgen og omformning af landskabet hvilket betyder blokmark, løse sten og altså ikke noget let terræn at vandre i, men sådan er Narvikfjeldene på godt og ondt.

Ruten ned mod Gautelis-hytten er derimod ret let. Vel er der stenet, men det går jævnt nedad i en ret smal og spændende kløft det sidste stykke, og nede ved søen ligger Lossi-hytten smukt ved bredden er der udmærkede teltpladser.

Jeg nyder naturens vildskab mens jeg vandrer og holder hyppige pauser for at det ikke skal blive slut for hurtigt, og jeg atter er nede i det småkuperede landskab hvorigennem jeg skal vandre ind til Huvkijávri.

Vejret opfører sig lidt underligt. Ind imellem er der en let støvregn men ellers for det meste opholdsvejr men overskyet, og det ser ikke ud som om solen vil komme frem. Oppe i højderne er det køligt og nok ikke meget over 5 grader, men der er ingen vind.

Jeg har ikke mødt en eneste vandrer på turen. Hverken ved Hunddalen eller ved Caihnavággi-hytten så jeg folk. Det er for så vidt ikke så underligt idet det ikke er nogen særlig befærdet rute jeg har valgt. Faktisk har jeg mødt flere andre om vinteren hvor jeg har gået området tyndt på ski, så måske er vinteren de lokales forretrukne årstid for ture herinde.

I Gautelis-hytten derimod var der folk. To tyskere der vandrede Nordkalotleden, eller nogle strækninger af den. Jeg havde gået mange dage alene og var ikke særlig snakkesaglig og da mit tyske ikke er det bedste og deres enkelske ikke var særlig godt, ønskede jeg hurtigt fortsat god tur og vandrede videre.

Ved broen over vandløbet mellem søerne Gautelisvatnet og Vuolip Čoarvejávri fandt jeg en udmærket teltplads og slog mig ned for natten.

Næste morgen var vejret bedre, men dog ikke strålende sol. Det er klart lunere hernede og jeg sidder længe og hygger mig inden jeg endelig pakker lejren sammen. Teltet blev alligevel ikke tørt uanset hvor længe jeg ventede i det fugtige vejr oden vind så jeg vandrede videre ad den T-markerede sti ind over den norsk-svenske grænse. Terrænet er letvandret her men bærer stadig præg af højden. I det hele taget er grænseområdet temmelig goldt med ret sparsom bevoksning.

Jeg har før nævnt det, men gør det gerne igen! Terrænet herinde ligner på ingen måde det landskab vi
ellers er vant til i de østlige fjeldområder på den anden side af Sealggamassivet. Derovre er det meget mere alpint med høje markante fjelde og dybe grønne dalen og ikke som her småkuperet og en masse vand, men anderledes landskaber har også sin charme og jeg kan faktisk godt lide det barske i landskabet, selvom det kan være vanskeligt at orientere sig ved dårlig sigt og dårlig sigt er ret almindeligt herinde.

Man møder som nævnt ikke mange andre vandrere herinde i grænseområdet, og i dag var hytteværten ikke engang i hytten da jeg nåede frem til Huvkijávri-hytten. En seddel på døren meddelte at han var på tur og først ville være hjemme igen sent på eftermiddagen. Jeg skulle ikke bruge ham til noget så jeg vandrede videre mod syd, for nu jeg var her var jeg ivrig efter at efterprøve ruten over til Gaiddumjávri.

Jeg gik atter ned mod broen over Ainnajohka, men drejede fra og vandrede langs elven i et letvandret terræn. Den første strækning går gennem jævnt terræn men efterhånden som jeg følger vandløbet længere og længere ind skifter landskabet karrakter, og dalen jeg går i bliver smallere og flankeret af højere og højere fjelde. Jeg kommer ind til Beattatjávri og efter den snævrer det endnu mere ind. Jeg er lidt betænkelig for hvad der venter forude og tænker specielt på vand og stejle fjeldsider der måske ikke kan passeres. Jeg er ikke særlig modig og er det slet ikke når jeg er alene i fjeldet. Nu vil nogle måske mene at der skal en del mod til at vandre så langt alene og især alene uden for stierne, men det syntes jeg ikek kræver mod. Det er sådan jeg kan lide det og fjeldet er mit andet hjem og jeg er lige så fortrolig med fjeldet som andre er med færdsel i Københavns myldretrafik.

