torsdag den 26. april 2018

Weekendens tur

Som de fleste sikkert ved så arbejder jeg på en bog om vandring i Sydsverige, og nu er det tid til endnu en gennemgangstur og fototur derovre.



Bogens ruter handler om nogle af de kendte strækninger men med den "krølle" på at jeg beskriver en masse anderledes ture som rundture med base omkring en markeret kendt tur.

Mange har sikkert nok i at vandre ad markerede stisystemer men det er mit håb med bogen at flere vover sig ud på egne individuelle ruteforsøg. På den måde kan man nemlig komme væk fra stier og ud i "ødemarken" hvor man kan være alene på sin lejrplads.

Jeg har tidligere været på fototur ovre ved Mörrumsåen og denne gang går turen til et område ikke langt fra Hässleholm, men den endelige rute må I vente med til bogen udkommer :)

Glæd jer til bogen kommer på gaden :)

onsdag den 25. april 2018

Rovfugleguiden af Lars Gejl - boganmeldelse

Lars Gejl der altid skriver utrolig flotte fuglebøger har gjort det igen og denne gang med en bog om rovfugle: Rovfugleguiden!

Bogen er utrolig flot illustreret af nogle af verden førende og mest tålmodige fuglefotografer.
Bogen er både overskuelig og informativ og de mange detaljerede billeder gør det let at skelne de forskellige fugle fra hinanden.

Bogen omhandler samtlige 40 ynglende rovfugle i Europa, idet den vha. over 500 fotos og udførlig tekster indeholder afsnittene:
Generel indledning om rovfuglenes topografi og generelle biologi.

Hver art inden for slægterne: Gribbe, Glenter, Våger, Høge, Kærhøge, Ørne og Falke er beskrevet og illustreret mht. jizz; forekomst og udbredelse; fældning, dragter og racer; forvekslingsmuligheder; træk og biologi samt flugtopslag med fritlagte individer og pilehenvisninger.

12 sammenligningstavler, hvor arter, der er svære at skelne fra hinanden, er vist sammen.

Fakta om bogen
ISBN: 9788702213751
Udgave: 1
Udgivet: 2018
Sider: 300

Vejledende pris: 349,95

Snesituationen i Kebnekaisefjeldene

Nu venter vi på at sneen forsvinder i fjeldet - og at der ikke falder store mængder lige op til sæsonen som det skete sidste sommer.

Fra webcamera 25. april 2018
Se Kameraet her!

Som man kan se på billedet så er der god gang i snesmeltningen omkring fjeldstationen der ligger i 690 moh og er naturligvis ikke gyldig i forhold til resten af fjeldet op imod Abisko.

Kungsledens højeste punkt der 1150 moh og derfor vil der ligge meget mere sne der.


mandag den 23. april 2018

"Luk naturen ind hele året" af Lisa Grue og Denis Sytmen

"Luk naturen ind hele året" er en anderledes bog om naturen og om det at være derude og vende hjem igen.
De fleste kender følelsen af at komme hjem fra en gåtur, om det er ved vandet, i skoven eller i den nærmeste park, fuld af energi.

Mange af os kan ikke lade være med at samle på ting vi finder derude. Det kan være en spændende eller flot sten, drivtømmer der er blevet glat af at have ligger i bølgeskvulpet, eller det kan være spiselige urter som ramsløg, svampe eller andet der er at finde derude.

Har man børn med er der måske mange flere og spændende ting med hjem i lommerne end vi selv ville vælge.

Men hvad kan det så bruges til når man kommer hjem? Det er det denne sjove bog handler om ...

Træk i overtøjet, og lad bekymringerne blive hjemme. Naturen er derude og klar til at passe på os.
Sæson for sæson viser kunstnerparret Lisa Grue og Denis Sytmen, hvordan vi kan nyde, feste og bruge naturen som en forunderlig ven. Krop og sind falder til ro og lader op, når vi er i naturen og væk fra skærme og den høje puls. Det har Lisa & Denis oplevet, det samme siger forskningen.
Luk naturen ind hele året er en smuk guide med 102 enkle ideer til samvær med familie og venner – også om vinteren, hvor naturen stadig er der, men bare ser anderledes ud.

Fakta om bogen
Forfattere: Lisa Grue & Denis Sytmen
ISBN: 9788702244748
Udgave: 1
Udgivet: 2018
Sider: 198
Omslagsgrafiker: Lisa Grue


Vejledende pris: 249,95

fredag den 6. april 2018

Weekendkursus i basisfriluftsliv

Jeg har tilrettelagt mange friluftskurser gennem tiden men nu lancerer vi et helt nyt koncept der går ud på at lære de basale færdigheder såsom kort & kompas, båltænding, nødvendigt udstyr etc.
Vores undervisningslokalitet  er unik og vi tilbyder både mad under hele forløbet samt mulighed for gratis indendørs overnatning - derudover har vi naturligvis et indendørs opvarmet kursuslokale!


Kursus i basisfriluftsliv
18.-20. maj 2018
I helt unikke skov- og kystnære omgivelser afholder vi dette kursus.
Selve kursusstedet er unikt beliggende helt ned til vandet med ”skoven i baghaven” på Gjorslev Gods på Stevns.
Der kan overnattes i telte, under tarp eller i værelse på stedet (primitivt men indendørs og det er gratis).
Undervisningen foregår udendørs men vi har faciliteter til at sidde inde. Teori og foredrag vil foregå i samlingsrummet.
Kurset er for alle voksne og ledes af den erfarne fjeldvandrer og friluftsmand René Ljunggren, der har dyrket vandring og friluftsliv i mere end 45 år og undervist i friluftsliv i flere regier i gennem tiderne.
Eksempler på indhold i kurset der søges tilrettet efter deltagernes ønsker:

  • Båltyper
  • Mad over bål
  • Kogesystem (Trangia etc.)
  • Naturen som spisekammer
  • Kort- og kompaslære
  • Etablering af lejr / overnatningsformer
  • Beklædning / hold dig varm og tør
  • Regler for færdsel i naturen
  • Grundlæggende udstyr samt pakning af rygsæk



Pris kr. 1.500 pr. pers. Indsættes på konto: 8114 0007507518 eller på mobilepay: 31600978.
Tilmelding til rene@ljunggrens.dk eller på 31600978.
Man kan også kontakte mig uforpligtende for at høre nærmere hvis man har behov for det.
Deltagerantal min. 6 og max 12.
Prisen inkl. 2 x morgenmad, 2 x frokost, 2 x aftensmad, kaffe og te i pauserne, kursusmateriale mm.
Drikkevarer ud over kaffe og te er ikke inkluderet men kan medbringes eller købes på stedet (vand, øl og vin)
Parkering af biler skal foregå på den på kortet markerede parkeringsplads hvorefter man vandrer ned til kursusstedet eller ringer og bliver hentet.
Med offentlig trafik kan man køre med tog fra Køge Station til Klippinge så sørger vi for videre transport.
Vi forsøger at arrangere samkørsel når vi kender holdet.
Kurset afholdes ved Gjorslev og starter fredag eftermiddag kl. 15:00. Se kort.
Der kan overnattes i telte, under tarp eller værelse på stedet (primitivt men indendørs og det er gratis).
Du skal selv medbringe dit eget udstyr og som minimum sovepose og liggeunderlag og fodtøj til at gå i terræn og langs strand med (Vandrestøvler / vandresko). Se i øvrigt ”eksempel på udstyrsliste”.
Husk kompas!