Det jeg ikke er modig med er farefulde strækninger som vad og stejle skråninger hvor jeg måske skal tage hænderne til hjælp og risikerer at en fejl bliver fatal. Jeg planlægger derfor mine ruten meget nøje og jeg gør det også når jeg guider i fjeldet, der bliver ikke taget nogen chancer, og det gør der heller ikek når nye vandrere ind imellem undrer sig over mit rutevalg der måske gå over snefelter eller via snebroer. Selvom man måske ikke observerer det når man er med mig på tur, så er jeg 100% observant på mine omgovelser. Jeg ved hvorfra vandløbene kommer og jeg holder øje med dem på fjeldsiderne og bruger det til at vurdere om et snefelt eller en snebro er undermineret og er jeg i mindste tvivl vender jeg om eller vælger en anden vej.

Også her hvor jeg var lidt på udebane forstået på den måde, at jeg aldrig havde været på denne rute før og derfor ikke vidste hvad der ventede forude. Jo vel kan man vurdere en del ved at læse kortet, men da kortets ækvidistance er på 20 meter kam der i princippet gemme sig en lodret fjeldmur på 20 meter mellem linjerne på kortet.

Nu er der også et rengærde. Jeg havde set rengærdet på elvens modsatte bred, men nu spærrer det faktisk for min videre fremfærd sammen med en stejl klippe. Jeg tager rygsækken af og løfter op i hegnet og får skubbet rygsækken ind under og mig selv bagefter, hvorefter jeg retter hegnet til igen så det er som før. Nu fortsætter jeg videre ind i det forrevne landskab. Jeg følger stadig vandløbet og kan ikke så meget andet. Det fosser igennem kløfterne.

Jeg må atter engang slås lidt med rengærdet men kommer igennem på samme måde som sidst, og er atter på vej.

Det er ikke det letteste jeg har vandret, men det går og snart er jeg ved en renvokterhytte hvor landskabet flade en smule ud og jeg finder en plads til teltet.

Næste dag pakker jeg spændt lejren ned og vandrer videre. Nu har jeg passeret de værste strækninger med klipper er jeg sikker på, og frem for mig venter Viddjajohka som skal krydses hvis jeg skal videre og nå Gaiddumjávri-hytten. Jeg når den og og ser ud over den lille slette dens delta breder sig ud over. På afstand så vandet lidt vildt ud, men da jeg kommer nærmere kan jeg se at det er fladt og ret lavvandet. Sommeren var ikke den vådeste jeg har været ude for og det har ikke regnet noget videre i flere dage, så vandstanden var lav og jeg kom fint over via sten.

Nu var endnu en dag gået sådan næsten og jeg slog lejr ved bredden af vandløbet. Jeg havde ikke
vandret så langt den dag men havde brugt en del tid på terrænet, og da vejret var klaret op gik jeg en tur op mod Viddjajávri langs Viddjajohkas østlige bred for at få lidt udsigt ned over vandløbet.

Havde det været umuligt at krydse vandløbet havde jeg denne rute, altså ruten op til Viddjajávri og videre mod nord til Ruškajávri og op til søen 958. Her har jeg været flere gange før, altså ved søen 958, og derfra er det en let sag at komme ud til Kungsleden gennem Neasketvággi.

Terrænet oppe ved søen så fint ud og den tur kunne man sagtens vandre engang, men den side jeg nu var på virkede langt bedre end den modsatte som jeg ville have været nødsaget til at vandre ad, hvis ikke jeg var kommet over vandløbet.

Sidste dag langs vandløbet der nu hedder Gaiddumjohka og gennem nogenlunde letvandret terræn fulgte jeg vandet mod øst og ud til Gaiddumjávri-hytten. En spændende og anderledes vandring var afsluttet og jeg vandrede nordpå ad Kungsleden.

Det er altid en god fornemmelse når noget er lykkedes, men nu var det jo et år med meget lidt vand så jeg gik allerede og overvejede at vandre ruten i modsat retning et andet år.

Jeg sluttede turen med et par dage på Kebnekaise fjeldstation og fløj ud med helikopteren til Nikkaluokta og som sædvanlig med toget hjem.

Der skulle gå flere år før muligheden bød sig og da det endelig skulle være gik alt ikke helt som planlagt hjemmefra hvilket du kan læse om i næste afsnit.

søndag den 17. december 2017

Fjeldturen 2015 - afsnit I

Hvad gør man når man står med et hold man skal guide igennem en rute, og det viser sig at forholdene i området ikke er normale. At der er for meget vand eller sne, til at turen kan gennemføres forsvarligt?


Jeg har vandret rundt i Kebnekaiseområdet i årevis. Ja mere end 40 år er det faktisk efterhånden blevet til, og på den tid og med så mange ture både alene og med vandremakkere og som fjeldguide, bliver det til temmelig mange ture. Det bliver også til mange ture man går flere gange. Nogle gange i træk og nogle gange spredt over årene og fra nord til syd, øst til vest og vest til øst, eller hvordan det nu alt sammen falder ud.
Nogle gange har det været udforskningsture hvor jeg har vandret alene eller med andre, der ligesom jeg gerne ville udforske området bare lidt mere end det er muligt ad stierne, når man har vandret dem alle dybere i sporet.

Man, eller jeg gik så i gang med at kikke kortene, hvilket vil sige BD6, BD7 og BD8, igennem i sømmene for at se om ikke der kunne ”opfindes” nye ruter. Det var i starten sådan lidt la la idet jeg selvfølgelig også havde gennemtrevlet både Claes Grundstens, Tore Abrahamssons bøger og Den Svenske Fjeldklubs, som jeg har været medlem af i en årrække, igennem for at se om ikke jeg risikerede at gå andre i bedene og opfinde den dybe tallerken endnu engang. Claes havde faktisk et par stykker og så var der nogle umarkerede som fjeldklubben også kendte til, eller selv havde gået.
En oldgammel bog, eller en bog der i hvert fald er ældre en mig, hvilket vil sige fra 1948 som så er ét år tidligere end jeg der blev født i 1949, havde også lidt. Bogen er udgivet af Den Svenske Turistforening og hedder Fjälturer i Norre Lapland.

Det hele gav noget sammen med nogle beretninger i diverse klubblade, og i værker om samernes historie som også indgår i mit efterhåndende omfattende bibliotek om fjeld og fjeldvandring, som er ved at bryde reoler og hanebjælker ned i mit arbejdsværelse. Men ikke nok! Der var masser at tage fat på.

Altså kastede jeg mig ud i et projekt der skulle vise sig at tage flere år, men som til gengæld ville resultere i, at jeg havde opdaget eller genopdaget de mange ”ukendte” rutemuligheder det enorme fjeldområde rummede. Hertil er jeg nået i dag, altså stort set, idet der stadig er muligheder i området.



I firserne gik jeg en lang tur, det havde jeg det med at gøre da jeg endnu var ung og frisk (nu er jeg kun frisk) med start i Abisko. Egentlig havde jeg ikke rigtig nogen plan, men ville gerne ned i Sarek, hvilket jo er en lang tur derfra, så jeg vandrede Kungsleden ned til Alisjávri-hytterne for ligesom at komme i gang. Nu skal det lige siges, at på det tidspunkt lå Alisjávri-hytterne ikke der hvor de ligger i dag, men lidt længere mod syd og der var heller ikke nogen bro over Aliseatnu og Kungsleden gik på den modsatte bred af elven Čeakčajohka end den gør i dag. Vandløbet der nu er bro over ved Alisjávri-hytterne skulle vades længere sydpå i stedet. De gamle Alisjávri-hytter lå på elvens vestlige bred lige hvor vandløbet fra Gárddečohkka løber ned i elven.

Fra det gamle vadested kan man faktisk vandre videre langs med den ad dens nordvestlige bred, og dermed forlade Kungsleden, sådan cirka hvor man ellers drejer op imod Čeakča-passet, og vandre ind mod den norske grænse. Den rute kunne jeg ikke forestille mig ret mange havde vandret, så den var værd at prøve. På kortet ser det let nok ud idet hele området, der ligger vest for Sealgga-massivet, er et småkuperet højfjeldsområde der er ret vandrigt med småsøer og mange vandløb. Det er som sådan ikke noget vanskeligt område at vandre i bortset fra ved dårlig sigt, hvor det er ret vanskeligt at orientere sig i, da der ikke er nogle markante dale og ikke mange markerede stier.

Et par ruter fører imidlertid ind og ud af området idet der går en rute fra Gautelishytten i Norge ind forbi Huvkijávri-hytten, og videre mod Kungsleden eller sydpå til Sitasjávri og grusvejen til Ritsem, men det er længere sydpå. Men, så langt var jeg ikke nået endnu!

Jeg vandrede videre ad Kungsleden og holdt en kort pause ved Alisjávri-hytterne, altså de gamle som før nævnt, og videre ned langs Aliseatnu mod vadestedet. Der er masser af rener i området, hvilket også er årsagen til at man senere har flyttet hytterne nordpå til deres nuværende placering.

Vadestedet kæmpede jeg ikke med denne gang. Jag havde krydset det nogle gange, og nogle som jeg sporadisk fulgtes med ad ruten, krydsede let mens jeg holdt frokost ved bredden. Min plan var ikke at krydse på det sted, men at fortsætte langs elvens bred mod vest og krydse længere inde.

Alisvággi, som Kungsleden fører igennem er ganske bred og letvandret, og det er den også den dag i dag selvom Kungsledens oprindelige rute er lagt om. Det er en dal med masser af teltpladser og jævnt bølget og grønt terræn fortrinsvis præget af såkaldte højurtsenge, hvor et væld at større og små fjeldvækster vokser i et intens farveflor. Mindre og større vandløb skaber fugtige bredder hvor kvan ynder at vokse mellem stenene, sammen med hønsetarm og andre. Den brede dal er flankeret af moderat høje men afrundede fjelde, med grønne bevoksede side de fleste steder. Aliseatnu løber som et blåt bånd i bunden og under vandringen er jeg hele tiden i nærheden af den.

Aliseatnu der efterhånden som man nærmer sig dens kilder mere er en å, på samisk johka, end en elv, overgå efterhånden til at være flere små søer der som perler på en snor er forbundet med vandløb. Jeg vandrer langs med vandet og leder efter et velegnet sted at krydse over på den anden side. Der er flere steder, men jeg vil gerne fobi fjeldet Alip Muorahisčohkka der lige nu ligger syd for mig mens jeg vandrer. Jeg ved at der er en såkaldt vanddeler længere fremme. En vanddeler er det sted hvor fjeldet er højst og vandet “begynder at løbe den anden vej ned” – altså et helt tørt sted.

Så langt når jeg ikke! Lige efter søerne Luoktajávrrit er vandstanden så lav at jeg kan gå over uden problemer, og da stedet falder naturligt på min rute passerer jeg her og drejer langs fjeldsiden sydpå, idet jeg forsøger at holde højden på lidt under 1000-meterkurven. Der er stenet herinde, men stenene ligger flade og stabile og jeg kommer hurtigt frem. Jeg kikker efter teltpladser. Det er efterhånden blevet sent på eftermiddagen, men nu er 1000 moh. ikke ligefrem det bedste sted at finde teltpladser. I den højde er det ofte enten stenet, skråt eller fladt med fugtig grund og altså ikke det optimale. Jeg ser på kortet, men hele området her ligger faktisk i den højde i et svagt bølgende stenet terræn. Søen 1096 moh ligger foran mig på en slette og jeg tager retning mod den. Vejret er let overskyet og det har ikke regnet i flere dage. Terrænet er tørt mellem søerne og vandløbet. Mod vest flader landskabet endnu mere ud og så langt øjet rækker er der ingen markante fjeldformationer, men mod øst står en massiv fjeldmur der strækker sig så langt mod syd jeg kan se. Det er bagsiden af massivet der flankerer Kungsledens vestlige sider og det næste “hul” der er i den mur, er først helt nede efter Sealgga-massivet.

Jeg skal ikke over “muren”, selvom man faktisk godt kan passere mellem Sealggas to toppe, men videre på de flade sletter mod Huvkijávri-hytten.

Men teltpladsen! Jeg fortsætter og når søen, smider rygsækken og vandrer lidt rundt i terrænet for at finde en tør og jævn plads, hvilket faktisk ikke var så svært da det kom til stykket og jeg fik teltet rejst på en lille flad knold med græs og renlorte, som jeg lige sparkede lidt væk med støvlen.

Ofte oplever man at skyggen hurtigt rammer teltet når man ligger i de smalle dale, og også når man ligger på Kungsleden hvor solen går ned bag massivet mod vest, men her ovre på massivets vestside er der intet der skygger for solen, og selv klokken eleve om aftenen kan jeg sidde ude med kruset og nyde den tiltagende midnatssol, inden det er på tide at gå i teltet og få sovet inden det bliver morgen.

Jeg lå lidt og tænkte over turen indtil nu. Der er noget specielt ved at forlade stien og trygheden ved at vide at der kommer andre både bagfra og dem man går i møde når man vandrer på Kungsleden. Sker der noget er der altid hjælp at hente selvom man måske skal vente lidt på at der kommer nogen forbi, hvilket der altid gør.

Jeg har vandret mange steder alene, men området herovre bagved Sealggamassivet er alligevel et af de mere specielle, men jeg har det fint med det indtil videre.

Nu kan man jo ikke få alt, så ofte er det sådan at har man sol længe om aftenen på fjeldet, så mangler morgensolen og jeg vågner til en kold morgen, og da jeg kikker ud ser jeg solens stråler ramme sletten langt ude mod vest, men hvor jeg ligger er der skygge og ikke meget over 5 varmegrader tror jeg. Den slags morgener får ikke mig ud af posen særlig tidligt, men til sidst skal man jo ud og når først jeg er ude kommer jeg hurtigt igang. Teltet kommer ned og rygsækken pakkes. Jeg er ikke den store morgenmadsspiser og vil hellere vandre nogle timer før jeg spiser. På den måde når jeg også at få varmen og komme igang.

Jeg skal idag nå ned til Huvkijávri-hytten, men det er ikke noget problem i det terræn. Der er fladt uden stigninger og kun blokmark og vandløb sinker mig lidt. Solen forsvinder helt i løbet af formiddagen og i gråvejr ser terænet lidt trøstesløst ud, men det er intet imod hvordan det ser ud da jeg får hytten i sigte mellem de tiltagende regnstråler, der efterhånden bliver tættere og tættere og nærmest er et vådt tæppe foran mig efterhånden som regnen tager til.

Jeg nåede hytten i silende regn. Den så temmelig uddød ud, men der kom røg op af skorstenen. Jeg gik ind i hyttens vindfang og satte rygsækken fra mig og fik regntøjet af. Et hoved kikkede ud og hilste.

Hytteværten sad sammen med to svenske vandrere der havde vandret fra Kungsleden gennem Čuhčavággi og hertil dagen i forvejen. De overvejede at vandre videre, men valgte hytten da regnen begyndte og ville vente til dagen efter hvor vejrudsigten sagde at vejret ville blive bedre.

Hytteværterne har opkald via hytternes nødtelefon hver dag og får så også en vejrudsigt.

Hytteværten gav kaffe og vi sad længe og sludrede om vind og vejr og forskellige ruter i fjeldområdet og et par timer senere syntes jeg ikke vejret så så dårligt ud mere. Skyerne havde løftet sig lidt så jeg mente godt at det kunne betale sig at vandre videre. Jeg bryder mig ikke så meget for hytteovernatninger og især ikke når jeg har telt med og heller ikke selvom vi faktisk havde det hyggeligt.

Nu jeg var ved hytten var jeg også på stien så vandringen sydover mod Sitas gik hurtigt, men ved Gáiccajávri og broen over Ráktasjohka slog jeg alligevel lejr.


Terrænet efter hytten er det samme. Lavt bølgende fjeldområde og en masse vandløb, men ikke mange vandremæssige udfordringer og ret ensartet, men på en måde alligevel storslået. Bevoksning er der ikke meget af og udsigten er vid.

Næste morgen hold det stadig tørt, stien er fortsat letvandret og ret tidligt nåede jeg broen over Ainnojohka og jeg kunne snart se højspændingsledningerne fra kraftværket ved den opdæmmede Sitasjávri – ikke særlig charmerende, men strøm skal der jo til.

Ved broen kikkede jeg mig lidt omkring. Faktisk skulle jeg jo sydpå og til Sitas og derfra videre til Ritsem hvor jeg skulle med båden over til Änonhjalme og videre sydpå til Sarek, men på den anden side så ville denne tur indebære en ret kedelig tur af anlægsvejen fra Sitas til Ritsem og det er en strækning jeg nærmest syntes er noget der skal overstås. Ikke en hyggelig strækning, men den eneste vej ud mod syd.

Første gang jeg vandrede mellem Huvkijávri og Ritsem kørte bussen stadig op til Sitas, men af en eller anden grund, formentlig fordi man ikke finder det nødvendigt at vedligeholde anlægsvejen mere, ja så må man vandre.

Det kunne imidlertid være rart med en alternativ rute ud af området mod syd så mens jeg vandrede mod Sitasjávri tænkte jeg lidt over det og om der måske kunne findes en løsning.

På kortet så det faktisk ud som om man sagtens kunne vandre langs Ainnajohka helt frem til Gaiddumjávri-hytterne på Kungsleden, og derfra er turen til Vakkotavare jo let!
Tanken og idéen forlod mig aldrig…

Fortsættes - tilføj dig som fast læser på min blog og bliv mindet om når næste afsnit er klar!